Fredspolitik |
For alle irakiske børns skyldAf Lone Skov Al Awssi Tale
foran Christiansborg ved demonstrationen mod Irak-krig og dansk krigsdeltagelse
den 22. marts 2003. "I 12 år har irakerne tigget om brød og nu forbereder vi 3000 bomber til dem". Ordene er udtalt af en gammel mand, som selv har oplevet krig i Krakows gader. Pave Johannes Paul II sendte sin højststående kardinal til Wahington med et sidste fornuftens budskab til Præsident Bush , med ordene "Stop denne ulovlige forbrydelse mod freden" forsøgte pavens udsending at påvirke Præsidenten . Men den ellers så religiøse Præsident lytter ikke til andre rådgivere end de høge han har samlet om sig . Dick Cheney , Donald Rumsfeld og Paul Wolfowitz skriver i 1997 i "Project for the New American Century": " Vi må udfordre regimer som er fjendtlige mod vore værdier og interesser" og de stiller spørgsmålet : "Har USA beslutsomhed til at skabe et nyt århundrede som begunstiger amerikanske principper og interesser ? " Deres arbejde bygger på den anerkendte amerikanske diplomat
og historiker George Kennan som allerede i 1948 skrev : Det var før den 11
september 2001 og før krigen mod Irak blev besluttet. Denne krig hviler på et så spinkelt legitimt grundlag at det ikke er retsstaterne værdigt og derfor ser vi jo også verdens ledere og befolkninger i dyb splittelse. FN pagten siger helt klart og det blev indskrevet i 1946 - at magtanvendelse kun må anvendes i forbindelse med selvforsvar og at selvforsvarshandlingen så skal stå i et rimeligt forhold til angrebet. Eller at FN's Sikkerhedsråd kan give særlig tilladelse til magtanvendelse. Så enkelt er det og disse 2 kriterier er ikke tilstede i denne krig. Den anerkendte Internationale Jurist Kommission siger, at resolution 1441 ikke er tilstrækkelig til at starte en krig. En krig mod Irak er derfor ulovlig i henhold til Folkeretten. De eneste resolutioner der handler om magtanvendelse mod Irak er resolution 660 og 678 , de blev til for at tvinge Irak ud af Kuwait . Resolution 1441 derimod peger hen på resolution 687 fra 1991 skrevet efter at Irak var smidt ud af Kuwait og den handler om Iraks afvæbning. Den indeholder ingen bemyndigelse til krig. Derfor har FN jo også diskuteret dette i en hel måned uden at opnå enighed og derfor har vi bevæget os fra et mål om at afvæbne Irak til en afsætning af Diktatoren, en storkrig og en okkupation med efterfølgende indsættelse af en af USA valgt regering USA og allierede udgør kun 3 ud af 15 medlemmer
af Sikkerhedsrådet og det er ved et flertal på ni medlemmer af Sikkerhedsrådet
og uden nedlæggelse af veto, at rådet kunne bemyndige en krig . Utallige gange har USA nedlagt veto i Sikkerhedsrådet - oftest når det drejer sig om Israel og Palæstina krigen. Hver gang har de øvrige medlemmer bøjet nakken og sagt ok - det er spillets regler . Det kan godt være at vi i vores trygge del af verden kan leve med det - ja - mange bemærker det slet ikke . men Folkemasserne i Mellemøsten , i en teknologisk og globaliseret verden , så ser de dobbeltspillet og de vil ikke finde sig i det . Så får vi den 11 september og terror og en splittelsen mellem nord og syd, mellem kristne og muslimer. De konventionelle krige er forbi, fronterne er overalt og fjenden lever i blandt os . Vi kan ikke bevare vores nationale sikkerhed ved militær overlegenhed alene, ikke uden at vi mister de rettigheder og den frihed Vestens borgere har opnået . Vore åbne demokratiske samfund er sårbare og borgerrettighederne er flere steder allerede under et voldsomt pres. Vi kommer til at betaler en høj pris , hvis våbenbrug er eneste medicin til vores forpinte verden. Og
så lige svar på nogle tilbagevendende spørgsmål, som
alle journalister spørger os fredsmennesker om. Vi er Irak så
overlegent både økonomisk og militært, at denne overvældende
brug af magt burde få os alle til at væmmes. Vi kunne have lavet sanktionerne med kirurgisk præcision mod våbenindustrien og justeret dem undervejs , det gjorde vi ikke, på trods af protester fra Unicefs ledelse. Vi kunne sende flere inspektører ind og lade dem færdiggøre arbejdet. Vi kunne undgå isolationspolitikken, men via samhandel, dialog og kulturel udveksling med det irakiske folk, opnå at de selv styrtede Diktatoren. Vi kunne gennemtvinge FN resolution 688 , som handler om menneskerettigheder evt. ved hjælp af FN soldater . Vi kunne arbejde med den irakiske opposition, så den blev en reel mulighed. Vi kunne opretholde diplomatiske, politiske forbindelse , det gør vi med andre diktaturstater. EU kunne lave
en sikkerhedsordning for hele regionen med vægt på demokratisering.
Et andet spørgsmål lyder : Ønsker I ikke Irak befriet og demokratiseret . Jo - naturligvis , men ikke gennem en storkrig tak . Demokratisering af Mellemøsten kunne også påbegyndes i vasalstaterne Saudi-Arabien eller Kuwait. Her lovede Kongefamilien efter den 1. Golfkrig at starte demokratiske processer, men intet er sket. Vi kunne
arbejde med en løsning af krigen mellem Israel og Palæstina. Vi er ikke forsamlet her i dag for at støtte Saddam Hussain , det siger jeg for god ordens skyld , så er krigstilhængerne nemlig frie for at indkalde til en moddemonstration, det er så tidskrævende for dem at samle den håndfuld mennesker. Jeg afskyr Diktatoren i Bagdad, jeg kender hans rædselsregime vel, jeg hader ham og ser ham gerne død og borte. Men jeg vender mig imod en ulovlig krig uden FN mandat, jeg frygter for irakernes liv, for Iraks fremtid som et udelt land, for et sammenbrud i hele regionen, for verdenssamfundets fremtid. Jeg ser hvordan den humanitære hjælp halter efter krigsplanlægningen , både økonomisk og strategisk og det gør mig bange. Jeg er ikke antiamerikansk , har mange gode venner i det store land og mange gode oplevelser derfra. Jeg vender mig bort fra en arrogant, egenrådig leder, som holder pressemøder om amerikanske børns læseevne , mens Bagdad brænder under hans bomber. En amerikansk
politiker har hånligt sagt at Europa befinder sig på kærlighedsplaneten
Venus , og USA på krigsplaneten Mars. Det er ikke korrekt, i dag lever vi
alle på krigsplaneten Mars. Den 11 september forandrede ikke verdenen , den forstærkede blot en uhyggelig ide , som nu går mod sin fuldbyrdelse , men befolkningerne er ved at opdage det vanvittige i den. De mange stille, eftertænksomme ansigter jeg har set i disse fredsdemonstrationer - jeres ansigter - bære håbet for fremtiden . Abbas, Hassanain, Afra og lille AbdulRazzak - sådan hedder børnene i min irakiske familie , jeg beder for jeres liv og for jeres ret til at vokse op og blive voksne. Det er for jeres og alle irakiske børns skyld at jeg kom her i dag. -End - |