Analyse
 

Mr. Powell, De er ikke nogen Adlai Stevenson

af Stephen Zunes

CommonDreams 6. februar 2003
Mr. Powell, You’re No Adlai Stevenson

Eksperterne er allerede i gang med at sammenligne udenrigsminister Colin Powell´s tale i FN med Adlai Stevenson´s dramatiske præsentation i 1962 for det samme forum. Dengang viste den tidligere Illinois guvernør verden uigendrivelige beviser på Sovjets forsøg på at anbringe atommissiler på Kuba. Selvom ikke alle var enige i Kennedy administrationens karantæne og brinknamship, var der ingen diskussion om, at de amerikanske beskyldninger imod Sovjet var gyldige, og at truslen var virkelig. I modsætning hertil var Powell - til trods for 40 års teknologiske fremskridt, ude af stand til at leve op til Stevenson´s historiske udfordring af den sovjetiske trussel. Faktisk var Powell sin veltalenhed til trods langt fra at bevise, at Irak var i besiddelse af noget, der kunne true dets naboers sikkerhed alvorligt og langt mindre USA´s. En isoleret diktators undvigen og paranoia udgør ikke en sikkerhedstrussel.

Et stort problem var det, at de fleste af Powell´s anklager var baseret på anonyme kilder. I betragtning af begge amerikanske partiadministrationers tilbøjelighed til at fabrikere og overdrive trusler for at retfærdiggøre tidligere udenrigspolitiske krige således som den angivelige Tonkinbugt-affære udfor Vietnams kyst og den påståede "redning" af amerikanske medicinstuderende i Grenada, er der en forståelig uvilje hos mange til blindt at acceptere sådanne anklager.

Faktisk har chefen for F s våbeninspektion, Hans Blix, afvist mange af Powell´s påstande. F.eks. har den respekterede svenske diplomat fastholdt, at der ikke er noget bevis på mobile biologiske våbenlaboratorier, af irakiske forsøg på at narre inspektørerne ved at flytte udstyret før hans hold ankom, eller at hans organisation er blevet infiltreret af irakiske spioner.

Den svageste del af Powell´s præsentation var hans forsøg på at forbinde det klart verdslige irakiske regime med det fundamentalistiske Al Qaeda, hvis leder Osama bin Laden har refereret til Saddam som "en frafalden, en vantro og en forrædder imod Islam." Rapporter citeret af Powell, der forsøger at forbinde Saddam med beslægtede grupper som Ansar al Islam, stammer næsten udelukkende fra anti-Saddam irakere i eksil, der håber at de ved at etablere en sådan forbindelse vil kunne ompmuntre amerikanske militær aktion til at uddrive diktatoren; som følge heraf anses de almindeligevis ikke for at være troværdige. I virkeligeheden er det Ansar al Islam´s erklærede mål at vælte det verdslige Baathist regime i Baghdad og erstatte det med en islamisk stat. Bestræbelserne på at forbinde den angivelige Al-Qaeda figur Abu Musab Al-Zarqawi med det irakiske regime har også for størstedelen været baseret på ikke-tilkendegivne kilder. At han modtog medicinsk behandling i Baghdad er ligeså lidt et bevis på direkte tilknytning til det irakiske regime som tilstedeværelsen af dusinvis af Al-Qaeda ledere i allierede lande som Saudi Arabien er bevis på et fordækt statsligt samspil. Ansar al Islam krigere og deres All-Qaeda støtter har kun været registreret i autonome kurdiske områder hinsides irakisk regerings kontrol.

Powells påstand om, at der havde været "årtier´s " kontakt mellem Saddam og al-Qaeda var især ejendommelig i betragtning af terrorist netværket er mindre end ti år gammelt.

Yderligere var ingen af 11. sept. flykaprerne irakere, ingen af Al-Qaeda´s ledere er irakere og ingen af pengesporene har ført til Irak. (Det samme kan ikke siges om Saudi Arabien, men kongeriget regnes for at være en vigtig amerikansk allieret.)

Powell´s måske stærkeste argumenter kom frem i hvad angår et stærkt bevis i forbindelse med den omstændighed, at Saddam Hussein´s regime ikke fuldtud samarbejdede med det styrkede inspektionsregime, der var indsat i henholdt til FN´Sikkerhedsråd resolution 1441. Praktisk talt alle antog imidlertid allerede, at dette var tilfældet, især efter at Hans Blix fremsatte sin forbeholdne vurdering af irakisk samarbejde den forudgående uge.

En sådan undvigen falder ikke i sig selv ind under resolutionens defintion på konkret brud (material breach). Selv om Saddam Hussein har været et skridt foran inspektionerne og har gemt de forbudte materialer af vejen et eller andet sted, er det højst usandsynligt, at de med inspektørerne på landjorden og spionsatelitter i luften kunne blive indsat på en sådan måde, at de udgør en offensiv militær trussel for nogensomhelst. Kort sagt, selv hvis Saddam Hussein ikke er fuldstændig afvæbnet, er han funktionelt afvæbnet. Brugen af militær magt i henhold til kapitel VII i FN´s charter er baseret på behovet for at opretholde verdensfred og sikkerhed, ikke at modvirke overvejende tekniske krænkelser.

Powell´s påstand om ,at Irak vil kunne sprede antrax fra en af sine F-1 Mirage jetjagere kunne lyde alarmerende, indtil man gør sig klart, at intet irakisk militærfly vil kunne så meget som nærme sig grænsen uden at blive skudt ned af amerikanske fly eller nabostaternes sofistikerede antiluftskytssystemer.

Udenrigsministeren gjorde sig ingen ulejlighed med at nævne, at udviklingsmaterialet til Irak´s antrax blev solgt til Saddam Hussein tilbage i 1980´erne af de Forenede Stater. Han nævnte heller ikke i sin henvisning til Iraks brug af kemiske våben i løbet af denne periode, at amerikanske funktionærer fra forsvarets efterretningsvæsen hjalp Irak med at målsigte på iranske troppekoncentrationer i fuld bevidsthed om, at den irakiske hær brugte disse forbudte våben. Powell indrømmede heller ikke, at USA dækkede over Halabja massakren, hvor i tusindvis af kurdiske civile døde under et irakisk angreb med kemiske våben under falsk foregiven af, at Iran var ansvarlig.

Yderligere henviste centrale dele af Powell´s anklager - til trods for den amerikansk sponsorerede UNSC resolution 1441, der fastslår at al relevant efterretningsinformation skal gives umiddelbart til UNMOVIC - til en serie af angivelige hændelser nogle måneder tidligere, som Blix og hans medarbejdere tilsyneladende aldrig blev informeret om.

Selv om ingen kan betvivle Powell´s påstande om Saddam Husseins krænkelse af menneskerettigheder, så var de fleste af de eksempler han fremlagde, mere end halvandet tiår gamle, hvor USA støttede regimet. Yderligere er der få i Sikkerheds rådet, der tror at en repræsentant for den samme regering, der har støttet banditter fra Suharto til Pinochet, for alvor er rystede over Saddam´s menneskerettigheds generalieblad.

På lignende vis er en regering, der har blokeret gennemførelsen af dusinvis af Sikkerhedsrådsresolutioner, når de har involveret allierede som Indonesien, Marokko og Tyrkiet - inklusive Sikkerhedsrådets resolution 487, der opfordrer Israel til at stille sine atomfacilitieter under det Internationale Atom Energi Agenturs beskyttelse - næppe den rette til at klage over, at FN "udsætter sig selv for irrelevans, hvis det tillader Irak at fortsætte med at trodse sin vilje."

Det er således tvivlsomt, om FN´s Sikkerhedsråd ville autorisere brugen af magt under disse omstændigheder, selvom der er en rimelig chance for, at det til dels som et resultat af Powell´s tale ville være villig til at forstærke presset imod den irakiske diktator. F.eks. har Frankrig opfordret til at tredoble antallet af inspektører og øge overvågningen af irakiske aktiviteter.

Selv under forudsætning af, at alle Powell´s anklager var sande, så ville han imidlertid simpelthen være ude af stand til at overbevise om, at krig - med al dens rædsel og potentielt utilsigtede konsekvenser - var den bedste løsning. Som den britiske avis The Independent redaktionelt formulerede det, "Inddæmnings- og sanktionspolitikken, der har været gennemført i 12 år, har været frustrerende og rodet; men den har begrænset Saddam. General Powell har ikke fortalt os hvorfor vi skal opgive den."

Stephen Zunes er lektor i politik og formand for the Peace & Justice Studies Program ved San Fransicos Universitet. Han arbejder som mellemøsten redaktør for Foreing Policy in Focus Project og er forfatter af Tinderbox: US Middle East Policy and the Roots of Terrorism.

Oversættelse Hans Pendrup