Fredsbevægelse
 

Ingen blod for olie!
No Blood For Oil!

Af Sammi Jawad
Komitéen 'Stop sanktioner og krig mod Irak'

Tale på Axeltorv ved Initiativet København 2002's demonstration under EU-topmødet fredag den 13. december 2002

Vi er samlede her for at markere vores modstand mod kapitalens EU, mod USA's terrorkrig og ikke mindst mod USA's kommende krig mod Irak. Den amerikanske administration fører krig mod resten af verden.

USA's etårige terrorkrig har været en stor fiasko. Den har resulteret i nye Al-Qaeda netværk og trusler imod fred, demokrati og stabilitet i alverdens lande. Det drejer sig nemlig ikke om terrorbekæmpelse - men om at USA skal befæste sit globale imperium. Irak, Somalia, Jugoslavien Afghanistan, Indonesien og Filippinerne er klare beviser på det.

Den amerikanske administration siger, at den ønsker det irakiske folk fred og demokrati. Denne løgn kan ikke holde et sekund. I Golfkrig 1991 kastede USA, hvad der svarer til 7 Hiroshima bomber, og dræbte ca. 200.000 irakere. Strålingsniveauet af den forarmede uran i Irak er rystende højt. Dette er tilsyneladende ikke nok for det imperialistiske USA. USA fastholder de kriminelle og folkemorderiske FN-sanktioner, der er indtil nu har kostet over 1.5 mio. irakere livet. Fredsforskeren Jan Øberg har udmærket beskrevet disse sanktioner:
"Det, der har dræbt flest i Irak, er ikke Saddam, men FNs sanktioner".

USA's terrorkrig og den kommende krig mod Irak skal sættes i det rette perspektiv. USA's krig mod Irak har slet ikke noget med såkaldte masseøddelæggelsesvåben at gøre. De tidl. FN-våbeninspektører - svenskeren Rolf Ekèus og amerikaneren Scott Ritter - har dokumenteret, at gennem deres våbeninspektion i Irak er 95% af Iraks våben blevet destrueret.

Den skjulte sandhed bag krigen imod terror og de internationale koalitioner er at påtvinge verden det nye amerikanske imperium. I Bush-doktrinen tales der om muligheder for "at kolonisere umedgørlige nationer ". Den nye imperialisme var aktiv i Bosnien, Kosovo, Østtimor, Afghanistan - og Irak er det kommende og aktuelle mål. Krigen mod Irak er en ren og skær imperialistisk røverkrig, der har til formål at vælte regeringen i Bagdad, indsætte en slags irakisk Karzai - som i Afghanistan - og stjæle Iraks olie.

Ugerningen den 11. september 2001 i New York var forudsigelig og måske uundgåelig. Den må opfattes som gengældelse for konstante og systematiske manifestationer af USA's statsterrorisme gennem mange år og i alle dele af verden. USA's støtte til de militærdiktatorer i Latinamerika, Afrika, Asien og ikke mindst til Sharons Israel er årsagen til terrorisme. Den yderst farlige koalition mellem Bush- regeringen og Sharon i Israel er den største trussel mod verdensfred.
Det er ikke Irak.

Massemedierne har sat gang i en dæmoniseringskampagne ikke kun mod Saddam Hussein og Irak. Den retter sig også mod Zimbabwes Mugabe, Cubas Fidel Castro, Nordkoreas Kim Jong-il, Libyens Gaddafi og på det seneste også Venezuelas Hugo Chávez. Enhver der stiller sig i vejen for imperialisternes politiske, økonomiske og militære interesser bliver dæmoniseret.

Formålet med denne dæmonisering er at skjule krigens reelle indhold, nemlig den imperialistiske udplyndring af verden. Denne dæmonisering finder sted også herhjemme hos dele af den danske venstrefløj og hos den korrupte og amerikanske støttede irakiske "opposition til Saddam", der vakler i et sådant afgørende spørgsmål.
De har som grundlæggende parole "vi tager afstand fra Saddam Husseins regime" og " Nej til krig! Nej til diktator". Altså en ligestilling af den imperialistiske krig med det irakiske regime, igen ligestilling af angriberen med den angrebne. Den danske venstrefløj skal tage utvetydig stilling imod denne krig, især i en tid hvor imperialisme rekoloniserer verdens lande - eet efter eet. Demokrati i Irak er et spørgsmål, som skal løses alene af det irakiske folk og ikke af imperialismen.
Imperialismen og dens eftersnakkere, elsker at snakke om fred, stabilitet og demokrati, men befolkninger verden over husker stadig, at de har to verdenskrige på samvittigheden.

I forhold til den danske regering har EU-formandsperioden også været en stor fiasko og skandale for Fogh og co. For Fogh har optrådt som et lydigt ekko af Bush. I stedet for at føre en dansk fredspolitik og få EU til at forstærke FNs rolle, har han besluttet, at Danmark skal deltage i USA's krig mod Irak. I stedet for at arbejde gennem EU med at finde brugbare løsninger gennem forhandling har han arbejdet for, at EU som helhed skal støtte den amerikanske krig.
Vi opfordrer den danske offentlighed og især den danske venstrefløj til at sende delegationer til Irak for at danne sig et vigtigt billede af Irak, og ikke vente på rapporter fra TV2, CNN eller BBC. Irak er et land med 25 millioner indbyggere, et land hvor civilisationen kom fra og ikke kun Saddam Hussein.

Jeg ved at det danske folk heller ikke ønsker denne krig. A.P. Møller vil tjene penge på den - men det er blodpenge.
Ingen blod for olie! No Blood For Oil!
Ingen danske, europæiske eller amerikanske soldater skal dø i en ny krig. Det irakiske folk skal ikke betale for imperialismens planer med nye tusindvis af dræbte.
Krigen må stoppes før den begynder. Derfor siger vi fra ved denne demonstration, og vi fortæller EU-topmødet:

INGEN KRIG MOD IRAK!
JA TIL EN SOLIDARSK VERDEN!