Fredsbevægelse
 

Danmark må sige fra

af Pernille Rosenkrantz-Theil, Enhedslisten

Uddrag af Pernille Rosenkrantz-Theils tale på Christiansborg Slotsplads 26. oktober.

I de sidste par måneder har vi oplevet kæmpemæssige demonstrationer i flere dele af Europa, ikke mindst i London hvor måske 300.000 mennesker dukkede op for at vise deres modstand mod krigen.

Og for første gang er der så store uenigheder mellem europæiske statsledere og USA, at det har skabt store problemer for USA. At tænke sig, at en Gerhard Schröder kan føre valgkamp på modstanden mod krigen og vinde på det. Her i landet må vi sige; gid det var så vel. Også i denne ombæring har lille Danmark markeret sig som nummer to efter Tony Blair i rækken af loyale USA-støtter i Europa.

For hvem har overhovedet villet tage bladet fra munden til højre for SF? Hvad mener Socialdemokratiet? I partiets top har de åbenbart besluttet sig for, at det største problem er, at der ikke er europæisk fodslag. Vi hører ikke noget, der kan overbevise os om, at Socialdemokratiet ikke kan springe ud som bombeparti igen. Lad os da sætte det som første mål: Vi vil have Socialdemokratiet til at melde ud mod krigen.

Det siger jeg også, fordi den næste opgave unægtelig bliver en hård nød at knække. Også regeringens holdning må ændres.

Regeringen har tidligt - allerede i december sidste år - udstedt hvad også pressen kaldte for en blankocheck til USA, og selvom profilen er blevet lavere på grund af formandsskabet, er der ingen grund til at tro, at holdningen er væsentligt ændret.

Vores første opgave er at være med til at gøre dem klart, hvad de kan være på vej ud i. Hvor mange tusinde irakere skal betale for Vestens ambitioner om at styrte Hussein? Er det 20.000, er det 150.000 eller flere?