Udtalelser
 

EN HEL VERDEN SAGDE: IKKE I VORES NAVN

Af INGEN KRIG MOD IRAK
Udtalelse fra stormøde 19.02.03

Verdenshistoriens største virkelig globale aktionsdag mod krig gav Bush og Blair og deres partnere klar besked: Den krig I er ved at udløse, sker ikke i vores navn - og vi vil få den stoppet.
Land efter land, bølge efter bølge af rekordstore demonstrationer, slog budskabet fast: INGEN KRIG MOD IRAK!
Det er en forbryderisk krig, som strider mod folkeret og international lov - en krig om olie og magt. En 'kolonikrig' anno 2003.

I Danmark var over 40.000 mennesker på gaden i København og 11 andre byer. Deltagelsen overgik enhver forventning og viser, at det er en folkesag at stoppe krigen, før den begynder. Verden er sat i bevægelse for at sikre freden.

Det var det vågne og medfølende Danmarks klare signal om, at vi ikke vil være med til Bush's og Blairs krig. At vi skammer os over, at Fogh og Danmark i udlandet omtales som en sikker og villig krigspartner.

Vi accepterer ikke, at regeringen og folketingsflertallet overlader vurderingen af krig eller ikke krig til USA eller til FNs Sikkerhedsråd.
Det er danske politikeres pligt at tage selvstændig stilling og udforme en dansk fredspolitik. En Sikkerhedsrådsresolution med grønt lys til krig, vil ikke pludselig
gøre den retfærdig eller legitim. En aggressionskrig som den planlagte forbryder sig mod FNs Charter. Enhver dansk politiker burde selvstændigt forsvare det og fordømme Bush's strategi for 'forebyggende angreb' som et andet ord for aggressionskrig, i strid med folkeretten.
USA er den eneste, som truer med masseødelæggelsesvåben. Også med atomvåben. Vi
kan ikke se, hvordan masseødelæggelsesvåben skal kunne fjernes ved at bruge
masseødelæggelsesvåben!
Hvis FN, der skulle forsvare freden og imødegå aggression, ikke kan forhindre denne krig, vil organisationen miste sin autoritet hos verdens borgere.

Alle de såkaldt 'ansvarlige', der støtter en sådan krig - med eller uden en sikkerhedsrådsresolution - bliver medskyldige i en forbrydelse mod menneskeheden. Det gælder Bush, Blair og måske også Anders Fogh. Dødens kræmmere - også de danske selskaber, der profiterer på krigen - bør drages til ansvar.

Statsministeren har sagt, at han ville ønske, at demonstranterne havde protesteret over Halabja. Statsministeren protesterede ikke. Mange af os gjorde. Vi støtter kurderne mod aggression. Og vi støtter palæstinenserne mod aggression fra en magt, som hver dag overtræder FN-resolutioner.

Statsministeren siger, at vi går Saddam Husseins ærinde. Vi ved hvis
ærinde Anders Fogh går.
Vi er imod Saddam Husseins regime. Det irakiske folk fortjener bedre. Men det må selv få ham væk. Irakerne har lidt under brutale krige og 12 års USA-dikterede sanktioner.
Vi siger: Der skabes ikke demokrati ved at fjerne én diktator og indsætte en amerikansk lakaj i en bomberegn i stedet. Bomber skaber ikke demokrati, og krig og besættelse ikke frihed og fremgang. Det vil være en ny katastrofe for det irakiske folk.
Vi går ind for ophævelse af sanktionerne. Vi går ind for at fjerne trykket fra irakerne, så de kan begynde at leve. Dét vil også fjerne Saddam Hussein.

Vi bekæmper denne krig, for at forhindre den, og vi vil bekæmpe den fra
den første dag, hvis den kommer.

Konkret opfordrer vi til at man danner lokale anti-krigsgrupper overalt - på skoler, uddannelsessteder, arbejdspladser, fagforeninger, byer og bydele.
Kampen om verdensopinionen er global, men den skal vindes lokalt.

Hvis krigen kommer

Hvis krigen kommer opfordrer vi til at man i alle byer mødes til demonstration foran rådhusene næste gang kl. bliver 20. Den følgende lørdag arrangeres der nye demonstrationer.

Vi opfordrer elever og studerende til at standse undervisningen og vise deres protest, når krigen bryder ud. Til at fortælle, at de unge ikke vil ofre deres eget eller uskyldige irakeres blod for olie.

Vi opfordrer arbejdere og funktionærer i private og offentlige virksomheder til at gøre protesten synlig - de kan standse samfundsmaskineriets hjul. Vi opfordrer tillidsfolk og faglige ledere til at overholde deres virkelige fredspligt: at gå imod krigen.

Vi opfordrer soldaterne til at nægte at gå i krig, og alle dem, der professionelt skal understøtte den konkrete krigsførelse, til at nægte at være med.

Vi ønsker fred. Vi ved der må kæmpes for den.

Yderligere oplysninger:
Jørn Andersen, tlf. 40 30 02 10, e-mail: jorn@jorna.dk
Annelise Ebbe, tlf. 39 69 67 75, e-mail: a_ebbe@centrum.dk
Dorte Grenaa, tlf. 35 42 26 86, e-mail: dortegrenaa@yahoo.dk
Helge Bo Jensen, tlf. 33 93 33 24, e-mail: elland@ft.dk

- End -