Fredsbevægelse
 

Thomas Koppel:
Tale foran Christiansborg
26. oktober 2002



Det er godt at se jer her idag. Lad det blive starten på en ny kultur i den tradition, der udtrykker vores egne, almindelige menneskers vilje og længsler. Det som er vores dyrebareste klenodie, et hjerteslag fælles for milliarder på vores mishandlede klode.

Vi står her for at forsvare værdier, som er så enkle og elementære, at det er svært at forstå, at ikke enhver kan være med. Svært at forstå at det kræver et vist mod at sige det højt, som de fleste føler. Jeg vil lykønske vores nation med, at I, som er her idag, har det mod.


Vi ved, at det kan koste. Vi har netop hørt, at senator Paul Wellstone i USA er faldet ned med en flyvemeskine med sin hustru og sine børn. Wellstone var den eneste stemme imod den såkaldte præsident Bushs ’forebyggende angrebspolitik' og 'permanente krig'. Han var i det kommende novembervalg den afgørende stemme i den rasende kamp om kontrollen over kongressen.

Intet tyder på sabotage, men det er ikke første gang en besværlig politikerer dræbt i flystyrt på et meget afgørende tidspunkt.

Jeg vil lykønske verden med, at hundredetusinder idag samles som os om de samme værdier. I den amerikanske regeringsby Washington. San Francisco. I Rom. Og hundredevis af byer rundt om på hele kloden. Hundredetusinder vil mødes, måske millioner.

For når vi kræver et stop for krigen mod Irak og en fremtid tilsølet af permanent krig og undertrykkelse, er det jo et udtryk for elementære værdier, som deles af alle almindelige mennesker i alle kulturer og nationer:

Fred.
Retfærdighed.
Lykke.
Viden.
Frihed.

Disse værdier har opfyldt mennesker som os i årtusinder. Og altid har vi måttet forsvare dem mod en brutal overmagt. Jesus, oldtidens palæstinensiske forløber for Gandhi, trodsede de romerske imperialisters og de lokale farisæeres institutionaliserede, falske retfærdighed og henvendte sig til de fattige og udstødte med drømmen om sand, evig retfærdighed og oprejsning.

Jesus blev standset og hængt op på et trækors. Men den sociale indsigt kunne ikke standses. Stafetten gik videre.

Giordano Bruno forstod, at jorden er rund. Han blev standset og brændt på bålet. Men indsigten i naturen kunne ikke standses. Stafetten gik videre.

Hvor nogle, tanketomt og stupidt, lukrerede på den nazistiske besættelse af Danmark, gik utallige modige københavnere og andre danske igang med at afværge katastrofen og ødelæggelsen.

29. august 1943 brød vi endelig gennem løgnen og viste verden vores ansigt og vores længsler. Mange blev standset og tortureret ihjel. Men fundamentet for nazismens nederlag var lagt. Stafetten gik videre.

En lang, levende kæde forbinder os fra generation til generation. Kæden skabes af de levende, som har evnen til at elske og forstå. Vi er ikke her idag som flyvende efterårsblade i oktoberblæsten. Vi er de seneste i en lang kæde, holdt sammen af kærlighed og forstand.

Vi bærer stafetten nu, kærlighedens, forstandens stafet. Det er op til os, om der bliver noget at række videre til vores børn.

Hvem er så ’vi'

Det er så enkelt. Vi er alle, eller næsten alle.

Vi glædes ikke ved mord og ødelæggelse, som den general i den amerikanske hær, som vi så blive interviewet på TV, efter at han havde besøgt de såkaldte ’drenge¹ i deres bombeflyvere i Afghanistan for et år siden.
Han var ekstatisk: At sidde med i et af en hel flok tungtlastede bombefly der stævner ud, var en ubeskrivelig følelse. Da tæppebomberne regnede ned over landsbyerne i de afghanske bjerge, rejste jordoverfladen sig i en bølge, vred sig som en levende krop. Han havde for sin part aldrig set så smukt et syn. Jeg ved ikke hvordan hans mor, kone eller børn har set ud, men - vi har i alt fald en kulturkløft her på planeten.

Også den såkaldte statsminister, Anders Fogh Rasmussen, begejstredes over mafia-overfaldet på Afghanistan. Og det overvældende flertal af vores ’folkevalgte¹ stod, når sandt skal siges, også ret. De bærer ansvaret for, at unge danske drenge flyver rundt dernede og gør sig til mordere.

Vi er af en anden kultur. Jeg er af en anden kultur. Jeg blev født som flygtning, 29 fra min familie omkom i nazisternes gaskamre. Jeg kan ikke begejstres af det, som begejstrer Anders Fogh Rasmussen. Jeg kan ikke glædes ved tanken om de unge fyre, som kunne være mine egne børn og som mentalt forkrøbles i krigens bundløse meningsløshed - og vender uigenkendelige hjem.

I øjeblikket har den amerikanske hær et påtrængende problem, som de imidlertid ikke råber særlig højt om. Når de unge fyre vender hjem efter krigstjeneste i Afghanistan og er blevet modtaget med honnør, går der ikke ret længe, så begynder et foruroligende antal af dem at banke eller myrde deres kærester eller børn. Der er endda nogle, som har slået deres overordnede ihjel på hjemmebaserne. De går simpelthen fra snøvsen. Der har været eksperter fremme på TV, som har undskyldt soldaternes dårlige opførsel med mulige psykologiske skader fra brugen af amfetamin i forbindelse med bombetogtene. Det får de uddelt. Adrenalinen skal jo op. Når de så
kommer hjem til det langsomme tempo i familiens skød, så kager det sommetider lidt
ud for dem.

Krig er ikke godt for sundheden. Vi har en ung afro-amerikansk ven, hvis far blev sendt til Vietnam, og som ikke har det godt. 60.000 værnepligtige blev dræbt i Vietnam. Men mange gange flere er døde siden:

Selvmord.

Mere end en halv million af de Vietnam-veteraner, som officielt er nationens stolthed, er overladt til deres depressioner, mareridt og dybe psykologiske forstyrrelser, der aldrig går over. Flere hundrede tusinde tidligere Vietnamsoldater er ude af stand til at leve en normal tilværelse, har forladt deres elskede og flakker idag om som hjemløse i gaderne. De står, med langt, filtret hår, tøj af samme farve som gaderne, med et
papskilt og et plasticbæger til almisser ved frakørslerne ved motorvejene.

Krigens virkelighed er ikke den, de såkaldte store mænd snakker om.
Ingen af hele den såkaldte præsident Bushs krigeriske hold har selv været i nogen krig. De sender andre. Jeg kender ikke Anders Fogh Rasmussens personlige krigshistorie. Men jeg har aldrig set en eneste, der har oplevet krigens elendighed og absurditet, som har været istand til at fremvise nogen begejstring ved emnet. Han følger op med en gave på 800 millioner kroner til et par danske våbenelektronik-industrier, for at de muligvis kan få lov at deltage i produktionen af et nyt amerikansk F 17 dræberfly.

Men der er intet heroisk, kun fejhed, ved at sidde 10 km oppe, udenfor ofrenes rækkevidde, og droppe tonsvis af lidelser og død ned over fattige landsbyer. Amfetaminen er der nok mest for at tage bivirkningen:
skammen.
Sålænge det varer. Resten er en løgn.

Vi er omgivet af løgne. Vi er spærret inde i et lukket rum med TV skærme på alle sider, hvori de økonomiske og politiske magthavere smiler til sig selv fra satellitten.

Vi smides fra det ene spor til det næste uden nogen konklusioner eller sammenhæng.

Vi har nu i nogen tid været holdt i ånde af spørgsmålet om den forbryderiske Saddam Hussein. Men sådan var det ikke for meget kort tid siden.

’Vi ryger Osama Bin Laden ud af hans huler, sagde den såkaldte præsident Bush, repræsentant for den store olieindustri. For ikke særlig længe siden.

’Vi ryger Osama Bin Laden ud af hans huler', sagde den såkaldte engelske Labour-premierminister Tony Blair.

’Vi ryger Osama Bin Laden ud af hans huler'- sagde den daværende såkaldte
Poul Nyrup ........ og da Nyrup røg ud af sin hule fordi han ikke rigtig levede op til manges opfattelse af en ’arbejderpolitiker', så fortsatte den nye såkaldte statsminister nøjagtig der hvor Nyrup slap.

Afghanistan er brækket åben, og Mr. Kazai blev præsident i landet, efter at han indtil kort forinden havde været amerikaner og medlem af bestyrelsen i et stort amerikansk olieselskab. Alt ånder vestlig idyl i Afghanistan; selv kokainproduktionen er ved at komme igang igen efter det korte afbræk under Talibanstyret, hvor det blev forbudt, og hvor de 300 milliarder dollars, som plejede at tilflyde aktiebørserne i den samfundøkonomisk højst uundværlige hvidvaskning af narkopenge, pludselig udeblev, hvilket eftertrykkeligt kunne mærkes af dem der plejede at surfe på bølger af hurtige profitter. De vestlige mperiebyggere får omsider deres længe eftertragtede
olierørledning.
Profitterne blinker, nærmere og nærmere. Ganske vist venter FN nu en hungerkatastrofe for 4 millioner fattige afghanere, men nogen skal jo betale.

Og Osama Bin Laden har de ikke fanget. Han som var hele den gyldne undskyldning for overfaldet på Afghanistan. Det gør på forunderlig vis pludselig ikke så meget. Han skal nok gemmes og genbruges. Faktisk står familien Bush på god forretningsmæssig fod med med familien Bin Laden.
Og ­ alt imens han af den såkaldte præsident Clinton var eftersøgt som verdens
fjende nr. 1 ­ var Osama få måneder før 11.september, iflg. Franske diplomater indlagt for en privat lidelse på et amerikansk militærhospital ­ og havde endda fredeligt besøg af CIA.

En stor del af den amerikanske befolkning mener, at Det Hvide Hus vidste meget mere om terrorangrebene 11. september end godt er, og Bush har store problemer med at afværge en egentlig undersøgelse. Han synes ikke den er spor nødvendig. Den beske anelse lurer hos millioner, anført af en gruppe af efterladte til ofrene, at landets øverste havde sat kikkerten for det blinde øje.

Nu er det Saddam Hussein. Som Osama er han headhuntet, financieret, trænet og udrustet af CIA for at tjene oliekapitalen ­ ikke mindst Bush-familien selv.
Dengang var det ikke noget problem at Saddam havde masseudryddelsesvåben.
CIA leverede dem selv til ham. Så det kan jo ikke være masseudryddelsesvåben der er problemet. Nøjagtig som med Osama Bin Laden: ordene er taknemmelige, men det er olien, pengene og imperiet der er krigenes årsag. Ikke terrorismen. Krigen er i sig selv den største terrorisme.

Irak er prøvestenen på Bushs planer om en ’permanent krig'. Ikke mod terrorisme, men for en lille klikes tyveri af værdier fra alle klodens folk.
Vi skal holdes i et evigt jerngreb af det største militærmaskineri, verden har set, mens vi bliver plyndret uden hæmninger. De belønner vennerne, hvilket vel er baggrunden for Anders Foghs brede smil. Vi andre betaler allerede dyrt. I løbet af det sidste år har vi, som står her, allerede mistet enorme værdier i tabt demokrati, tabt arbejde, tabt økonomi, tabt tryghed, uddannelse, .......

Det er ikke Amerika mod verden. Også Amerika lider. Der er midtvejs valg om et par uger, og Saddam er også belejlig når det gælder om at overdøve den rungende tomhed i statskassen, som forlængst er plyndret og forvandlet til en astronomisk gæld, som befolkningen får æren at betale, mens direktørerne fortsat tildeler sig selv bonusser på milliarder. Og overdøve den umiskendelige knurren fra maverne på 30-40 millioner amerikanere, som allerede nu sulter hver dag ­ heriblandt 10 ­ 15 millioner børn.

Et par år med ’permanent krig'­ og Amerika går op i limningen og eksploderer indad. Et par år med ’permanent Anders Fogh'­ og Danmark er en ruin, gledet ind i den store universelle bananrepublik, hvor alt er tilladt for de store, og alt er forbudt for de små.

Det er ikke Amerika vi er oppe mod. Vi står ikke her med nogen såkaldt ’anti-amerikanisme'. Det er de andres udtryk. Den amerikanske befolkning er vågnet; dagen idag er en betydningsfuld milepæl i den proces. Vi er oppe imod en lille amerikansk og international klike, der er ifærd med at transplantere om på kloden og menneskelivet, gensplejse samfundene om til villige voldtægtsofre, der takker for de slag vi får.

Det er den sorteste reaktion, der vejrer morgenluft over hele kloden.
Altså,helt ærligt, det er den såkaldte Pastor Søren Krarup og så den anden såkaldte pastor jeg ikke kan huske hvad hedder, som skal skrive den danske progressive bevægelses historie.

Og de kan øjensynligt næsten ikke vente med at spærre os allesammen inde i deres hønsebure.

Kære venner. Alt dette lyder vanvittigt, ækelt, dømt til fiasko, naturstridigt som et mislykket Frankenstein uhyre, og det er det. Bushs plan kunne brase sammen i et kaos i løbet af dage eller uger. Men de vil skubbe kaos foran sig med mere og mere vanvittige handlinger.

Det er ikke beroligende at det hele er vanvittigt og inkompetent som det er.
Hitler var vanvittig og inkompetent, en ingenting, men det kostede verden 50 millioner uskyldige menneskers lidelser og død før han var overvundet.
Bag Hitler stod den multinationale storindustri, nøjagtig som den står bag Bush idag. Forbindelsen er kortere end man skulle tro. George W. Bushs farfar, George Prescott Bush, var finansmand og ansvarlig for financieringen af det 3. rige. Hans bank blev i 1944 ­ da USA gik ind på de allieredes side - dømt for kollaboration med fjenden og et stort beløb blev konfiskeret.

Den såkaldte Bush-doktrin er planen for et globalt militærdiktatur, som er umulig at tage alvorligt, hvis ikke lige det var fordi de virkelig har tænkt sig at prøve! Reelt er den allerede sat igang for flere præsidenter siden.

Var vi irakere, havde denne situation allerede stået på i 12 år. Over en million civile, deriblandt en halv million børn, er i Irak omkommet under de sanktioner, monopolerne fremtvang fra et FN under hælen, og som bl. a. har forhindret rent drikkevand. Dette FN-sanktionerede folkemord er et af de værste siden nazismen.

Var vi palæstinensere, havde dette stået på i 50 år. Folkemord, fordrivelse, krig. Uretfærdighed, har været tilværelsen for det palæstinensiske folk i alle disse år. Alligevel har det palæstinensiske folk opretholdt den højeste kultur og moral. Mens israelske tropper ­ uantastet af det internationale samfund, uanset de igen og igen bryder alle internationale konventioner og FN resolutioner, myrder, skænder,
ødelægger olivenlunde, skyder børn.

Hvordan kan det gå til, at krigsforbryderen Sharon kom til magten igen ­ at den israelske regering fortsat kan modtage millioner af US dollars i støtte til overgrebene hver eneste dag? Hvilken troværdighed giver det den såkaldte krig mod terrorisme? Magtens troværdighed er på nulpunktet. Magten er en kolos på lerfødder. Men hvis vi ikke handler, får vi den ned over os.

En hårfin grænse gør de stærkeste til de svageste. De er så sårbare at det er utroligt. Hele deres enorme miltærmagt er intet værd, når det samtidig rådner op indefra og nedefra.

Vi har en enestående chance nu. En mægtig, folkelig bølge af modstand mod alt dette vanvittige er ved at rejse sig over hele jorden. En ny kultur af levende mennesker. Vi er allesammen nødvendige. Vanviddet kan standses, men der er ingen der gør det for os. Polit5ikerne danser om Guldkalven. Vi må selv standse det, vi har ansvaret, vi har stafetten nu.

De vil lyve og slå om sig for at stoppe os. Men vi har kun een tryghed, og det er hinanden ..... at vi bygger denne bevægelse op til en levende, sprudlende, uovervindelig folkelig bevægelse. Vi er mange her, men mange er her ikke. Gå ud og få dem igang! Når I demonstrerer, gem jer ikke, tag hele jeres kultur, alle jeres farver, jeres håb, med! Vi har brug for god larm!
Intet er stærkere end folket, når det selv vil. Istedgade overgir sig aldrig. Vi er de første. Lad os ikke blive de sidste.

Stop krigen, stop udplyndringen, stop de grådige! Magten til folket!

- End -