Udtalelse fra Fredsfestival 2011

Nej til krigen mod Libyen

Folketing og regering har i enstemmighed besluttet, at Danmark skal gå i krig mod Libyen med det erklærede mål at beskytte civilbefolkningen. Det til trods for at det meste af verden er i mod krigen. Det der er vished for er, at Vestens tidligere angrebskrige, som Danmark i overensstemmelse med sin ”aktivistiske udenrigs- og krigspolitik” beredvilligt deltager i, har resulteret i et omfattende folkemord. F.eks. har angrebet og besættelsen af Irak forvoldt mere end 1 mio. dræbte civile.

Uden forudgående forsøg på dialog, konfliktmægling, forhandlinger eller boykot har FNs sikkerhedsråd givet grønt lys for en militæraktion, der går videre end en flyveforbudszone. Den tillader krig med alle midler, bortset fra en landkrig.

De første krigsdage har da også vist, at der gennemføres omfattende luftangreb med krydsermissiler og fly mod Gaddafis militærinstallationer, kampvogne, men også flere civile i Tripoli er allerede blevet dræbt. Hvis det bliver nødvendigt for at opnå fuld kontrol over Libyen og dets olieressourcer, vil angrebet sandsynligvis udvikle sig til en regulær landoffensiv.

Angrebet på Libyen står i skærende kontrast til Vestens fuldstændige opslutning i årtier til de øvrige diktatorer i regionen og deres venskab med Gadaffi. Først da folkemasserne fik afsat de despotiske Ben Ali i Tunesien og Mubarak i Ægypten skiftede Vestens ledere af taktiske grunde standpunkt.

Vi støtter de arabiske folkerevolutioner, der vil have væltet militærdiktaturer og kongedømmer for at få indført demokrati, frihed og sociale forbedringer. Dette gælder også Gaddafi-regimet.

Overgrebene mod de ubevæbnede demonstrerende er specielt grufuld i Yemen og Bahrain med adskillige dræbte og sårede. Her er ingen fordømmelse fra Vesten og ingen snak om oprettelse af flyveforbudszoner. De diktatoriske konger og herskere i Mellemøsten har endda indgået en musketer-ed om at hjælpe hinanden i nedkæmpelsen af de oprørte folkemasser.

Det har allerede resulteret i, at Saudi Arabien efter forståelse med USA har invaderet nabolandet Bahrain i Den Arabiske Golf over for Iran og deltaget i nedslagtningen af de ubevæbnede demonstranter. USA har her sin 5. flåde og landet er uhyre vigtigt for USAs geopolitiske interesser i Mellemøsten og Centralasien, herunder beskyttelsen af oliekilderne, hvorfor USA ikke vil tillade, at folkeoprøret vælter kong Hamada Khalifa, der trofast tjener USAs interesser.

De fine ord om demokrati og menneskerettigheder er derfor kun et røgslør for Vestens ønsker om uhindret adgang og kontrol over Nordafrikas og Mellemøstens enorme oliekilder.

Oprøret mod Gaddafi fik imiddlertid hurtigt et andet forløb end ved de andre folkeopstande. Efter at enkelte ministre og højt placerede militærfolk tilsluttede sig Libyens Nationale Råd, der blev oprettet den 5. marts i Benghazi, opstod der en borgerkrig. Den afhoppede justitsminister Mustafa Abdul Jalil er blevet indsat som leder af Rådet, der nu helt har overtaget ledelsen af oprøret. Rådet har den 23. marts oprettet en midlertidig selvbestaltet kupregering med Mahmoud Jabril som midlertidig premierminister, som en åbenlys marionet for ”koalitionen af villige”

Det viser sig ved, at:

1. Mahmoud Jabril op til angrebet har afholdt en række møder med vestlige ledere i krigskoalitionen, bl.a. med USAs udenrigminister Hillary Clinton, der ifølge en amerikansk ambassadeindberetning, offentliggjort af WikiLeaks, har omtalt ham som ”en seriøs samtalepartner, der forstår USAs perspektiv”. Han har flere gange mødt Nicolas Sarkozy, Frankrigs præsident - en af de mest aggressive fortalere for krigen mod Libyen. Herefter har Frankrig ensidigt den 10. marts godkendt Libyens Nationale Råd, som landets eneste legitime repræsentant
   
   
2. Rådet har anmodet om og støtter krigen mod sit eget land.
   
   
3. Rådet har i modsætning til Gaddafi-regimet nægtet al mægling i konflikten, bl.a. har ALBA- landene i Latinamerika foreslået Brasiliens tidligere præsident Lula som mægler. Også Den Afrikanske Union repræsenterende 53 lande har tilbudt sig som mægler til løsning af konflikten.
   
   
4. Rådet har ingen politik ud over afsættelsen af Gaddafi-regimet

På denne baggrund kan det slås fast, at Libyens Nationale Råd ikke er interesseret i fred, men alene i at komme til magten som marionet for ”koalitionen af villige”. Såfremt Gaddafi-regimet bliver væltet af Libyens Nationale Råd med støtte fra koalitionen og ikke af den brede befolkning, vil Libyen få et korrupt, udemokratisk, repressivt regime og et af vestmagterne udplyndret og ødelagt land med forfærdelige konsekvenser for civilbefolkningen.

Sådan er det gået med Malikis Irak og Karzais Afghanistan, og sådan vil det også gå med Libyen efter en ulovlig angrebskrig og efterfølgende besættelse.

Modstanden mod krigen og modstanden mod Libyens Nationale Råd er således en og samme sag.

Den parlamentariske opposition Socialdemokraterne og SF har i endnu større omfang end VKO-regeringen været forhippet på at gå i krig, endda uden FN-mandat.

Enhedslisten har med sin tilslutning til krigen erklæret sig i modstrid med antikrigsbevægelsen og er parat til som ansvarligt krigsparti at støtte en evt. kommende S/SF-regering.

På denne baggrund er der behov for genopbygning af en solid og omfattende international og dansk antikrigsbevægelse mod USA's, NATOs og de gamle kolonimagters ulovlige krige og besættelser. En bevægelse der arbejder for befolkningernes ønske om fred.

Nej til krigen mod Libyen!

Ingen blod for olie!

Støt de folkelige revolutioner uden udenlandsk indblanding!

Saudiarabien ud af Bahrain!

Stop krigene og besættelserne af Irak og Afghanistan

 København den 24.3.2011

På vegne af deltagerne i forberedelseskomitéen for Fredsfestival 2011

www.fredsfestival.dk

- End -