Info
 

Nej til dansk krigsdeltagelse

Nej til krig og terror i København
Udtalelse fra fællesmødet 22. oktober 2001

Fredsbevægelsen NEJ TIL KRIG OG TERROR har med voksende bekymring fulgt den danske regerings holdning til krigen. Vi har med voksende bekymring set hvordan regeringen og et flertal i Folketinget involverer Danmark stadigt dybere og dybere i krigen direkte og indirekte, senest med planen om at udstationere korvetten Niels Juel i Middelhavet.

Vi er imod enhver form for dansk krigsdeltagelse.

Hver dag stiger antallet af civile ofre for USA's bombardementer af Afghanistan. Som i alle andre krige er det civilbefolkningen, der betaler de største ofre.

Afghanistan er et af verdens fattigste lande. 20 års borgerkrig og flere års tørke har sendt millioner på flugt. De amerikanske bomber har fået millioner af desperate mennesker, til at følge i deres fodspor. Om få uger bliver det vinter i Afghanistan og en humanitær katastrofe truer. Ifølge FN er 100.000 børn truet på livet, hvis ikke nødhjælp kommer frem.

Man kan ikke føre krig mod terror. Krig er terror.

NEJ TIL KRIG OG TERROR opfordrer til besindelse og overholdelse af international lov. Vi opfordrer den danske regering og Folketinget til at fravælge krigen. Vi opfordrer Folketinget til at bruge penge på at understøtte den humanitære indsats – bla. gennem FN – i stedet for at bruge dem på dansk krigsdeltagelse. Vi opfordrer den danske regering til at arbejde for at standse krigen og for et øjeblikkeligt bombestop, så nødhjælpen kan komme frem til den uskyldige civilbefolkning. Vi opfordrer til at arbejde for fred, demokrati, menneskerettigheder og en mere retfærdig fordeling af verdens ressourcer.

NEJ TIL KRIG OG TERROR
København 22.10.01