Analyse
 

Den fabrikerede og den virkelige Irakkrise

Af Edward Herman
ZNet Commentary 3. februar 2003

Originaltekst: The Manufactured And Real Iraq Crisis

Med tilstrækkelig magt og dristighed er det muligt for en aggressiv og overoprustet stat at fabrikere en krise og foregive, at krisen skyldes det truede offer snarere end aggressorstaten. Idag har de Forenede Stater ikke blot fabrikeret en krise, men to: Den første er Saddam Hussein´s angivelige vægring ved at afruste; den anden er Nord Koreas forsøg på at erhverve sig kernevåben.

Den første VIRKELIGE krise er de Forenede Staters beslutning om at angribe Irak, afsætte Saddam Hussein og etablere et afhængigt regime i dette land OG det "internationale samfunds" fraværende modstand mod denne åbenlyse aggressionsplan, der er en krænkelse af FN´s charter.

Den anden VIRKELIGE krise er det internationale samfunds manglende kritik af Bush administrationens erklærede planer om at militarisere rummet, om at afvise atomsprængnings forbudet og kernevåbensprednings traktater, om at true med forebyggende krige for at undertrykke udfordringer af dets dominans og om at raffinere og muligvis bruge kernevåben. Nord Korea´s atomplaner følger klart i kølvandet på disse udviklinger tillige med USA´s udpegning af Nord Korea som en del af "ondskabens akse"; den Nord Koreanske "trussel" er således afledt og ubetydelig i sammenligning med den, som den store voldsmand repræsenterer.

Der er en tredje VIRKELIG trussel, der kan henføres til den store voldsmand, nemlig den aktuelle alvorlige etniske udrensning, der gennemføres af den israelske leder i Palestina under krænkelse af international lov og i opposition til en global enighed. Denne dødelige proces har taget til under beskyttelse af Bush administrationens fripas til "fredens mand" Ariel Sharon, og den afledning, som den irakiske "krise har medført", og den vil måske tiltage yderligere under dække af det amerikanske angreb på Irak. Denne tredje virkelige trussel er tæt forbundet med den første, ikke kun operationelt, men hvad angår hensigt, eftersom adskillige højtstående embedsmænd i Bush administrationen har "dobbelte loyaliteter" og tjener i det mindste delvis Likud-Israelske interesser.

Ifølge Bush administrationens propagandastrøm er dens "tålmodighed" med Saddam Hussein imidlertid brugt op, og under henvisning til hans "voksende trussel" (Bush), må han fjernes med magt. Denne "krise" er fuldstændig opfundet af Bush embedsmænd, på samme måde som Guatemala krisen i 1954 var baseret på angivelig Sovjet aggression ved stedfortræder! --- var fabrikeret. Alle Bush administrationens argumenter er fejlagtige eller irrelevante, og det "internationale samfund" er igen nødt til at gøre sig store anstrengelser for at berolige og inddæmme voldsmanden. Dette internationale samfund har imdlertid ikke vist mandsmod til direkte at gå imod ham, og de ynkelige bestræbelser på at pacificere ham via et revideret inspektionssystem har faktisk givet ham yderligere ammunition - han er "gået med på " inspektionerne, så hvad mere kan man bede ham om , før han gør, hvad han under alle omstændigheder har planlagt at gøre?

At Saddam´s "massødelæggelsesvåben" truer USA´s nationale sikkerhed er latterligt --- selv hvis han har nogle få af den slags våben (hvilket ikke er bevist), har han ikke noget affyringssystem, der vil kunne nå de Forenede Stater, og han ønsker næppe at begå selvmord. På den anden side truer amerikanske masseødelæggelsesvåben ikke alene Irak ,men alle andre, der kommer på tværs af administrationen, som endog har en erklæret hensigt om forebyggende angreb på fjender efter eget valg og under tilsidesættelse af international lov.

Saddam Hussein udgør bestemt en trussel for sine naboer, men meget mindre end Israel, der har meget større militærmagt, og som endnu vigtigere er under beskyttelse af de Forenede Stater, der har sanktioneret adskillige israelske angreb på naboer, systematisk etnisk udrensning i de besatte områder og Israels erhvervelse af et stort arsenal af masseødelæggelsesvåben. Saddam kan ikke rykke sig en tomme over grænserne, fordi de Forenede Stater venter på at slå tilbage; men Israel kan gøre det, fordi de Forenede Stater regelmæssigt nedlægger veto mod enhver fordømmelse af israelske invasioner og ikke vil afvente et forsøg på at tilbageholde Israel med magt. Saddam blev rigeligt forsynet med massødelæggelsesvåben af de Forenede Stater og Storbritannien i 1980´erne, da han bekæmpede Iran, så tilsyneladende er hans besiddelse af dem ikke under alle omstændigheder truende, men kun når de ikke tjener accepterede amerikansk-britiske formål. Det er velkendt - omend ikke rapporteret og behandlet i de amerikanske medier --- at de Forenede Stater inddrog den 12.000 sider lange Irak rapport om dets massedestruktionsvåben for at fjerne omkring 8.000 sider, der detaljeret gengav amerikanske og andre vestlige landes selskaber og officielle leverancer af masseødelæggelsesvåben til irak i tidligere år. At lade dette materiale stå ville have vist amerikanske accept af de våben, hvis besiddelse nu fordømmes som en enorm trussel, hvilket demonstrerer, at den påståede trussel er et åbenlyst hyklerik.

Siden 1980´erne og under indtryk af krig, sanktioner og inspektionsregime er Irak´s militære kapacitet og WMD blevet drastisk reduceret ifølge højt placerede inspektører, der hævder, at mindst 90-95% af Saddam´s lager af kemiske våben er blevet ødelagt og IAEA (Det Internationale Atom Energi Agentur) anfører i 1998 --- og så sent som den 27 januar 2003 ---, at han ikke har kernevåben eller et meningsfuldt kernevåben-program (Bush´s påstand i hans tale om nationens tilstand, om at Saddam "havde" sådan et program og "var i færd med at arbejde" på metoder til at berige uran, er derfor vildledende om ikke direkte løgnagtig). Saddam´s "trussel" må derfor være meget mindre end i den periode, hvor han brugte masseødelæggelsesvåben med amerikansk og britisk accept. At han nu udgøre en "voksende trussel", der retfærdiggør en krig, er derfor en forvanskning af kendsgerningerne og et dække for en halvt skjult dagsorden.

Der er også den påstand, at Saddam Hussein har fremkaldt en "krise" med sit manglende samarbejde med inspektionssystemet, undlade at afruste og adlyde sikkerhedsrådets bestemmelser. Men instpektionssystemet har på samme måde som "forordning om massedestruktion" altid været en amerikansk.-britisk mekanisme til afstraffelse af Irak, indtil der var et "regimeskift." Adskillige amerikanske embedsmænd har sagt, at sanktionerne ikke vil blive hævet før Saddam er fjernet. Dette har været en krænkelse af den oprindelige overenskomst fra 1991, der tog sigte på tidsbegrænsede inspektioner, og som ikke nævnte det forlangte regimeskift. Alle deltagere undtagen de Forende Stater og Storbritannien har følt, at en 90-95% fjernelse af masseødelæggelsesvåben var tilstrækkeligt; og det er værd at gentage, at de partnere, som har været uenige, er de, der mest rundhåndet forsynede Irak med disse våben i 1980´erne, og som modsatte sig alle fordømmelser af Saddam for brug af dem!

Den juridiske grundlag for anklagerne imod Irak er derfor fatalt kompromitteret af det faktum, at adskillige amerikanske og britiske krænkelser af Sikkerhedsrådets resolution 687 --- der udover at påtvinge af det ulovlige mål om regimeskift omfatter brugen af instpektioner til at lokalisere militære mål, der ikke er masseødelæggelsesvåben (fornyligt indrømmet af den gennem lang tid udøvende formand for UNSCOM id Rolf Ekeus), den ikke autoriserede "no-fly-zone"-patruljering og angreb, og transformationen af samtionssystemet til en form for afstraffelse af et helt folk med enorme civile tab. Det skinhellige amerikansk-britiske krav om gennemførelse af Sikkerhedsrådets resolutioner går da også stik imod deres dobbelte standard i denne sag: Israel har ikke blot tilladelse til at erhverve masseødelæggelsesvåben, det kan gentagne gange ignorere sikkerhedsrådets bestemmelser uden nogen form for afstraffelse.

Den forestående krig er derfor baseret på overvejelser, der intet har at gøre med Saddam´s diktatur eller militære trussel. Centrale medlemmer af Bush administrationen har bekendtgjort sin intention om at "vælte Saddam Hussein" allerede i 2000 med udsendelsen af the Project for the New American Century, den af Robert Kagan og William Kristol redigerede bog med titlen Present Dangers, hvor Saddam´s militære trussel og masseødelæggelsesvåben dårligt nok nævnes, mens behovet for at kontrollere et vigtigt resourcerigt område blev åbent indrømmet. Disse og andre Bush embedsmænd har også været berygtede for deres stærke støtte til Likud og israelsk etnisk udrensning, hvor tre af dem --- Richard Perle, Douglas Feith og David Wurmser --- endda har bidraget til et strategipapir for den israelske premieminister Netanyahu i 1996. Bush admnistrationens beskytttelse af Sharon´s statsterrorisme og truende angreb på Irak er i god overensstemmelse med israelske ekspansionistiske interesser. Denne faktor sammen med ønsket om at drag fordel af militær overlegenhed for at vise verden hvem, der bestemmer, at få greb om kontrollen med et oljerigt område og at skaffe sig et dække for Bush´s hjemlige politik, giver os de virkelige motiver bag fabrikationen af Irak "krisen".

Der har gjort sig en desperat Bush administrations søgen gældende efter antagelige grunde til at "vælte Saddam Hussein" --- bånd til Al Qaeda, aversion imod diktatur og bekymring for irakerne, Saddam som en voksende trussel, undvigen af inspektioner og manglende respekt for Sikkerhedsråds resolutioner osv. Men det er kun undskyldninger, nogle falske, nogle trivielle og alle dybt hykleriske, tilrettelagt for at retfærdiggøre en aggression, der udelukkende er baseret på andre politiske og strategiske overvejelser.

---------------------------------------------------------------------------------------

For mere endet halvt år siden skrev Edward Herman:

Det er temmelig deprimerende at se hvor ofte liberale og nogle venstre-orienterede har været ude af stand til at opretholde en principiel modstand mod den amerikanske politik overfor Irak, der efter mere end et ti-år af "sanctions of mass destruction" nu presser os frem imod en direkte aggressionskrig. Der er en væsentlig opposition, der manifesterer sig med de voksende og talstærke protestmarcher og teach-ins, hvor folk med temmeligt forskelligartede holdninger har udtrykt modstand imod den eventuelle krig. Men denne udbredte og stadigt dybere afstandtagen har kun haft en beskeden indflydelse på massemedierne, der stadig overvejende tjener som kanal og presseagent for krigspartiet og tjener dets interesser, hvilket naturligvis er grunden til at de gør det i medierne.

Edward Herman opregner i denne artikel en række af de omstændigheder i forbindelse med Irak, der har været underspillet eller helt udeladt i medierne.
(Edward Herman on U.S. Aggression Against Iraq, ZNet Commentary, 2002-12-06)

Edward Herman er professor Emeritus ved The Wharton School, University of Pennsylvania, han er økonom og medieanalytiker. Han er forfatter af talrige bøger og har senest udsendt bogen The Myth of The Liberal Media: an Edward Herman Reader.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -