Udtalelser
 

PÅ TÆRSKLEN TIL KRIG

UDTALELSE FRA STOP TERRORKRIGEN
TIL 15. FEBRUAR 2003

Nu står vi virkelig på tærsklen til en krig mod Irak. Der er allerede sivet planer ud fra Pentagon om hvordan krigen vil blive indledt. De amerikanske krigsmagere vil fra starten iværksætte et massivt angreb som de kalder "chok og rædsel". Bare i løbet af den første angrebsdag planlægges det at affyre 3-400 krydsermissiler imod Irak. Og dagen efter vil hundreder mere følge. Målet er at skabe en chokeffekt af samme type som Hiroshima-bomben, blot mange steder på en gang. En af Pentagons krigsmagere har sagt til den amerikanske nyhedskanal CBS: "Ingen i Bagdad vil være sikker" og at angrebene på Bagdad vil "få byen til at kollapse - med det mener jeg at deres el og vand vil forsvinde".

Altødelæggende bombardementer

Millioner af mennesker vil blive indespærret når broer og veje ødelægges og når den brølende død fra himlen lyder dag og nat. Den engelske lægeforening "Medact", anslår at mindst 10.000 irakere vil dø i den første angrebsbølge og at der efterfølgende vil dø 260.000 af sygdom og sult i løbet af de næste måneder. 900.000 mennesker vil blive hjemløse og flygtningeproblemet enormt. USA's militære ledere er fast besluttet på at "halshugge" den irakiske militærkommando. Det diskuteres ligefrem åbent at hvis de nyeste ikke-atomare "bunker-gennembrydere" ikke virker, så vil Pentagons krigsplanlæggere overveje at bruge atomvåben til at bore sig ind i hjertet af den irakiske hovedstads bunkere. Oven i dette har Bush underskrevet en uhørt ordre - en krænkelse af international lov - der godkender brugen af atomvåben, hvis amerikanske tropper skulle blive udsat for kemiske eller biologiske angreb.

Store kontingenter af amerikanske tropper i det nordlige Kuwait venter på at kunne rykke ind og overtage kontrollen med Iraks oliefelter, mens andre landstyrker fra baser i Jordan og Tyrkiet vil rulle ind i de udbombede byer og etablere en ny politisk magt i Irak der passer Washington.

Imperialistisk regimeudskiftning tjener ikke Iraks folk

I sin tale om nationens tilstand 29. januar påstod Bush at krigen handler om "frigørelse" for det irakiske folk. Men vi har før set hvad USA-imperialismens påtvungne "regimeudskiftninger" indebærer. Shahen af Iran, general Suharto i Indonesien, Pinochet i Chile for blot at nævne nogle få. Saddam Hussein selv og hans Bath-parti har været støttet af USA, for 30 milliarder dollar våben fik han i løbet af den 8 år lange krig mod Iran i firserne. Dengang var Saddam god nok fordi han tjente USA-imperialismens strategiske interesser, i dag tjener han bedst USA-imperialismens interesser ved at være stemplet som ondskaben selv, der skal fjernes ved krig. Ingen imperialistisk ledet regimeudskiftning vil tjene det irakiske folk, vi må have tillid til at det før eller senere tager sagen i egne hænder og frigør sig selv. Enhver anden tilgang vil være en krænkelse af Iraks nationale selvstændighed.

I talen 29. januar hævdede Bush også "vi gør opofrelser for andres frihed". Men vi må spørge: Hvordan kan den amerikanske regering hævde at bekymre sig om det irakiske folk? Under sidste golfkrig kastede man 88.000 tons bomber over Irak og det var ikke kun mod militære mål, man gik f.eks. også efter el- og vandforsyninger. Over 100.000 irakere døde under denne krig og reelt stoppede krigen aldrig, for i de sidste ti år har amerikanske og britiske fly jævnligt bombet Irak og FN anslår at 4500 irakiske børn hver måned er døde af sygdomme og underernæring pga. sanktionerne mod Irak, i alt er det over en halv million.

Powell forsøgte i FN's sikkerhedsråd at fremstille Saddam Husseins regering i Irak som en stor trussel mod verdensfreden. Al talen om masseødelæggelsesvåben, atomvåben, terrornetværk osv. når det gælder dette fattige, belejrede, sanktionsramte og ødelagte land, er at vende tingene på hovedet. Det er intet andet end en undskyldning til at indlede en krig, der handler om olie og strategiske interesser. Det er i virkeligheden USA-imperialismen der truer med at anvende atomvåben "igen", og det er dem som besidder og anvender masseødelæggelsesvåben, herunder kemiske, som f.eks. "spike" der anvendes i narkokrigen i Sydamerika, og det er dem der invaderer og intervenerer. Alt sammen i overensstemmelse med USA-imperialismens nye langsigtede doktrin for verdensherredømme, der endog går så vidt at den åbner op for at USA kan føre forebyggende krigen mod potentielle trusler.

Selvom USA skulle få gennemtrumfet sin vilje i FN og komme til at føre krigen under FN-banner, ændrer det intet i forhold til krigens berettigelse. Det vil blot være endnu et eksempel på hvordan USA-imperialismen benytter FN som et instrument til at legitimere sine forbryderiske planer og krige.

Tid til handling

Vi lever så sandelig i stormfulde tider. Med den erklærede terrorkrig som rygstøtte slår krigsstiftere som Bush, Blair, Putin og Sharon sig for alvor løs. Danmark er blevet en yderst velvillig deltager og med VK-regeringen i spidsen fører vort land sig frem som en aggressiv og krigerisk magt der gang på gang bifalder og ligger under for USA-imperialismen.
Det er ikke nu vi skal se passivt til - det er nu vi skal handle. Det er nu vi skal rejse en enorm anti-krigsbevægelse.
Bevægelsen er allerede i rivende udvikling, millioner demonstrerer overalt i verden i dag. Og vi skal blive ved med en mangfoldighed af aktionsformer.
Gå med i bevægelsen, tag derfor omgående kontakt til STOP TERRORKRIGEN-initiativet der rummer både enkeltpersoner og organisationer.

INGEN KRIG MOD IRAK!

NEJ TIL DANSK/EUROPÆISK KRIGSDELTAGELSE!

STOP TERRORKRIGEN!

- End -