USA
 

Blowback
Omkostninger og konsekvenser af amerikansk imperiebygning

af Chalmers Johnson

(Uddrag)

Råoversættelse ved Hans Pendrup af udpluk af 'Blowback - The Costs and Consequences of American Empire' Henry Holt, 2000

s.3.
Norditalienske lokalsamfund havde i årevis klaget over lavtflyvende amerikanske militærfly. I februar 1998 skete det uundgåelige. En Marine Corps EA-6B Prowler med en besætning på fire, en af dusinvis af avancerede amerikanske jetjatere og bombefly stationeret på steder som Aviano, Cervia, Brindisi, og Sigonelle, fræsede igennem et ski-lift kabel nær ved feriebyen Cavalese og kastede tyve mennesker i en enkelt gondol i døden på de sneklædte skrænter mange hundrede fod længere nede. Til trods for at marine piloter er underlagt krav at holde en højde på mindst eet tusinde fod (to tusinde iflg. den italienske regering), så overskar flyveren kablet i en højde på 360 fod. Den fløj med en hastighed på 621 miles pr. hour hvor 517 miles per hour regnedes for den øvre grænse. Piloten havde udført low-level acrobatics, mens hans medpilot tog billeder på videotabe (som han senere destruerede).

Som reaktion på harmen i Italien og krav om resolut retsforfølgelse af de ansvarlige, hævdede marinepiloterne at deres kort var unøjagige, at deres højdemåler havde været i uorden, og at de ikke havde konsulteret US. Air Force enheder der permanent er baserede i området om lokale hazards. En krigsret der ikke blev afholdt i Italien men i Camp Lejeune i North Carolina frifandt alle og kaldte det et "træningsuheld". Kort tid efter undskyldte præsident Clinton og lovede økonomisk kompensation til ofrene, men den 14 maj, 1999 opgav kongressen tilvejebringelse af hjælp til familjerne på grund af opposition i repræsentanternes hus og fra Pentagon.

Dette var næppe den eneste hændelse hvor amerikansk service personnel gjorde udenlandske borgere til ofre i verden efter den kolde krig. Fra Tyskland og Tyrkiet til Okinawa og Sydkorea har lignende hændelser været ligeså almindelige as has been their usual denouement. Den amerikanske regering gør aldrig politikere eller højerestående officerer ansvarlige og finder sjældent at de bør gøres mere end at tilbyde formelle undskyldninger og måske økonomisk kompensation af en vis og ofte minimal størrelse.

Ved sjældne lejligheder som med det italienske kabelbrud hvor en sådan lokal tragedie bliver nyheder på globalt niveau, er det der ofte forekommer amerikanere mærkeligst den grad af national harme andetsteds over hvad de amerikanske medier fremstiller som i værste tilfælde en tilsyneladende isoleret hændelse, hvor tragisk den end må være for de der er involveret. Helt sikkert er der ved sådanne lejligheder et emne der er hinsides diskussion nemlig det faktum at hundrede tusinde af amerikanske tropper udstyret med verdens mest avancerede våben undertiden inklusive atomvåben efter afslutningen af den kolde krig stationeres i over 61 baser i 19 lande over hele verden, der anvender forsvarsministeriets snævreste definition på en "major installation"; hvis man indbefatter alle slags installationer der huser repræsentanter for amerikansk militær vil antallet komme op på over otte hundrede. Der er selvfølgelig ingen italienske flybaser på amerikansk jord. En sådan tanke ville være latterlig. Heller ikke for den sags skyld er der tyske indonesiske, russiske græske eller japanske tropper stationeret på italiensk jord. Italien er desuden en nær allieret af USA og ingen conceivable fjendtlig nation truer dets bredder.

Alt dette er næsten for indlysende til at hævde - og siges da næsten heller aldrig. Det er ganske enkelt ikke et diskussionsemne, og det så meget mindre i den sidste imperiemagts land. Måske er en lignende tænkemåde en slags anden natur for ethvert imperium. Måske fandt romerne det ikke mærkeligt at have tropper i Gallien, eller englænderne i Sydafrika. Men hvad der er uudtalt er ikke desto mindre virkeligt, og det savner heller ikke konsekvenser blot fordi det ikke er del af nogen løbende diskussion.

.... det er for sent at begynde en sådan diskussion og for amerikanere, at overveje hvorfor vi har skabt et imperium - et ord som vi undviger - og hvad konsekvenserne af vor imperiale holdning kan være for resten af verden og for os selv. For ikke så længe siden kunne den måde, vi garrisonerede verden på, diskuteres meget mere åbent og trygt, fordi forklaringen forekom at ligge lige for i form af selve eksistensen af Sovjetunionen og af kommunismen. Hvis den italienske katastrofe havde fundet sted to tiår tidligere ville den ikke have forekommet mindre tragisk, men mange amerikanere ville have indvendt, at på baggrund af den kolde krig var sådanne hændelser de uundgåelige omkostninger ved forsvaret for demokratier som Italien imod the truslen fra den sovjetiske totalitarisme. Med ophøret af enhver militær trussel, der blot er svagt sammenlignelig med det, som det tidligere Sovjetunionen repræsenterede, er sådanne "omkostninger" blevet lette at undgå. Amerikanske militærstyrker kunne være trukket tilbage fra Italien såvel som fra andre udenlandske baser for længe siden. At de ikke blev det, og at Washington i stedet gør alt, hvad er står i dets betydelige magt for at forlænge den kolde krigs strukturer, selv uden den kolde krigs retfærdiggørelse, anbringer sådanne oversøiske forlængninger i et nyt lys. De er blevet et slående vidnesbyrd, for den, der ulejliger sig med at se efter, på et imperialt projekt, som den kolde krig slørede. Biproduktet af dette projekt vil sandsynligvis opbygge reservoirs af vrede imod alle amerikanere - turister, studenter og forretningsfolk, så vel som medlemmer af de væbnede styrker - det kan få dødelige følger.

For et hvilkensomhelst imperium, inklusive et ikke erkendt, er der en slags stausopgørelse, der opbygges i tidens løb. Militære forbrydelser, hændelser, og grusomheder udgør kun en kategori på debet siden af statusopgørelsen, som USA har akkumuleret, især siden den kolde krig sluttede.

s. 7.
Hvad vi har befriet os selv fra er imidlertid enhver ægte bevidsthed om ,hvordan vi opfattes af andre på denne klode. De fleste amerikanere er sandsynligvis ubevidste om, hvordan Washington udøver sit globale hegemoni, eftersom så meget af denne aktivitet finder sted enten i relativ hemmelighed eller under beroligende etiketter. Mange kan til at begynde med finde det svært at tro, at vor placering i verden overhovedet udgør et imperium. Men kun når vi bliver i stand til at se vort land som både profiterende af og fastholdt i et imperies strukturer, som vi selv har lavet, vil det være muligt for os at forklare mange elementer af den verden, som ellers forvirrer os.

s.8.
Begrebet "blowback", som funktionærer i Central Intelligence Agency oprindelig opfandt til eget internt brug, begynder at cirkulere blandt forskere i internationale relationer. Det refererer til de utilsigtede konsekvenser af politikker, der blev holdt hemmelige fra det amerikanske folk. Hvad den daglige presse rapporterer som "terroristers" eller "narkobaroners" eller "slyngelstaters" eller "illegale våbenhandleres" ondsindede handlinger, viser sig ofte at være blowback fra tidligere amerikanske operationer.

s. 9.
Den enes terrorist er naturligvis den andens frihedskæmper, og hvad amerikanske funktionærer fordømmer som uprovokerede terroristangreb på dets uskyldige borgere, er ofte ment som gengæld for tidligere amerikanske imperialistiske handlinger. Terrorister angriber uskyldige og forsvarsløse amerikanske mål, præcis fordi amerikanske soldater og søfolk, der affyrer krydsermissiler fra skibe på havet eller siddende i B-52 bombefly i ekstreme højder eller støtter brutale og repressive regimer fra Washington forekommer usårlige. Som medlemmer af the Defense Science Board skrev i en 1997 rapport til the Undersecretary of Defense for Acquisition and Technology, " Historiske data udviser en klar korrelation mellem amerikansk indblanding i internationale situationer og en stigning i terrorist angreb imod USA. Desuden medfører den militære asymmetri, der næger stater evnen til at engagere sig i åbne angreb på USA ,brugen af transnationale aktører (dvs. terrorister fra et land der angriber i et andet)."

Den mest direkte og åbenlyse form for blowback optræder ofte, når ofrene slår tilbage efter en hemmelig amerikansk bombning, eller en amerikansk sponsoreret statsterroristisk kampagne, eller en CIA-udløst væltning af en udenlandsk politisk leder. Over hele verden i dag, er det mulig at se fundamentet blive lagt til fremtidige former for blowback. F.eks. skønnes det at fra golfkrigen i 1991 gennem 1998 USA. ???

s.12.
I forbindelse med videreførelsen af krigen i Vietnam i de tidlige 1970´ere beordrede præsident Richard Nixon og hans nationale sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger flere bomber nedkastet over Cambodias landdistrikter, end der havde været nedkastet over Japan i hele 2. verdenskrig, med mindst trekvart million combodianske bønders død og bidrag til legitimeringen af den morderiske Khmer Rouge under Pol Pot til følge. I hans efterfølgende stræben efter hævn og ideologisk renhed sørgede Pol Pot for at endnu halvanden million cambodianere, dennegang overvejende byboere blev myrdet.

Amerikanere tænker almindeligvis på Pol Pot som et slags enestående selv-skabt monster og hans "killing fields" som en uforklarlig atavisme uden nogen forbindelse med civilisattion. Men uden den amerikanske regerings Vietnam-æras barbari kunne han aldrig være kommet til magten i en kultur som Cambodia´s, på samme måde som Mao´s uuddannede radikale bondebefolkning aldrig ville have opnået legitimitet i en normal kinesisk sammenhæng uden den japanske krigs disruption and depravity. Betegnende for USA i dets insisteren på et internationalt tribunal til retsforfølgelse af de tilbageblevne leder af Khmer Rouge for krigsforbrydelser har det forlangt at en sådan domstol begrænser sit arbejde til perioden fra 1975 til 1979 - dvs. efter tæppebombningens år var forbi og før den amerikanske regering begyndte at samarbejde med Khmer Rouge imod de vietnamesiske kommunister som invaderede Cambodia i 1974, drev Khmer Rouge fra magten og forsøgte at etablere en vis stabilitet i landet.

End ikke et imperium kan kontrollere de langsigtede virkninger af sin politik. Det er essensen i blowback. Tag f.eks. bogerkrigen i Afganistan i 1980´erne, hvor sovjetiske styrker direkte intervenerede på regeringssiden og CIA bevæbnede og støttede en hvilkensomhelst gruppe der var villig til at konfrontere de sovjetiske styrker. I årenes løb forvandlede kampene Kabul, der engang var et af centrene for islamisk kultur til en faksimile af Hiroshima efter bomben. Amerikans politik bidrog til at sikre at Sovjetunionen ville lide den samme slags lammende nederlag, som USA havde lidt i Vietnam. I virkeligheden destabiliserede nederlaget det sovjetiske regime i den grad at det i slutningen af 1980´erne brød sammen. Men i Afganistan bidrog USA også til at bringe Taliban til magten, en fundamentalistisk islamisk bevægelse, hvis politik overfor kvinder, uddannelse, retsorden og økonomisk velfærd har mere tilfælles med Pol Pot´s Cambodia en Ayatollah Khomeinis Iran. En gruppe af disse mujahediner, som kun få år tidligere var blevet bevæbnet af USA med jord-til-luft Stinger missiler, blev forbitrede over amerikanske handlinger og politik i Golfkrigen og overfor Israel. I 1993 bombede de World Trade Center i New York og dræbte adskillige CIA medarbejdere, mens de ventede på et trafiklys i Langley, Virginia. Fire år senere, den 12 november 1997 efter at Virginiamorderen var blevet dømt af en amerikansk ret skød og dræbte ukendte drabsmænd fire amerikanske revisorer uden nogensomhelst forbindelse til CIA i deres bil i Karachi i Pakistan som hævn.

Det er sandsynligt at amerikansk fordækt (covert) politik har bidraget til at skabe lignende betingelser i Congo, Guatemala og Tyrkiet og at vi simpelthen venter på at et blowback skal finde sted. Guatemala er et særlig slående eksemple på amerikansk imperialistisk politik i dets egen "baggård". I 1954 planlagde Eisenhower administrationen og CIA organiserede og finansierede et militært kup der væltede en guatemalansk præsident hvis beskedne landreformpolitik ansås for en trussel for amerikanske koncerner. Blowback fra dette førte til et marxistisk guerilla oprør i 1980´erne og således til CIA- og Pentagon-støttet folkedrab imod maya-bønder. I foråret 1999 gjorde en rapport om den guatemalanske borgerkrig fra den FN sponsorerede Commission for Historical Clarification det klart at "den amerikanske træning af officerskorpset i kontraoprørs teknikker" var en "nøglefaktor" i "folkedrabet" ... Hele Maya landsbyer blev angrebet og brændt og deres indbyggere blev slagtet i bestræbelser på at afskære guerillaen fra beskyttelse. Ifølge kommissionen ødelagde Guatemalas militærregering mellem 1981 og 1983 finansieret og støttet af den amerikanske regering omkring firehundrede Maya landsbyer i en folkedrabskampagne hvor næsten to hundrede tusinde bønder blev dræbt. Jose Pertierra, en advokal der repræsenterede Jennifer Harbury, en amerikansk sagfører som tilbragte år med at prøve på at finde ud af hvad der skete med hendes "forsvundne" guatemalanske mand og tilhænger af guerillaerne, Efrain Bamaca Velasquez, skriver at den guatemalanske militærofficer som arresterede, torturerede og myrdede Bamaca var et CIA "aktiv" og var betalt $44.000 for den information han opnåede af ham.

Under et besøg i Guatemala i marts 1999, kort efter rapporten var udkommet, sagde Præsident Clinton, "Det er vigtigt at jeg giver klart udtryk for at støtte til militærstyrker og efterretningsenheder som var involveret i vold og udbred undertrykkelse var forkert og at USA ikke må gentage den fejltagelse ... USA vil ikke længere deltage i undertrykkelseskampagner." Men praktisk talt den samme dag hvor præsidenten afsværgede "dirty tricks" i andre folks lande bekræftede hans regering sin støtte til Tyrkiet i dets undertrykkelseskrig imod dets kurdiske minoritet.

Kurderne udgør femten millioner mennesker i en tyrkisk befolkning der anslås til 58 millioner. Yderligere fem mio. kurdere lever stort set indenfor rækkevidde af Tyrkiets grænser i Iraq, Iran, og Syrien. Tyrkerne har diskrimineret imod kurderne i de sidste 70 år og har gennemført en intens folkedrabskampgane imod dem siden 1992 der omfattede ødelæggelse af omkr. tretusinde kurdiske landsbyer og småsteder i den tilbagestående sydøstlige del af landet. Tidligere amerikans ambassadør i Kroatien Peter W. Galbraith kommenterer at "Tyrkiet rutinemæssigt fængsler kurdiske politikere for aktiviteter der ville være beskyttet tale i demokratiske samfund." Europæerne har hidtil blokeret Tyrkiet fra EU på grund af dens behandling af kurderne. Som følge af dets strategiske placering ved grænsen af det tidligere Sovjetunionen har Tyrkiet imidlertid været skattet som amerikansk allieret og NATO medlemmer under den kolde krig og USA opretholder forholdet uændret selv efter USSR er forsvundet.

Efter Israel og Ægypten, er Tyrkiet den tredjestørste modtager af amerikansk militær assistance. Mellem 1991 og 1995 bidrog USA med fire femtedele af Tyrkiets militære import, der var blandt den største i verden. Den amerikanske regering er på den anden side afhængig af NATO basen i Incirlik, Tyrkiet, til udførelse af Operation Provede Comfort, der blev oprettet efter Golfkrigen med henblik på at forsyne og beskytte irakiske kurdere mod repression fra Saddam Hussein - samtidig med at USA billiger tyrkisk mishandling af dens langt større kurdiske befolkning. En åbenlys årsag er at samfund som Stratford og Bridgeport, Connecticut, hvor Black Hawk og Comanche helikoptere fremstilles er af hensyn til deres økonomiske sundhedstilstand af fortsat storstilet våbensalg til lande som Tyrkiet. På golfkrigens tid sagde en senior rådgiver til den tyrkiske premierminister til John Shattuck, assistant secretary of state for human rights, "Hvis man ønsker at standse misbrug af menneskerettigheder så gør to ting - stop IMF kreditter og luk for støtte fra Pentagon. Men lad være med at sælge våben og give støtte og derefter klage over det kurdiske spørgsmål. Fortæl os ikke om menneskerettigheder mens I sælger disse våben."

Tilfangetagelsen i februar 1999 af den kurdiske guerrilla leder Abdullah Ocalan eksponerede karakteren af det amerikanske engagement i Tyrkiet, i dette tilfælde via et CIA udspil der har udsigt til at blive en rig kilde til et fremtidigt blowback. CIA betegnelsen for denne politik er "disruption", hvormed der menes chikanerier (harassment) af terrorister i hele verden. Ideen er at ryge dem ud af deres skjulesteder således at kooperative politistyrker eller hemmelige efterretningsvæsener kan arrestere og fængsle dem. Iflg. John Diamond fra Associated Press; "CIA holder sin rolle hemmelig og de lande (foreign countries) der faktisk slår hårdt ned på de mistænkte skjuler omhyggeligt USA´s rolle for ikke at skabe problemer for dem selv." Der er overhovedet ingen beskyttelse imod fejlidentificering af "mistænkte" og "CIA sender ingen formelle beskedder til Kongressen. "Disruption siges af være en forebyggende, offensiv form for modterrorisme. Richard Clarke, præsident Clinton´s antiterrorisme czar, kan lide det fordi han kan undgå "der besværlige kongresrapport krav der følge med CIA-dirigerede hemmelige operationer" og fordi "menneskerettighedsorganisationer ville være afskåret fra at identificere CIA´s rolle." CIA har udført disruption operationer i mindst ti lande siden september 1998.
I forbindelse med Ocalan´s tilfangetagelse forsynede USA "Tyrkiet med kritisk information om Ocelan´s opholdssted." Dette var første gang nogle af detaljerne vedr. en "disruption" kampagne blev offentliggjort.

s. 17
Eftersom vi lever i et i stigende grad inbyrdes forbundet internationalt system lever vi alle i en vis forstand i en blowback verden. Selvom begrebet oprindeligt kun henviste til de utilsigtede konsekvenser for amerikanere af amerikansk politik er der al mulig grund til at udvide dets betydning. Hvorvidt f.eks. de utilsigtede konsekvenser af amerikansk politik der affødte og forstærkede Indonesiens økonomiske sammenbrud i 1997 nogensinde blow back til USA, så har de utilsigtede konsekvenser for indonesere været rystende omfang af lidelser, fattigdom og håbløshed. På samme måde var de utilsigtede konsekvenser af amerikansk støttede kup og bombardementer af Cambodia i de tidlige 1970´ere ubegribeligt kaos, disruption og død for cambodianere senere i tiåret.

Vores rolle i militærkuppet i Chile i 1973 fremkaldte f.eks. kun lidt blowback på USA slev men havde dødelige konsekvenser for liberale, socialister og uskyldige tilstedeværende i Chile og andetsteds. Om karakteren af amerikansk politik i Chile rapporterer journalist Jon Lee Anderson, "Planen var iflg. deklassificerede amerikanske dokumenter at gøre Chile umulig at regere under (den valgte præsident Salvador) Allende, provokere socialt kaos og fremrbinge et militært kup ... Et CIA telegram skitserede målene klart til stationslederen i Santiago: ´Det er fast og vedholdende politik at Allende skal væltes med et kup ... Vi må fortsætte med at udøve maximum pres med dette formål for øje og anvende alle passende resoucer. Det er ufravigeligt at disse handlinger implementeres hemmeligt og sikkert således at den amerikanske regerings og den amerikanske hånd er godt skjult."

Ingen almindelige amerikanske borgere vidste nogetsomhelst om dette komplot. Statskuppet fandt sted d. 11 sept. 1973, resulterede i Allendes selvmord og magterobringen af general Augusto Pinochet, hvis militære og civile støtter i løbet af det sytten år de var ved magten torturerede, dræbte eller "disappeared" omkr. fire tusinde mennesker. Pinochet var en aktiv kollaboratør i Operation Condor, en fælles mission med argentinske militarister for at myrde exildissidenter i USA, Spanien, Italien og andetsteds. Dette er grunden til at Spanien da Pinochet rejste til England i efteråret 1998 for at få medicinsk behandling at Spanien forsøge at få ham udleveret til retsforfølgelse for folkedrab, tortur og statsterrorisme imod spanske borgere. Den 16 oktober 1998 arresterede det britiske politi Pinochet i London og fastholdt ham afventende hans mulige udlevering.

Til trods for at få amerikanere blev berørt af denne hemmelige operation har mennesker i hele verden nu kendskab til det amerikanske engagement og var dybt kyniske da udenrigsminister Madeleine Albright modsatte sig Pinochet´s udlevering under henvisning til at lande der som Chile var i færd med en "transition to democracy" måtte have tilladelse til at garantere immunitet fra forfølgelse af tidligere menneskerettighedskrænkere for at kunne "move forward." Amerika´s "dirty hands" får selv den mest velmente erklæring - om menneskerettigheder eller terroriske til at forekomme hykleriske under sådanne omstændigheder. Selv når blowback ofte hovedsagelig rammer andre folk, så har dens nedbrydende virkninger på USA ved at forfladige politiske diskussioner og får borgerne til at føle sig ført bag lyset hvis de skulle føle sig foranlediget til at tage alvorligt hvad deres politiske ledere siger. Dette er en uundgåelig konsekvens ikke bare af blowbadk men af imperiet i sig selv.

Hvorledes da med hele ideen om et amerikansk imperium eller for den sags skyld amerikansk imperialisme? "hegemoni", "imperium" og "imperialisme" har ofte været brugt som epithets eller kampråb. De er centrale i Marx´s og især Lenin´s fordømmelse af kapitalisme. Under den kolde krig hævdede kommunister at imperialisme var en af kapitalismens "modsætninger" og derfor en fundamental årsag til kalssekamp, revolution og krig. Begreberne fremkalder imidlertid også forestillinger om de romerske og britiske imperier og om Pax Romana og Paz Britannica der efter sigende ledsagede dem. Imperialisme er yderligere forbundet med den racisme og udbytning der ledsagede europæisk, amerikansk og japansk kolonialisme i det nittende og tyvende århundrede og med de voldelige reaktioner til den som dominerede den ikke-vestlige verden i kølvandet på anden verdenskrig.

s.20
I 1917 arvede Sovjetunionen et ældre czaristisk imperium i Europa og central Asien, en mulitnational union af folk baseret på erobring og en særlig civilisation ...
de syv "folkedemokratier" i Østeuropa der udgjorde hjertet i den kommunistiske lejer i 1989: Øst Tyskland, Polen, Tjekkeslovakiet, Ungarn, Rumænien, Albanien og Bulgarien. Dens amerikanske ækvivalent var ikke NATO ... men det system af satelliter som USA skabte i Østasien. Disse indbefattede på et tidspunkt regimer i Japan, Sydkorea, Thailand, Sydvietnam, Laos, Cambodia, the ....Filipinerne og Taiwan.

I tidens løb og med udviklingen af et atomkapløb mellem USA og USSR ekspanderede de to imperier baseret på satelitregimer skabt efter 2. verdenskrig til meget mere ekstensive grupperinger baseret på ideologi, økonomisk samvirke, teknologioverførsler, gensidig nytte og militært samarbejde. For Sovjetunionen var dette den verden der for et kort øjeblik i 1950´erne strakte sig fra Moskva til Hanoi i øst og til Havana i vest og det indbefattede endog i det mindste formelt Kina. For USA kom det til at indbefatte det meste af resten af de world-places hvor USA påtog sig ansvaret for opretholdelse af nogle slet definerede "favorable" militærmiljøer (hvad Pentagon nu ynder at kalde "stabilitet") og hvor vi insisterede på fri adgang for vore multinationale korporationer og finansieringer (hvad vore økonomer nu kalder "globalisering").

s.24
Til forskel fra Europa var de vigtigste kolkkrigs konflikter i Øst og Sydvestasien ikke mellem demokrati og totalitarisme men mellem europæisk kolonialisme og nationale uafhængighedsbevægelser. De europæiske stormagters uvillighed til opgive deres kolonier førte til nationale befrielseskrige i Indokina imod franskmændene, i Malaja imod englænderne og i Indonesien imod hollænderne hvor USA hver gang støttede den imperialistiske side. Hollænderne blev i sidste instans drevet ud af Indonesien, englænderne indstilledes sig til sidst i Malajas uafhængighed som derefter blev til to uafhængige lande, Malajsia og Singapore. Efter at franskmændene blev slået militært i Vietnam kæmpede USA en utrolig blodig og langvarig konflikt før også det blev tvunget til at opgive sin imperialistiske rolle der. USA støttede også en lang kontrarevolutionær kamp i Fillipinerne imod en guerillabevægelse der anså den filipinske regering efter uafhængigheden for et amerikansk produkt. Først efter vort nederlag i Vietnam begyndte vi at tilpasse os forestillingen om at Østasien var forskellig fra Europa ...

Sydkorea har været besat af amerikanske styrker næsten uafbrudt siden slutningen af 2. verdenskrig. Det var skueplads for for den vigtigste væbnede konflikt i den kolde krigs første år, det var stede hvor USa og Kina kæmpede uafgjort og fastfrøs de indbyrdes relationer for de følgende to tiår. Takket være USA og Sovjetunionen, der i 1945 delte landet til deres egen fordel er Korea et halvt århundrede efter stadig det sidste sted på jorden hvis grænser er bestemt af hvor 2. verdenskrigs hære standsede. Syd Korea´s opstigen i løbet af 1960´erne som en "mirakel økonomi" og dets bemærkelsesværdige finansielle sammenbrud i 1997 var direkte forbundet med dets status som en satelit af USA.

Syd Korea var det første sted i efterkrigsverdenen hvor amerikanerne indsatte en diktatoriske regering. Med undtagelse af dets autoritære præsident, Syngman Rhee, bestod det overvejende af tidligere koreanske kollaboratører med de japanske kolonialister. Til trods for det koreanske folks opposistion blev Amerikas behov for et trofast anti-kommunistisk regime i betragtning af den sovjetiske okkupation af Nordkorea. I 1960, efter at koreanere i kampen for demokrati havde væltet Rhee, gav den amerikanske regering sin støtte til Park-Chung-hee, den første af tre generaler som kom til at herske fra 1961 til 1993. Amerikanerne tolerede et statskup af General Chun Doo-hwan i 1979 og støttede fordækt hans ordrer om der førte til drabet af flere hundrede, måske flere tusinde koreanske borgere ved Kwangju i 1980 (sandsynligvis mange flere mennesker end de kinesiske kommunister dræbte i og omkring Tiananmen pladsen i 1989). Med henblik på at holde Sydkorea under streng kontrol sendte amerikanerne i løbet af 1980´erne succesivt som ambassadører to senior officials fra Central Intelligence Agency, james Lilly og Donald Gregg. Intet andet sted overloc USA så åbent diplomatiske relationer til repræsentanter for dets centrale organisation for hemmelige tjenester.

Sydkorea er idag formentlig nærmere et faktisk parlamentarisk demokrati end noget andet land i Østasien, men ikke takket være det amerikanske udenrigsministerium, Pentagon eller CIA. Det var det koreanske folks elv, især studenter fra landets førende universiteter, som via demonstrationer og gadekonfrontationer i 1987 endelig bragte et vist mål af demokrati til deres land. Efter den demokratisk valgte regering under Kim Young-sam overtog magten i 1993 følte præsident Kim sig tilstrækkelig sikker til at bringe de to overlevende diktatorer, Chun og Roh Tae Woo for retten. De blev anklaget for statsterroriske, sedition og korruption. Den amerikanske presse gav kun retssagen den mindst mulige dækning, mens den amerikanske regering ignorerede dem som en rent intern koreansk affære.

Syngman Rhee´s regime og de USA-støttede generaler var kun første instans i Østasien af det amerikanske sponsorat af diktatorer. Listen er lang, men den har krav på gentagelse ganske simpelt fordi mange i USA har glemt (hvis de nogensinde har vidst det) hvad østasiater ikke kan undgå at betragte som en væsentlig del af vor efterkrigsarv. Amerikansk sponsorerede asiatiske diktatorer indbefatter:

* Chiang Kai-shek og hans søn Chiang Ching-kuo i Taiwan. (Taiwan begyndte først at demokratisere i 1980´erne efter at Carter administrationen havde afbrudt relationerne til den.)

* Ferdinand Marcos på Filipinerne (fældet af Corazon Aquino og hendes People Power efter at præsidenterne Ronald Reagan og George Bush havde hyldet ham som demokrat).

* Ngo Dinh Diem (myrdet efter amerikanske ordre), general Nguyen Khanh, general Nguyen Cao Ky, og general Nguyen Van Thieu i Vietnam.

* General Lon Nol i Cambodia.

* Marshal Pibul Songgram, Sarit Thanarat, Praphas Charusatihien og Thanom Kittikachom i Thailand (hvor de fundamentalt var beskyttere af de store amerikanske flybaser ved Udom, Takli, Korat og Ubon.)

*General Suharto i Indonesien (skaffet til magten ved hjælp af CIA og væltet ved hjælp af Pentagon´s Defense Intelligence Agency).

Flere andre har haft karrierer der var for korte eller obskure til at påkalde sig erindring (f.eks. general Phoumi Nosavan i Laos). Disse mænd hører til den samme kategori af småtyranner som det tidligere Sovjetunionen brugte til at bemande deres sateliter med i Østeuropa fra 1948 til 1989 ....

s. 27
I løbet af 1980´erne, den kolde krigs sidste tiår, vedvarede parallellismen mellem USA og USSR´s politik blot med nyt geografisk fokus. Begge søgte at støtte eller etablere marionetregimer i territorier der lå ved deres grænser eller i tilstødende regioner der længe havde været underlagt krav om indflydelse. USSR var primært optaget af Afghanistan; USA af Central amerika. Begge supermagter brugte den kolde krigs retorik til at retfærdiggøre deres aggressive aktioner imod meget mindre stater - anti-kapitalisme for USSR i Afghanistan, antikommunisme for USA i Guatemala, El Salvador, Nicaragua, Panama og Grenada - selvom kapitalisme i Afghanistan og kommunisme i Central amerika begge steder var fundamentalt absurde ideer.Propaganda apparater i USA og i USSR skjulte effektivt de virkelige rødder til revolte i begge regioner - en religiøs revival i Afghanistan, opposition til oligarkierne der længe havde vikarieret for amerikanske korporationer i Central amerika.

Præsident Reagan og hans CIA direktør, William Casey hævdede at de forsøgte at bremse erosionen af den "frie verden" i kølvandet på Vietnamkrigen. Hvorvidt dette i virkeligheden var deres strategi eller blot politisk retorik er aldrig blevet afklaret, men hvad der ikke kunne være mere klart var at USA i 1981 afskibede Vietnam-stil operationer i Central Amerika og satte store pengesummer, ofte fordækt rejst til støtte af en kontrarevolution imod den sandinistisk regering i Nicaragua med sympati for Castro´s Cuba. Samtidig eliminerede superpower detente, arms control talks og kinesisk-amerikansk tilnærmelse enhver reeal trussl mellem fjendtlige lejre i Europa eller Østasien. Mens amerikansk dæmonisering af Castro´s Cuba ratcheted opad og regeringen argumenterede rasende at cubansk inspirerede oprør var halvklodens største trussem var den kolde krig allerede fundamentalt forbi. Supermagterne fortsatte den kun som propagandadække for deres respektive nabo imperialismer.

s.30
For tredive år siden bemærkede den internationale relations teoretiker Ronald Steel:, "Til forskel fra Rom har vi ikke udbyttet vort imperium. Tværtimod, vort imperium har udbytttet os, har det drænet vore resourcer og energier enormt." Vore økonomiske relationer til vore østasiatiske satelitter har f.eks. udhulet vore hjemlige fremstillingsindustrier og bragt os ud i afhængighed af finanskapitalisme, hvis fremkomst i tidligere tider har været et tegn på en hidtil sund økonomi på vej ud i nedgang. En analog situation nedbrød bogstavelig talt det tidligere USSR. Under udkæmpelsen af en tabt kamp i Afghanistan og under konkurrence med USA omg at udvikle et stadig mere avanceret "strategisk våbenarsenal", kunne det ikke længere modstå de opstemmede krav i Østeuropa om uafhængighed.

Historikeren Paul Kennedy har betegnet denne tilstand som "imperial overstretch". I en analyse af USA i hans bog The Rise and Fall of the Great Powers, skrev han at heller ikke det kan undgå at blive stillet overfor de to store prøver som udfordrer livslængden for alle store magter der indtager "førstepladsen" i verdens anliggenderne: Hvorvidt det i militært/strategisk henseende kan fastholde en rimelig balance mellem nationens selvforståede forsvarsbehov og de midler det er i besiddelse af til at opretholde disse forpligtelser; og hvorvidt det som et nært beslægtet punkt kan bevare sin magts teknologiske og økonomiske magtbase fra relativ erosion konfronteret med den globale produktions stadigt skiftende mønstre. Denne prøve på amerikanske resourcer vil blive større fordi det, ligesom det imperiale Spanien omkr. 1600 eller det Britiske Imperium omkr. 1900 er arving til a vast array of strategical commitments som er blevet indgået årtier før da nationens politiske, økonomiske og militære kapacitet til at påvirke verdenssituationen forekom så meget mere sikret.

Det amerikanske politiske og intellektuelle establishment er fortsat mystificeret og fjendtligt overfor asiaternes økonomiske resultater, på samme måde som det sovjetiske establishment forblev mystificeret og fjendtligt overfor den anglo-amerikanske og vesteuropæiske kapitalismes resultater. Det er imidlertid på tide at gøre sig klart at de virkelige farer for Amerika i dag kommer … (fra) … dets egen ideologiske stivhed, vor dybt rodfæstede tro på vor egen propaganda. Som sociologen Giovanni Arrighi og Beverly Silver advarer, " Der er ingen troværdigt aggressive nye magter der kan fremprovokere det USA-centrerede verdenssystems sammenbrud, men USA har om muligt endnu større muligheder end England havde for hundrede år siden for at forvandle sit aftagende hegemoni til en udbyttende dominans. Hvis systemet i sidste instans bryder sammen vil det primært være en følge af USA´s modstand mod justering og tilpasning. Og omvendt er amerikansk justering og tilpasning til de østasiatiske regionalmagters opstigen en afgørende betingelse for en ikke-katastrofal overgang til en ny verdensorden."

USA har i dag desperat behov for en ny analyse af sin rolle i en efter-kold krigs verden og den slags politik der kunne forhindre en ny storkrig som dens sidste tre i Østasien. Nogle af de betydningsfulde forandringer der står for døren i Østasien er allerede synlige: Kina´s tiltagende forsøg på at emulate højvækst økonomier andetsteds i Asien; genforeningen af Korea; Japan´s behov for at overvinde sin politiske lammelse; Amerikas vildrede om hvordan det skal tilpasse sig til et selv-bevidst Kina og til et mere uafhængigt Japan; den voksende betydning af Sydøstasien som et ny økonomisk tyngdepunkt. Amerikansk politik har behov for at blive fjernet fra militærplanlæggere og militært orienterede civile, inklusive dem i det Hvide Hus, som i dag dominerer Washington politik overfor området. Amerikanske ambassadører og diplomater i Asien burde have i det mindste en elementær viden om Østasiatisk historie, sprog og aspirationer. USA har desperat behov for tilgangsmuligheder i forbindelse med kriser ud over relying on the carrier task force, cruise missiles og den ubegrænsede kapitalstrøm ligesom det har behov for at overvinde den selvtilfredshed og arrogance der karakteriserer officielle amerikanske holdninger overfor Asien i dag.

Oversættelse: Hans Pendrup Oktober 2001

CHALMERS JOHNSON was born in 1931 in Phoenix and raised in Buckeye, Arizona. After World War II, in which his father served in the Navy in the Pacific, his family moved to Alameda, California, where he finished high school and earned a B.A. in economics at the University of California, Berkeley. He first saw Japan and Korea in 1953, when he served in the Navy during the Korean War.

Returning to Berkeley, he switched fields and earned both his M.A. and Ph.D. in political science. In 1962, he began teaching political science at Berkeley, and did so until 1988, when he moved to the San Diego campus of the University of California. He retired in 1992. At Berkeley he served as chairman of the Center for Chinese Studies from 1967 until 1972. He was elected a fellow of the American Academy of Arts and Sciences in 1976.

Johnson has written numerous articles and reviews and some twelve books on Asian subjects, including Peasant Nationalism and Communist Power on the Chinese revolution, An Instance of Treason on Japan's most famous spy, Revolutionary Change on the theory of violent protest movements, and MITI and the Japanese Miracle on Japanese economic development. This last-named book laid the foundation for the "revisionist" school of writers on Japan, and because of it the Japanese press dubbed him the "Godfather of revisionism."

He was chairman of the academic advisory committee for the PBS television series "The Pacific Century," and he played a prominent role in the PBS "Frontline" documentary "Losing the War with Japan." Both won Emmy awards. His latest books are Blowback: The Costs and Consequences of American Empire (New York: Holt Metropolitan Books, 2000) and, as editor and contributor, Okinawa: Cold War Island (Cardiff, Calif.: Japan Policy Research Institute, 1999) and "Dysfunctional Japan: At Home and In the World," special issue of ASIAN PERSPECTIVE, vol. 24, no. 4 (2000), 334 pp..

In 1994, together with Steven Clemons, Johnson founded the Japan Policy Research Institute to promote greater public awareness and understanding of Japan's role in world affairs, and of Asian area studies.

Email: chaljohnson@jpri.org

- End -