Analyse
 

Den demokratiske politistat dukker frem

Af John Pilger
The New Statesman
18. august 2005

Thomas Friedman er en berømt kommentator ved New York Times. Han er blevet karakteriseret som "den amerikanske udenrigspolitiks vagthund". Hvad amerikanske krigsherrer end har på dagsordenen for resten af menneskeheden, vil Friedman bjæffe bifaldende. Han praler med at "markedets skjulte hånd aldrig kan fungere uden en skjult knytnæve". Han støtter bombning af lande og siger, at den tredje verdenskrig er begyndt.

Friedmans seneste bjæf handler om talerfrihed, som hans lands forfatning efter sigende beskytter. Han ønsker at udenrigsministeriet skal udarbejde en sortliste over de, der fremsætter "forkerte" politiske erklæringer. Han refererer ikke bare til de, der gør sig til talsmand for vold, men de, der mener, at amerikanske aktioner er roden til den aktuelle terrorisme. Den sidstnævnte gruppe, som han beskriver som "bare en tak mindre foragtelig end terroristerne", inkluderer iflg. de seneste meningsmålinger de fleste amerikanere og briter.

Friedman ønsker sig en "War of Ideas report" (ideologisk krigsrapport), der opregner de, der forsøger at forstå og forklare f.eks. hvorfor London blev bombet. Sådan nogle er ''folk der finderpå undskyldninger' og 'fortjener at blive udhængt'. Han låner betegnelsen "excuse makers" fra James Rubin, der var Madeleine Albrights chef-apolog i udenrigsministeriet. Albright, der blev udnævnt til udenrigsminister under præsident Clinton, sagde, at den halve million irakiske børns død som følge af en amerikansk tilskyndet blokade var en "pris", der var "det værd".

Af alle de interviews, jeg har filmet i et officielle Washington, er Rubins forsvar for massedrab det uforglemmeligste. Farcen er aldrig fjerntliggende i disse sager. "Excuse makers" må også omfatte CIA, der har advaret om, at "Irak (siden invasionen) har afløst Afghanistan som træningsplads for den næste generation af ´professionaliserede" terrorister."
On to the Friedman/Rubin blacklist go the spooks! (Ind på Friedman/Rubin listerne med agenterne).

Som så meget andet i Blairs epoke er dette McCarhtyistiske nonsens flydt over Atlanterhavet og bliver nu genbrugt af premierministeren som forslag i forbindelse med politi-stats lovgivning, lidet forskelligt fra Friedmans og andre ekstremisters fascistiske lænsler. Med henblik på Friedmans sortliste, læs Tony Blairs foreslåede database over forbudte meninger, bogbutikker og websites.

Den britiske menneskerettighedsadvokat Linda Christian spørger:
"Skal de, der oplever en enorm følelse of uretfærdighed af de samme grunde som terroristerne - Irak, Afghanistan, krigen imod terrorisme, Guantanamo Bay, Abu Ghraib - skal de forhindres i at tale åbent om deres vrede? Fordi terrorisme nu defineres i vore love som aktioner i udlandet, vil de, der støtter befrielsesbevægelser i f.eks. Kashmir elller Tjetjenien, så nægtes frihed til at udtrykke sig?"
Enhver definition af terrorisme, påpeger hun, burde også "omfatte handlinger begået af terrorist-stater i ulovlige krige."

Naturligvis er Blair tavs om vestlig statsterrorisme i Mellemøsten og andetsteds; og for ham er det at moralisere over "vore værdier" en krænkelse af kendsgerningerne når det gælder hans blodige forbrydelser i Irak. Hans spirende politistat vil, håber han, få de totalitære magtbeføjelser, som han har længtes efter siden 2001, da han suspenderede habeas corpus og introducerede ubegrænset husarrest uden retsforfølgelse.

The Law Lords, Storbritanniens højeste domstol, har forsøgt at stoppe dette. Sidste december, sagde Lord Hoffmann, at Blairs angreb på menneskerettigheder var en større trussel imod frihed end terrorisme. Den 26 juli erklærede Blair følelsesladet, at hele den britiske nation var truet og misbrugte den dømmende myndighed i vendinger der, som Simon Jenkins bemærkede, "ville gøre hans ven, Vladimir Putin ære".
Det, vi ser i Storbritannien, er opkomsten af den demokratiske politistat.

Hvis man skulle føle sig fristet til at afvise alt dette som indforstået eller simpelthen vanvittigt, så tag en tur til et hvilketsomhelst muslimsk lokalsamfund i Storbrittanien, især i nordvest og registrer tilstanden af belejring og frygt. Den 15 juli fik man et glimt af fremtiden for Blairs Storbritannien, da politiet foretog en razzia på The Iqra Learning Centre og boghandel nær Leeds.
The Iqra Trust er en kendt velgørenhedsinstitution, der støtter Islam på verdensplan som "en fredelig religion, der dækker sider af livet."
Politiet slog døren ind, hærgede butikken og fjernede anti-krigs litteratur, som de beskrev som "anti-vestlig".

Blandt dette var angiveligt en DVD om Respect-partiets parlamentsmedlem George Galloway, der henvendte sig til det amerikanske senat og en New Statesman-artikel af mig illustreret med et meget publiceret fotografi af en palæstinenser i Gaza, der forsøger at beskytte sin søn fra israelske kugler før drengen blev dræbt af skud. Fotografiet hævdedes at "ophidse folk", dvs. muslimske folk.

Utvivlsomt vil David Gibbons, avisens respekterede kunstredaktør, der valgte denne illustration, blive indkaldt for Blairs Incitement Tribunal (høring om bevæggrunde). En af mine bøger, The New Rulers of the World, blev tilsyneladende også konfiskeret. Det vides ikke om politiet allerede har læst det kapitel, der dokumenterer, hvordan amerikanerne, med hjælp af MI6 og SAS skabte, bevæbnede og finansierede de islamistiske muhajidineres terrorister, ikke mindst Osama Bin Laden.

Razziaen var bevidst teatralsk, med vink til medierne. To af de angivelige bombemænd fra 7 juli havde været voluntører i butikken for næsten fire år siden.
"Da de blev hardlinere", sagde en ungdomsarbejder i lokalsamfundet, "så sagde de op og er aldrig kommet tilbage og de har ikke siden haft noget med butikken at gøre."

Razziaen blev overværet af en skrækslagen lokalbefolkning, der nu er skræmte, vrede og bitre. Jag talte med Muerat Sujawal, der har boet i området i 31 år og er respekteret vidt og bredt for hendes ledelse af det nærliggende Hamara lokalsamfundscenter.
Hun fortalte mig at "Der var ingen berettigelse for razziaen. Hele meningen med butikken er at lære om hvordan Islam er en lokalsamfunds-baseret religion. Min familje har brugt butikken i årevis og har f.eks købet det arabiske modstykke til Sesame Street. De gjorde det for at sætte skræk i livet på os."
James Dean, en Bradford folkeskolelærer, sagde: "Jag underviser selv i urdu, fordi jeg har multi-etniske klasser, og butikken har været meget hjælpsom med lydbånd."

Politiet har ret til at forfølge ethvert spor i dets jagt på bombemænd, men de har ingen ret til at sprede rædsel. Sir Ian Blair, politidirektør for Metropolitan Police, der forstår sig på, hvordan medierne kan bruges, og som bruger massevis af tid i TV studier, skylder stadig en forklaring på hvorfor han bekendtgjorde, at drabet i Londons undergrundsbane på brasilianeren Jean Charles de Menezes var "direkte" forbundet med terrorisme, når han må have kendt sandheden.

Muslimske folk over hele England melder om tilstedeværelsen af politiets "video vans" (varebiler med fotoudstyr), der krydser rundt i deres gader og filmer enhver.
"Vi er blevet som ghettoer under belejring," sagde en mand, der var for skrækslagen til at opgive sit navn. "Ved de, hvad dette gør ved vores unge mennesker?"

Forleden dag sagde Blair:
"Vi vil ikke høre noget af dette nonsens om [at bombemændene har noget at gøre med] hvad briterne foretager sig i Irak eller Afghanistan, eller støtte til Israel eller støtte for Amerika eller noget af alt dette. Det er nonsens, og vi skal forholde os til det som sådant."

Dette "rableri er ", som den amerikanske skribent Mike Whitney bemærkede, " en del af en mere omfattende strategi til afvisning af de indlysende kendsgerninger om terror til at rette anklagen imod ofrene for den amerikansk-britiske aggression. Det er en taktik, der blev udmøntet i Tel Aviv og perfektioneret under mere end 37 år besættelse. Den er udtryk for den opfattelse, at terrorisme opstår af en uklart religiøst-baseret ideologi, der transformerer sine tilhængere til hensynsløse slagtere."

Professor Robert Pape fra University of Chicago har undersøgt hver eneste selvmords terror handling igennem de sidste 25 år. Han afviser antagelsen at selvmordsbombemænd hovedsagelig drives af "en ond ideologi uden forbindelse med andre omstændigheder." Han siger: "Kendsgerningerne er, at siden 1980 har halvdelen af angrebene været verdslige. Få af terroristerne passer til standard klicheen ... Halvdelen af dem er overhovedet ikke religiøse fanatikere. Faktisk drejer over 95% af selvmordsangrebene i verden (sig ikke om) religion, men tager sigte på et specifikt strategisk formål - at tvinge de Forenede Stater og andre vestlige lande til at opgive militært engagement på den arabiske halvø og i lande, de betragter som deres hjemland eller har stor respekt for ... Forbindelsen mellem vrede over Amerika, britisk og vestlig militær (aktion) og al-Qaedas evne til at rekruttere selvmords-terrorister til at dræbe os, kunne ikke være tættere."

Så nu er vi - endnu engang - blevet advaret. Terrorisme er den logiske konsekvens af den amerikanske og britiske "udenrigspolitik", hvis uendeligt meget større terrorisme vi af tvingende grunde er nødt til at gøre os klart og debatere.

Originaltekst:
The Rise Of The Democratic Police State

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -