Analyse
 

De opgaver anti-krigs bevægelsen står overfor

Redaktionen af World Socialist Web Site har i anledning af de internationale demonstrationer d. 15 februar fremlagt følgende analyse af baggrund og perspektiver for de amerikanske krigstrusler imod Irak.
Oversat og lettere forkortet af Hans Pendrup.

Sjældent er en krigsforbrydelse som den umiddelbart forestående krig imod Irak blevet iværksat så åbenlyst for øjnene af hele verden. I adskillige måneder har den amerikanske regering demonstreret sin beslutning om at invaderede denne forarmede nation, anbringe den under amerikansk militært herredømme og inddrage dens oljefelter. Militære foreberedelser skrider frem helt i overensstemmelse med planen. Alt andet - Saddam Hussein´s formodede masseødelæggelsesvåben, som der ikke er noget troværdigt bevis for, resolutionerne og debatterne i FN´s Sikkerhedsråd, FN inspektionerne - er kun propaganda med henblik på at manipulere og vildlede den offentlige mening.

Krigen imod Irak truer hele menneskeheden med en katastrofe. Med sit skånselsløse handlingsforløb øger amerikansk imperialisme spændinger mellem forskellige nationaliteter og religioner. Erobringen af Irak vil ikke tilfredsstille Washington´s appetit. Den vil stimulere den yderligere.

Krigen imod Irak er det første skud i et udbrud af militarisme, der truer med at ende i en verdensomfattende storbrand.

Millioner af mennesker vil udtrykke deres bekymring og opposition d. 15. og 16. februar. Europa vil sandsynligvis opleve de største anti-krigs demonstrationer i dets historie. Vi hilser disse protester velkommen. De viser, at det overvældende flertal af verdens folk er imod krig.

Disse protester vil imidlertid ikke ændre den kendsgerning, at Washington har besluttet sig for krig for længe siden. Mens folk går på gaden i uovertruffent antal, fortsætter nedtællingen til krig ubønhørligt. Bush, Cheney, Rumsfeld og hele resten af krigskabalen i Washington vil ikke lade sig påvirke af den offentlige mening i Amerika og rundt omkring i verden.

Denne uimodtagelighed skyldes ikke en eller anden iboende styrke i Bush administrationen. Den amerikanske præsident skylder ikke et demokratisk flertal sit embede, men stemmefusk og politisk motiveret højesteretbeslutning. Den uophørlige mediepropaganda til trods er der ingen begejstring for krig
i det amerikanske folk.

I en leder i New York Times i sidste uge indrømmede Thomas Friedman, der selv er en lidenskabelig fortaler for krig, at der er en "utroligt snæver basis for støtte i Amerika i dag til dette dristige projekt." Han skrev: "Jeg har haft lejlighed til at rejse over hele landet siden september, og jeg kan uden tøven sige, at der ikke var en eneste forsamling af tilhørere, som jeg talte til, hvor jeg følte, at der var et flertal til gunst for krig i Irak."

Denne brede opposition imod krig har imidlertid ikke fundet noget organiseret politisk udtryk. Bush administrationen kan tillade sig at ignorere flertallets mening, fordi lammelsen af arbejderbevægelsen sikrer, at den ikke vil møde nogen alvorlig politisk modstand.

I USA går ikke kun republikanerne, men også de ledende demokrater ind for en mand, der støtter krigen. I Europa accepterer selv de regeringer og partier, der forkaster et militært slag, på dette punkt de amerikankse krigsmål som plausible og legitime. Ikke en af dem erklærer, hvad denne krig i virkeligheden handler om. Selv den tyske regering, der hidtil har været den mest udtalte i sin modstand imod et militært slag, opretholder fiktionen om irakiske masseødelæggelsesvåben, og legitimerer på den måde Washington´s krigsmål.

Jo nærmere krigen kommer, jo mere direkte nærmer regeringerne i Europa, Mellemøsten og Asien sig hinanden på en krigskurs. Tyskland har, selvom det stadig nægter at stemme til fordel for en krigsresolution i FN´s Sikkerhedsråd, garanteret USA retten til at overflyve tysk luftrum og bruge amerikanske militærbaser i Tyskland. Frankrig udelukker ikke længere en krig som "sidste udvej" og har indsat sin eneste hangarskib i Mellemøsten. Tyrkiet har efter langvarig ubeslutsomhed åbnet sine militærbaser for USA.

På denne baggrund er protest imod krig ikke tilstrækkelig. Kampen imod krig stiller krav om en bevidst udarbejdet og konsistent politisk strategi.

Anti-krigs bevægelsen må nødvendigvis transformeres til en magtfuld politisk arbejderklassenbevægelse. Dette kræver et program baseret på en forståelse af årsagerne og de drivende kræfter bag denne krig. Ikke enhed for enhver pris, men klarhed er det øjeblikkelige krav.

Hvad er årsagerne til krigen?

De fleste kritikere ved, at denne krig handler om olje. Betydningen af de irakiske oljereserver, de næststørste i verden, er omfattende dokumenteret. Kontrol med disse forsyninger vil kunne tilfredsstille amerikanske energibehov for en lang tid og mindske dets afhængighed af det stadig mere ustabile Saudi Arabien. Den kendsgerning, at præsident Bush og en stor del af hans administration har deres rødder i oljeindustrien understreger den kritiske rolle af olje som en faktor i det merikanske krigspres.

Olje er imidlertid kun et aspekt af krigen. USA følger et langt mere vidtrækkende og ambitiøst mål. Det stræber efter verdensherredømme, dvs. den politisk og økonomiske reorganisation af verden til fordel for amerikansk kapitals interesser.

Dette stiller krav om, at ikke kun svage og underudviklede nationer som Irak, men også Amerika´s imperialistiske rivaler i Vest Europa og Japan kan blive tvunget til at underkaste sig dets vilje. Erobringen af Irak vil sætte USA i stand til at dominere hele Mellemøsten med Israels hjælp. Kontrol over verdens vigtigste energiresourcer vil forsyne USA med en mangtfuld løftestang imod dets konkurrenter i Europa, Japan og Kina.

Som det tidlige tyvende århundredes store marxister demonstrerede, opstår imperialismen ikke simpelthen af den ene eller den anden regerings eller kapitalistiske klikes grådighed, men af de fundamentale modsætninger, der er det kapitalistiske samfund iboende. Den moderne produktionsform, der binder millioner af mennesker over hele kloden sammen i indbyrdes afhængighed, kan ikke forenes med det system af nationalstater og de økonomiske relationer, der er forankret i privatejendom, og som kapitalismen er basere på. Uforeneligheden mellem verdensøkonomien og nationalstaten tvinger de imperialistiske magter til at opdele og genopdele verden med magt.

Dette var den grundlæggende årsag til de to verdenskrige, der ødelagde store dele af kloden i det forrige århundrede. Tyskland, hvis dynamiske produktivkræfter blev kvalt af det europæiske national statssystem, udløste to forsøg på at reorganisere Europa. I dag forsøger USA sig med en om muligt endnu større udfordring: Amerika forsøger at reorganisere verden.

Det europæiske dilemma.

Europa er delt på spørgsmålet om krig. Den meget opreklamerede "fælles udenrigspolitik" hænger i laser.
De engelske, spanske og italienske regeringer har ligesom flere østeuropæiske stater satset på Bush. En ikke ubetydelig faktor i denne beslutning er et ønske om at styrke deres position overfor Tyskland. Frankrig og Tyskland forsøger på den anden side at bremse USA med diplomatiske midler.

Denne holdning har intet tilfælles med en principiel modstand imod krig. Hverken Tyskland eller den franske regering sætter spørgsmålstegn ved stormagters ret til at gå imod Irak. Begge har tilsluttet sig FN resolution 1441, der stiller Irak overfor et ultimatum, der truer med "alvorlige konsekvenser".

De frygter blot, at en for stærk amerikansk dominans vil hæmme deres egen interesser i regionen. Til forsvar for disse interesser spiller de kynisk med titusinder af irakeres liv. Hvis USA ikke lader sig stoppe, så er de forberdt på at acceptere en ny FN resolution, der sanktionerer krig, således at de ikke kommer til at gå glip af delingen af byttet. Både den franske præsident Chirac og den tyske udenrigsminister Fischer har fremsat bemærkninger i den henseende.

Tyskland og Frankrig er gamle imperialistiske magter, der følger deres egne globale mål - som demonstreret af den franske militær intervention i Elfenbenskysten for nylig. Den amerikanske aggressivitet har kastet dem ud i et dilemma. Hvis de bøjer sig for USA´s diktat, så giver de afkald på enhver selvstændig rolle i international politik i lang tid fremover. Hvis de imidlertid yder nogen modstand, løber de risiko for alvorlige konflikter med uoverskuelige økonomiske og militære konsekvenser.

Den anden side af den kritik, de gør gældende af USA´s krigsplaner, er intensiveringen af deres egen oprustning . For at stå sig overfor Washington er Europa nødt til at være i stand til militær aktion for egen regning. Uenighederne om Irak ´s skæbne er kun forløberen for en direkte og åben konflikt mellem de imperialistiske magter selv.

Det er derfor det er forkert at sætte sin lid til den tyske eller den franske regering, sådan som nogle dele af fredsbevægelsen gør. Deres opfordring til at "give moralsk støtte" til Schröder, Fischer eller Chirac imod USA er nyttesløs. Man kan ikke bekæmpe imperialisme ved at støtte den ene imperialist imod den anden.

Det ligeså forkert at overlade afgørelsen om krig eller fred til FN. Om USA har de Forenede Nationers godkendelse eller ej, når det angriber Irak, vil ikke ændre den imperialistiske karakter af denne krig. Langt fra at repræsentere "verdenssamfundet" udgør FN - i lighed med Verdensbanken, den Internationale Valutafond (IMF) og andre internationale institutioner - et redskab for imperialistiske magter. Det er ansat af dem til at påtvinge verdens befolkning deres vilje.

Det amerikanske samfunds krise

Da Tyskland gik i krig i 1914 og 1939, gjorde de det kun for at erobre nye råstofkilder, nye markeder og mere "livsrum". Krig var altså et middel til at undslippe dets interne kriser. I 1939 havde Hitler ikke andre muligheder tilbage end krig. Den tyske valuta og økonomi var ved at bryde sammen, hvilket ville udløse et chok, som hans regime næppe ville have været i stand til at overleve. USA er i en lignende situation i dag.
Den enstemmighed ,der stilles til skue af den herskende elite, inklusive de førende demokrater, med opslutningen bag Bush ,er et udtryk for deres politiske desperation. De har brug for en krig, fordi de ikke har noget svar på de økonomiske og sociale problemer, der river det amerikanske samfund fra hinanden.

Sammenbruddet af den spekulative Wall Street boble afslørede det rådne fundament, som den økonomiske vækst i 1990´erne var baseret på. Enorme finansielle aktiver er blevet forødet. Milliarder af dollars flød ind i uproduktive og uøkonomiske spekulative transaktioner. Illusionen om, at værdi kan skabes uafhængigt af og adskilt fra produktionsprocessen, havde en dybtgående virkning på samfundets struktur og karakteren af den herskende elite.

Korporationernes adfærd antog en stadig mere kriminel karakter. Deres transaktioner, der næsten udelukkende var drevet af af top manageres og insidere fra de store koncerne, hobede sig op til en stadig mere åbenlys udplyndring af samfundet. Mens et lille toplag ophobede fabelagtig velstand, så oplevede den brede masse af den arbejdende befolkning sin stilling stagnere eller endog forringes.

Social ulighed i USA er mere udtalt end i noget andet højtudviklet land. De 13.000 mest velstående familjers kombinerede årlige indkomst er højere end de 20 mio. fattigste familjers totale indkomst.

Under overfladen, hærges det amerikanske samfund af en bitter klassekrig, der ikke finder noget åbent politisk udtryk, fordi begge de traditionelle partier - demokrater og republikanere - i lige grad forsvarer det herskende fåmandsvældes interesser.

Denne forbindelse mellem Washington´s krigsfeber og det amerikanske samfunds krise overses af store dele af fredsbevægelsen. Men det er præcis dette, der udgør den drivende kraft bag krigsfaren, og ligeledes nøglen til at overvinde den. Den eneste måde at stoppe krigsmagerne på, er at mobilisere arbejderklassen.

En politisk strategi imod krig

Denne historiske og klassemæssige analyse af årsagerne og de drivende kræfter til krigen fører til et antal fundamentale konklusioner, uden hvilken anti-krigs bevægelsen er dømt til at mislykkes.

- Krigsmodstanderne må vende sig til den arbejdende befolkning, der står i fundamental opposition til hele systemet af kapitalistisk udbytning og imperialistisk udplyndring, sociale nedskæringer og angreb på demokratisk rettigheder. Opposition imod krig må forbindes med et program der tager sigte på de brændende sociale problemer vedr. jobs, indkomst, uddannelse, sundhed, bolig og forsvar for demokratiske rettigheder.

- De allierede af de europæiske modstandere af krig er ikke de europæiske regeringer, der tinger med Bush administrationen, men snarere Amerikas arbejdende befolkning. Enhver alliance med de europæiske regeringer afskærer anti-krigs bevægelsen fra både den amerikanske og europæiske arbejderklasse. Det er en alliance med regeringer - f.eks., Frankrig og Tyskland - der selv retter bruatale angreb på demokratiske rettigheder og sociale betingelser.

- Bevægelse imod krig må være international. Den må forene arbejderne i alle lande, hudfarver og religioner imod den fælles fjende og må afvise alle forsøg på at splitte arbejderklassen.

- Bevægelsen må være politisk uafhængig. Den må ikke underkaste sig partier, der står med det ene eller begge ben i den borgerlige ordens lejr - dette inkluderer ikkr kun demokraterne i USA , men også socialdemokrater, de grønne, det tyske PDS, kommunistpartiet i Frankrig og det demokratiske venstre i Italien. Et nyt arbejderparti må være bygget på grundlag af et internationalt socialistisk program.

- End -