Fredspolitik
 

For alle irakiske børns skyld

Af Lone Skov Al Awssi

Tale foran Christiansborg ved demonstrationen mod Irak-krig og dansk krigsdeltagelse den 22. marts 2003.
Lone Skov Al Awssi er konservativ folketingskandidat.

"I 12 år har irakerne tigget om brød og nu forbereder vi 3000 bomber til dem". Ordene er udtalt af en gammel mand, som selv har oplevet krig i Krakows gader. Pave Johannes Paul II sendte sin højststående kardinal til Wahington med et sidste fornuftens budskab til Præsident Bush , med ordene "Stop denne ulovlige forbrydelse mod freden" forsøgte pavens udsending at påvirke Præsidenten .

Men den ellers så religiøse Præsident lytter ikke til andre rådgivere end de høge han har samlet om sig . Dick Cheney , Donald Rumsfeld og Paul Wolfowitz skriver i 1997 i "Project for the New American Century": " Vi må udfordre regimer som er fjendtlige mod vore værdier og interesser" og de stiller spørgsmålet : "Har USA beslutsomhed til at skabe et nyt århundrede som begunstiger amerikanske principper og interesser ? "

Deres arbejde bygger på den anerkendte amerikanske diplomat og historiker George Kennan som allerede i 1948 skrev :
"Vi må holde op med at tale om så vage og urealistiske mål som enneskerettigheder, højnelse af levestandarden og demokratisering. Den dag er ikke langt borte, hvor vi må handle ud fra ren magtstrategi. Desto mindre vi hæmmes af idealistiske slagord, desto bedre ".

Det var før den 11 september 2001 og før krigen mod Irak blev besluttet.
Disse mænds tanker har skabt det såkaldte Bush doktrin , hvor begrebet forebyggende angreb blev relanceret. Begrebet er ikke nyt, bla. Hitler kaldte angrebet på Polen for forebyggende og Israel forebygger dagligt i Palæstina. Men den globale forebyggende udenrigspolitik , som USA nu implementere og den egenrådighed Supermagten udøver, bør vække stor bekymring.
USA kunne bidrage positivt udenrigspolitisk , nu opnår de kun at cementere deres militære magt . Politisk, moralsk og kulturelt mister USA indflydelse årtier frem.

Denne krig hviler på et så spinkelt legitimt grundlag at det ikke er retsstaterne værdigt og derfor ser vi jo også verdens ledere og befolkninger i dyb splittelse. FN pagten siger helt klart og det blev indskrevet i 1946 - at magtanvendelse kun må anvendes i forbindelse med selvforsvar og at selvforsvarshandlingen så skal stå i et rimeligt forhold til angrebet. Eller at FN's Sikkerhedsråd kan give særlig tilladelse til magtanvendelse. Så enkelt er det og disse 2 kriterier er ikke tilstede i denne krig.

Den anerkendte Internationale Jurist Kommission siger, at resolution 1441 ikke er tilstrækkelig til at starte en krig. En krig mod Irak er derfor ulovlig i henhold til Folkeretten. De eneste resolutioner der handler om magtanvendelse mod Irak er resolution 660 og 678 , de blev til for at tvinge Irak ud af Kuwait . Resolution 1441 derimod peger hen på resolution 687 fra 1991 skrevet efter at Irak var smidt ud af Kuwait og den handler om Iraks afvæbning. Den indeholder ingen bemyndigelse til krig. Derfor har FN jo også diskuteret dette i en hel måned uden at opnå enighed og derfor har vi bevæget os fra et mål om at afvæbne Irak til en afsætning af Diktatoren, en storkrig og en okkupation med efterfølgende indsættelse af en af USA valgt regering

USA og allierede udgør kun 3 ud af 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet og det er ved et flertal på ni medlemmer af Sikkerhedsrådet og uden nedlæggelse af veto, at rådet kunne bemyndige en krig .
Jeg havde en stålsat vision om, at fremtidens verdenssamfund skulle baseres på et stærkt FN, hvor alle medlemslande store og små, stærke og svage underkastede sig de beslutninger fællesskabet traf og selv i dag håber jeg, at et nyt og styrket FN kan rejse sig som en Fugl Fønix af denne krigs aske.
FN er det eneste kit, som kan binde verdenssamfundet sammen. Når vi begynder at gradbøje Folkeretten, FN pagten, menneskerettighederne, Geneva konventionen så har vi intet tilbage , intet til at beskytte os, så får vi junglens lov, hvor den stærkeste har ret og bestemmer alt .

Utallige gange har USA nedlagt veto i Sikkerhedsrådet - oftest når det drejer sig om Israel og Palæstina krigen. Hver gang har de øvrige medlemmer bøjet nakken og sagt ok - det er spillets regler . Det kan godt være at vi i vores trygge del af verden kan leve med det - ja - mange bemærker det slet ikke . men Folkemasserne i Mellemøsten , i en teknologisk og globaliseret verden , så ser de dobbeltspillet og de vil ikke finde sig i det . Så får vi den 11 september og terror og en splittelsen mellem nord og syd, mellem kristne og muslimer.

De konventionelle krige er forbi, fronterne er overalt og fjenden lever i blandt os . Vi kan ikke bevare vores nationale sikkerhed ved militær overlegenhed alene, ikke uden at vi mister de rettigheder og den frihed Vestens borgere har opnået . Vore åbne demokratiske samfund er sårbare og borgerrettighederne er flere steder allerede under et voldsomt pres. Vi kommer til at betaler en høj pris , hvis våbenbrug er eneste medicin til vores forpinte verden.

Og så lige svar på nogle tilbagevendende spørgsmål, som alle journalister spørger os fredsmennesker om.
Hvad er alternativet til krigen ? Ja så længe krig er den eneste løsning på dagsordenen , så kommer krigen og denne krig var målet. Våbeninspektørerne var blot et påskud et alibi for at vise god vilje.

Vi er Irak så overlegent både økonomisk og militært, at denne overvældende brug af magt burde få os alle til at væmmes.
Vi kunne hjælpe det irakiske folk af med deres Diktator på andre måder. Indtil 1990 var han understøttet af USA og Storbritannien, CIA havde et kontor i Bagdad og våben også kemiske flød ind i landet i en lind strøm . Irakerne forsøgte , men kunne ikke vælte denne stærke Vestens ven og allierede.
Så kom Golfkrigen og de efterfølgende sanktioner, som bragte folket i knæ.

Vi kunne have lavet sanktionerne med kirurgisk præcision mod våbenindustrien og justeret dem undervejs , det gjorde vi ikke, på trods af protester fra Unicefs ledelse.

Vi kunne sende flere inspektører ind og lade dem færdiggøre arbejdet.

Vi kunne undgå isolationspolitikken, men via samhandel, dialog og kulturel udveksling med det irakiske folk, opnå at de selv styrtede Diktatoren.

Vi kunne gennemtvinge FN resolution 688 , som handler om menneskerettigheder evt. ved hjælp af FN soldater .

Vi kunne arbejde med den irakiske opposition, så den blev en reel mulighed.

Vi kunne opretholde diplomatiske, politiske forbindelse , det gør vi med andre diktaturstater.

EU kunne lave en sikkerhedsordning for hele regionen med vægt på demokratisering.
Vi gjorde intet !

Et andet spørgsmål lyder : Ønsker I ikke Irak befriet og demokratiseret . Jo - naturligvis , men ikke gennem en storkrig tak . Demokratisering af Mellemøsten kunne også påbegyndes i vasalstaterne Saudi-Arabien eller Kuwait. Her lovede Kongefamilien efter den 1. Golfkrig at starte demokratiske processer, men intet er sket.

Vi kunne arbejde med en løsning af krigen mellem Israel og Palæstina.
Nu lover Bush og Blair ganske vist en indsats her , men det kræver en vis portion naivitet at tro på den. Og på Topmødet på Azorerne brød Bush da også med "kvartetten" USA's, Ruslands, EU og FN's køreplan og lagde sig tæt op af Sharons politik. Hvilket skabte stor forvirring. Der bliver ikke fremlagt en brugbar fredsplan i den konflikt, på denne side af det Amerikansk præsident valg, for Bush har brug for den magtfulde jødiske lobby i USA både stemmemæssigt og økonomisk.

Vi er ikke forsamlet her i dag for at støtte Saddam Hussain , det siger jeg for god ordens skyld , så er krigstilhængerne nemlig frie for at indkalde til en moddemonstration, det er så tidskrævende for dem at samle den håndfuld mennesker.

Jeg afskyr Diktatoren i Bagdad, jeg kender hans rædselsregime vel, jeg hader ham og ser ham gerne død og borte. Men jeg vender mig imod en ulovlig krig uden FN mandat, jeg frygter for irakernes liv, for Iraks fremtid som et udelt land, for et sammenbrud i hele regionen, for verdenssamfundets fremtid. Jeg ser hvordan den humanitære hjælp halter efter krigsplanlægningen , både økonomisk og strategisk og det gør mig bange.

Jeg er ikke antiamerikansk , har mange gode venner i det store land og mange gode oplevelser derfra. Jeg vender mig bort fra en arrogant, egenrådig leder, som holder pressemøder om amerikanske børns læseevne , mens Bagdad brænder under hans bomber.

En amerikansk politiker har hånligt sagt at Europa befinder sig på kærlighedsplaneten Venus , og USA på krigsplaneten Mars. Det er ikke korrekt, i dag lever vi alle på krigsplaneten Mars.
Men når jeg ser denne fredsbevægelse så vokser håbet i min magtesløshed. Den idealisere ikke noget regime eller noget folk, den er ikke fanatisk.

Den 11 september forandrede ikke verdenen , den forstærkede blot en uhyggelig ide , som nu går mod sin fuldbyrdelse , men befolkningerne er ved at opdage det vanvittige i den. De mange stille, eftertænksomme ansigter jeg har set i disse fredsdemonstrationer - jeres ansigter - bære håbet for fremtiden .

Abbas, Hassanain, Afra og lille AbdulRazzak - sådan hedder børnene i min irakiske familie , jeg beder for jeres liv og for jeres ret til at vokse op og blive voksne. Det er for jeres og alle irakiske børns skyld at jeg kom her i dag.

-End -