Analyse
 

På tærsklen til en amerikansk krig imod Irak:

Den politiske udfordring 2003

World Socialist WebSite
By the Editorial Board

6 January 2003

Året 2003 begynder på baggrund af truende krig og stadigt dybere økonomisk krise. I løbet af få uger vil USA sende en bomberegn ned over en forsvarsløs irakisk befolkning.

Påstanden om, at Bush administrationen endnu ikke har besluttet sig for krig er ligeså falsk som den er kynisk. Det Hvide Hus har allerede godkendt et militært angreb, som det krystalklart fremgår af indsættelsen af amerikanske styrker i den Persiske Golf. Ti tusinder af tropper sendes ind i regionen, ledsaget af en flådearmada, der er sprængfyldt med de mest avancerede og dødelige våben og understøttet af hundreder af krigsfly. Militære operationer er allerede i fuld gang i form af special operationer i det nordlige Iraks kurdiske enklave og eskalerende bombeangreb i de såkaldte "no-fly" zoner.

Der er intet Baghdad vil kunne gøre, end ikke eliminering af Saddam Hussein, der kan afværge en amerikansk invasion. Bush´s tale om irakiske krænkelser af FN resolutioner er letgennemskuelige påskud. Washington´s formål er ikke "afvæbning" af Irak eller endog fjernelse af Saddam Hussein, men snarere okkupation af landet og indtagelse af dets oljekilder.

Uanset det umiddelbare militære resultat af krigen, så sætter Bush administrationen processer igang, der vil få en destabiliserende virkning, der ikke blot berører Mellemøsten, men hele jorden. Denne krig vil yderligere opflamme den internationale offentligheds mening og uvægerligt resultere i voldelige gengældeser, ikke blot imod amerikanske soldater, men også imod amerikanske civile borgere, både i udlandet og i hjemlandet.

I Irak selv vil det amerikanske angreb fremkalde dyb og uforsonlig opposition. De irakiske masser vil korrekt betragte de amerikanske militærstyrker som kolonialistiske besættere og undertrykkere.

Den samme begrundelse, der ligger bag krigen imod Irak, vil uvægerlig føre til krige imod Iran, Syrien og andre lande i regionen. Det amerikanske fremstød for at dominere verdens oljeforåd vil medføre
stadigt voldsommere konflikter med mere magtfulde lande deriblandt Rusland, Kina og Amerika´s store rivaliserende magter i Europa og Japan. En amerikansk erobring af Irak vil indlede en proces, hvis endelige resultat vil være en tredje verdenskrig.

De katastrofale følger af Washington´s krigsdagsorden kan allerede ses af resultaterne af USA´s invasion af Afghanistan. Et år efter Taliban regimets fald fortsætter amerikanske soldater med at komme under angreb fra en rasende befolkning. Den amerikanske intervention i Central Asien har yderligere forgiftet relationerne mellem Indien og Pakistan, der begge har atomvåben. Uanset det pakistanske diktaturs bestræbelser på at mildne USA, så vokser spændingerne mellem Washington og Islamabad under forhold præget af intens folkelig vrede og tiltagende protester rettet imod både USA og Musharef regimet. Der har allerede været grænsestridigheder mellem amerikanske og pakistanske styrker.

Bush administrationen´s krigsagitation har fremkaldt en pludselig optrapning af spændinger på den koreanske halvø. Washington´s ophidsende retorik og provokerende handlinger har fået Pyongyang til at tage modforholdsreger, der øger faren for en atomkrig, mens Syden er rystet af massive anti-amerikanske demonstrationer.

Den amerikanske regering er ved at forberede udløsningen af en bølge af militær vold rundt om i verden, der ikke er set siden 1930´erne og 1940´erne. Den nærmeste historiske parallel til Bush administrationens udenrigspolitik i dens utilslørede henvisning til brutal magt og aggression er nazisterne.

Hvad var særkendet ved den tyske imperialismes udenrigspolitik under Hitler? Et uafladeligt ekspanderende forløb af militær aggression, rettet først imod de lande, der var for svage til for alvor at modstå værnemagten. Okkupationen af lande, afsættelse af regeringer og installation af marionet-regimer. Fabrikation af grove påskud til retfærdiggørelse af forebyggende og uprovokerede krige. Utilsløret foragt for international lov og laden hånt om traditionelle normer for diplomati. Kort sagt - en erobrings- og plyndringspolitik.

I ingen henseende er der fundamental forskel på de metoder, som de fascistiske regimer i 1930´erne og 1940´erne tog i brug på verdensscenen - hvadenten det var Italiens voldtægt af Ætiopien eller Tysklands erobring af Polen - og så Bush administrationens.

Verden er vidne til et nyt udbrud af imperialisme i den mest voldelige form. Bush administrationen er ude på at undertvinge hele regioner på kloden for at tilfredsstille den amerikanske herskende elites tilskyndelse til at monopolisere vitale resourcer, dominere verdens markeder og inddrage nye kilder til super-udnyttet, billig arbejdskraft,

De virkelige grunde til krig

Eskalationen af spændinger på den koreanske halvø har én gavnlig politisk konsekvens: den afslører grundigt de officielle påskud til retfærdiggørelse af krig imod Irak. Den amerikanske regering hævder,
at krigen er retfærdiggjort, fordi Irak bygger massedestruktionsvåben og misligholder FN resolutioner. Den har gjort de samme påstande gældende overfor Nord Korea, men har i sit offentlige svar draget markant afvigende konklusioner.

Saddam Hussein samarbejder med FN inspektoner og er, selv iflg. amerikanske skøn, langt fra at kunne bygge en atombombe. Nord Korea har smidt FN inspektørerne ud og genstartet Yongbyong-atom reaktor komplekset, hvilket giver det nok plutonium til at lave et halvt dusin atombomber i løbet af seks måneder. Men det amerikanske svar har været, at eskalere sine krigsforberedelser imod Irak, samtidig med en nedtoning af konflikten med Nord Korea og tilskyndelse til dialog, formidlet via FN.

Bush administrationens talsmænd har været ude af stand til at fremkomme med noget grundlag for, hvad en kritiker har kaldt dens "schizofrene" tilgang til de to lande. Det skyldes, at de virkelige grunde til krig med Irak intet har at gøre med propagandaen fra det Hvide Hus og udenrigs-ministeriet, der viderebringes ukritisk i de amerikanske medier.

Administrationen er talsmand for de kræfter indenfor den amerikanske herskende elite, der har grebet Sovjetunionens sammenbrud som en mulighed til at etablere en Pax Americana hvor amerikanske koncern- interesser, bakket op af tropper og bomber, dominerer kloden. Nøglen til en plan for verdenshegemoni er uantastet herredømme over det eurasiatiske kontinent og kontrol med dets strategiske resourcer, først og fremmes råolje. På dette grundlag søger amerikansk imperialisme at afpresse og tyrannisere hele verden.

Den militært-diplomatiske web site Stratfor.com offentliggjorde for nylig en ligefrem vurdering af de virkelige amerikanske interesser, der er på spil i en ny krig i den persiske golf. Stratfor.com har nære bånd til kræfter indenfor Bush administrationen og udtrykker almindeligvis dens strategiske synspunkter. Internetsiden citerer tre overordnede mål: at tage kontrol med den irakiske olje, at transformere Irak til en base for yderligere amerikanske militære operationer i Mellemøsten og Central Asien og udløsningen af et blodbad, der traumatiserer den arabiske befolkning og cementerer amerikansk-israelsk dominans i regionen.

Stratfor.com erklærede:

"Beslutningen om at angribe Irak udsprang af psykologiske og strategiske behov. Psykologisk ønsker Washington at redefinere, hvordan arabere anskuer USA; målet er frygt og respekt. Strategisk ønsker USA at okkupere Irak for at kontrollere Mellemøstens omdrejningspunkt: Fra et okkuperet Irak kan det udøve magt over hele regionen. Antagelsen har været, at en sejr i Irak ville redefinere dynamikken i den arabiske verden. Nogle arabiske regeringer, som den i Kuwait, har budt denne evolution velkommen, mens andre, som Saudi Arabien, frygter den. Alle forstår, at et USA-okkuperet Irak vil ændre regionen afgørende. De Forenede Stater vil i givet fald uden al tvivl blive arvingen til den britiske og ottomanske magt i den arabiske verden.

"Olje ville være én løftestang bag denne magt. Hvis de Forenede Stater etablerer kontrol over Irak´s oljeforråd - det næststørste i verden - vil oljepriserne formentlig tage et dramatisk dyk, og arabiske lande vil blive frarøvet den indflydelse, de nu udøver indenfor OPEC til at forme oljepolitikken. Oljerige arabiske lande - først og fremmest, Saudi Arabien - vil formentlig ikke kunne holde deres økonomier igang. Økonomiske realiteter opnår dermed, hvad folkelig harme ikke kunne - regime forandring.

"Så er der Israel. Et nederlag for Irak, en af Iraels mest udtalte fjender, vil efterlade den jødiske stat og Washington som de dominerende spillere i regionen, og tvinge arabiske regeringer til at leve under truslen om økonomisk og militær destruktion. Arabiske ledere frygter altså, at et Israel opmuntret af Irak´s nederlag vil kunne skubbe palestinenserne længere bort fra Vestbredden og Gaza Striben ind i nabolandene. En tvungen udvandring af denne type vil skabe en humanitær katastrofe af episke proportioner, en katastrofe som arabiske regeringer ikke vil være i stand til at håndtere."

Den amerikanske kapitalisme i krise

Der er et umådeligt element af ryggesløshed i Bush administrationens udenrigspolitik. Bush´s doktrin om præventiv krig og dens oprindelige anvendelse i den Persiske Golf har fundamentalt destabiliserende implikationer ikke kun for Mellemøsten, men for hele verden. En amerikansk invasion og okkupation af Irak vil underminere alle de arabiske borgelige regimer, og samtidig enormt øge spændinger mellem USA og både Europa og Japan. Iran, Indien, Pakistan, Kina og andre nationer vil konkludere, at deres eneste midler til at afværge et amerikansk angreb er den hurtigst mulige udvikling af kernevåben.

Washington optrevler hele strukturen af internationale relationer, der i mere end et halvt århundrede har fremmet en vis grad af stabilitet og holdt de modsætninger i skak, der to gange i det tyvende århundrede førte til globale storbrande.

Disse politikker, hvis enorme implikationer knap er forudset af de magthavende, er en afspejling ikke af tillidsfuldhed, men snarere en dyb fornemmelse af krise. Amerikansk imperialisme er meget magtful, men dens modsætninger er mere magtfulde. Amerikansk militær magt hviler rimeligvis på en stadigt skrøbeligere basis. Bush administrationens ryggesløshed er et svar på den tiltagende bekymring i de herskende kredse over forværringen af den amerikanske økonomi, og de desta-iliserende implikationer af den stadigt skærpede sociale krise i USA.

En væsentlig komponent af Bush´s udenrigspolitik er forestillingen om, at man ved at rage kritiske resoucer til sig rundt i verden, vil amerikansk kapitalisme være i stand til af afværge ustyrlige økonomiske vanskeligheder. Det er et forsøg på at bruge militær magt til at løse de økonomiske problemer, som USA´s herskende elite ikke har nogen løsning på. Derfor de mange kommentarer fra Washington og olje- industriens tænketanke om den gavnlige virkning på verdens råoljepriser af en amerikansk beslaglæggelse af irakiske oljefaciliteter.

Amerikansk kapitalisme er stillet overfor en stadigt mere desperat finansiel og økonomisk krise. Arbejdsløsheden er stigende, omfanget af industrielle investeringer og produktion er stagnerende eller faldende, og både korporationernes og den personlige gæld har nået rekordhøjder.

Delstats-regeringer over hele landet er bankerot og det føderale budget underskud er attter stigende. Bekymringen i herskende kredse er blevet skærpet af den triste julesalgssæson, der melder om en tilbagegang i den ene sektor af økonomien, der hidtil har modstået den generelle recessionstruende trend - forbruget.

Den aktuelle krise blev fremskyndet af sammenbruddet af den spekulative Wall Street boom i 1990´erne. En skønnet $2.6 billioner i aktieværdi blev fejet ud i løbet af 2002, hvilket bragte det totale tab op på $7 billioner siden Wall Street nåede sit højdepunkt i sommeren 2000.

Sidste år markerede den første gang siden den store depression hvor aktiepriserne faldt i tre fortløbende år. Efter at have begyndt året på 10.000 mærket flirtede Dow Jones gennemsnittet med 7.000 i juli og igen i oktober. Faldet på 16.8 % i Dow Jones var det værste et-årige fald siden 1977, mens sidste måneds dyk på 6% var det værste december- resultat siden 1931. Det bredere Standard & Poor´s indeks viste et fald på 24%, mens NADAQ faldt næsten 33% og har tabt tre fjerdele af sin værdi siden 2000.

Disse kolossale tab har en ubønhørlig virkning på hele økonomien. Korporationernes og de individuelle krak er på rekordniveau. Amerikansk korporationer misligholdt flere obligationer i 2001-2002 end i de forudgående 20 år tilsammen. Korporationernes investering er bogstavelig talt tørret ud. Og offentlig tillid til amerikansk business og det kapitalistiske system i sig selv er på det laveste punkt siden depressionen, efterfulgt af et år med koncern skandaler - Enron, WorldCom, Global Crossing, Tyco, etc. - i forbindelse med atiesammen- bruddet.

Den amerikanske økonomi er ved at glide tilbage i recession til trods for Bush administrationens påstand om økonomisk bedring. Arbejdsløshed er nået et otteårs højdepunkt og forbruger-tilliden røg ned i december. Detailsalget i julemåneden var det værste i 30 år. Særlig hårdt ramt var lavprisbutikkerne, der betjener arbejderklasse forbrugere.

Levevilkårene for arbejderbefolkningen forringes hastigt. Næsten alle amerikanske stater planlægger større nedskæringer i udgifter til socialsektoren, netop som stigende arbejdsløshed og fattigdom øger behovet. D. 28 december nedskar Bush administrationen arbejdsløsheds ydelser for 800.000 arbejdsløse arbejdere efter at republikanere i kongressen med kun symbolsk modstand fra demokraterne blokerede en foreslået udvidelse.

Den amerikanske kapitalismes internationale position er under stigende pres. Udenlandske investorer på amerikanske finansmarkeder oplever aktiv værdier styrtdykke og begynder formentlig at trække fonds tilbage, og gør det dermed umuligt for USA at finansiere sit gigantiske underskud på betalingsbalancen, der nu er i en størrelsesorden på $500 mia. om året. Dette sætter på sin side et spørgsmålstegn ved dollarens stabilitet, grundlaget for verdens finansielle system. Dollaren faldt 15.2% i 2002 i forhold til Euroen og 9.8% i forhold til Yen.

Der er voksende vidnesbyrd om, at verdensøkonomien for første gang siden 1930´erne er på vej ind i en periode med global deflation, en ond cirkel i hvilken priserne falder, aktiv værdier bryder sammen, kredit tørrer ud, produktion indskrænkes, handel går tilbage og profit systemet fundamentalt knaser frem til et stop.

Bush administrationens udenrigspolitik er i ikke mindst drevet af interne politiske krav med rod i de eksplosive sociale implikationer af det økonomiske dødvande. Den amerikanske regering er domineret af behovet for at aflede og forvirre den offentlige mening ved hjælp af uafladelige serier af provokationer - terrorist alarm, militært-diplomatiske kriser, og krige. Her udviser den amerikanske kapitalismes position igen lighed med nazi Tyskland i 1930´erne, da Hitlerregimet greb til krig som det eneste svar på voksende sociale modsætninger på hjemmebanen.

Bush administrationen kombinerer internationalt gangstervæsens metoder - vold kombineret med afpresning og løgne - med intern undertrykkelse. Den enorme koncentration af politimagt i hænderne på den føderale regering siden d. 11 sept. 2001 har intet at gøre med at beskytte almindelige amerikanere imod terrorismens farer. Den har til formål at fremme et stadigt mere åbent angreb på den amerikanske arbejderklasses levestandard og hidtidige sociale landvindinger.

Det er ikke et tilfælde, at Bush insisterede på at den lov, der etablerede hans nye Department of Homeland Security fratog føderale regeringsmedarbejdere deres fagforeningsmæssige og statsadministrative rettigheder.Dette angreb er et led i et mere omfattende mønster, i hvilket "national sikkerhed" og "krigen imod terrorisme" bruges som påskud til at kræve stadig større ofre af arbejdere og til at berøve dem alle lovlige midler til selvforsvare imod overgreb fra arbejdsgiverne. Dette er betydningen af administrationens beslutning om at tvinge United Airlines ud i et krak, der forbereder koncern giganter i luftfarts industrien, og udover at optrevle kontrakter, påtvinge uhørte nedskæringer i lønninger og ydelser, og intensivere industriel udbytning i form af tempoforøgelse, tvungen overtid og elimination af alle normer for sundhed og sikkerhed. Kampen imod imperialisme Den kommende krig i Irak vil indebære enorme økonomiske omkostninger. Den vil skærpe alle den amerikanske kapitalismes internationale økonomiske problemer og intensivere den sociale krise på hjemmebanen. Den vil nødvendiggøre dybere angreb på arbejderklassen imod både dens demokratiske rettigheder og dens sociale interesser. Job, sundheds- politik, pensioner, uddannelse, boligpolitik - alle vil blive stillet overfor yderligere angreb som resultat af krigen.

Den amerikanske herskende elite er gået ombord i en politik, der uvægerligt vil ende i katastrofe. Det finansielle oligarki sætter, besat af ønsket om at forøge dets personlig velstand, massive sociale kræfter i gang, som det ikke forstår. Historien lærer os, at krig er den farligste udvej for statens politik. Det producerer uundgåeligt konsekvenser, som er uforudsete. Washington´s hovedløse fremstød mod krig vil opflamme anti-imperialistiske kampe over hele verden og intensivere social protest og modstand indenfor USA.

Angrebet på en forarmet og mishandlet nation vil vække afsky både internationalt og indenfor USA selv. Der er ikke nogen massebaggrund i Amerika for den type barbari, som den amerikanske regering har til hensigt at udløse. En voksende bølge af anti-imperialistisk opposition er åbenbar i Europa og Asien. Men de, der forsøger at bekæmpe US imperialisme må ikke nære nogen illusioner om Washington´s imperialistiske rivaler. Uanset folkelige anti-krigs stemninger og deres egen frygt for krigens konsekvenser er hverken det europæiske eller det japanske bourgeoisie i stand til effektivt at modgå den politik som følges af Washington. Hvadenten det sker via bestikkelse eller trusler, så vil alle i sidste instans falde i hak bag den hegemonistiske imperialistiske magt.

USA´s nuværende overlegenhed blandt de imperialistiske magter er et særlig udtryk for verdenskapitalismens grundlæggende modsætninger. To gange i det tyvende århundrede brød disse modsætninger ud i verdens- krig. Efter anden verdenskrig kom USA til syne som den dominerende verdensmagt, men dets magt var begrænset af Sovjetunionens eksistens, af den kinesiske revolution og de massekampe, som fulgte med sammenbruddet af de europæiske koloniimperier. Sammenbruddet af USSR i 1991 har fjernet denne modifikation af amerikansk militær aktion, og har åbnet døren til en ny eksplosion af imperialistisk vold.

Mens fortalere for kapitalisme hyldede afslutningen på den kolde krig som "the end of history", demonstrerer det nye udbrud af militarisme, at ordningen efter 2. verdenskrig ikke løste verdenskapitalismens krise. Denne krise har sin rod i modsætningen mellem en højt udviklet og intensivt integreret verdensøkonomi og nationalstats-systemets rammeværk, indenfor hvilket profitsystemet udvikledes, og til hvilket det er knyttet. Den grundlæggende modsætning, som udløste krige og revolutioner i det tyvende århundrede, er under opbygning til et nyt udbrud. Amerikas forsøg på at etablere global dominans signaliserer tilsynekomsten af en ny revolutionær krise internationalt. Det endelige resultat vil enten være et tilbagefald til barbari eller menneskehedens fremskridt til socialisme. Den grundlæggende kraft i modstanden imod imperialistisk krig er arbejderklassen. Kampen imod militarisme må være rodfæstet i mobiliseringen af denne kraft i international målestok.

Det kommende års udfordring er at forsyne den voksende bevægelse imod krig med et program, hvorpå den internationale arbejderklasse kan mobiliseres som en uafhængig politisk kraft. Modstand mod Bush´s rovgriske politik er allerede voksende både ude og hjemme. Mediernes påstand om Bush´s popularitet i det amerikanske folk er kynisk og falsk. Bush´s formodede massestøtte er i virkeligheden en forvrænget og omvendt genspejling af fraværet af enhver seriøs opposistion fra det demokratiske parti eller nogen anden sektion af det politiske establishment. Selv meningsmålinger bragt af medierne, demonstrerer at offentlige stemninger imod krig med Irak er vokset til trods for sammenbruddet af enhver opposition fra det demokratiske parti. Ifølge en aktuel meningsmåling er flertallet imod et ensidigt angreb på Irak.

Den amerikanske arbejderklasse har et dybtgående ansvar for at modsætte sig Bush administrationens rovgriske politik. Den må ikke tillade det amerikanske folk at blive impliceret i krigsforbrydelser begået i dens navn. Amerikanske arbejdere, der søger et alternativ til Bush´s krigsprogram og hjemlig reaktion, må drage den politiske lære af liberalismens sammenbrud og det drastiske skift til højre i de to store business pariter. Det er nødvendigt at bryde med to-parti systemets politiske spændetrøje og bygge en uafhængig politisk bevægelse af arbejdende mennesker, der fremmer et socialistisk alternativ til det kapitalistiske system. Næste måned vil markere femårs dagen for udgivelsen (launching) af the World Socialist Web Site, det politiske organ for the International Committee of the Fourth International og the Socialist Equality Parties rundt i verden. Efterhånden som vi nærmer os denne milepæl, lover vi at intensivere vore bestræbelser på at gøre WSWS til det politiske kernepunkt for udvikling af en uafhængig socialistisk bevægelse for den internationale arbejderklasse imod amerikansk militarisme og verdens imperialisme.

Denne bevægelse må åbent og dristigt modsætte sig det kapitalistiske system. Den må forbinde kampen imod imperialistiske krig med et program for den mest vidtgående omfordeling af velstand fra den herskende elite til den arbejdende befolkning. Dette er ensbetydende med at indsætte et massivt angreb på etableret velstand og privilegium, inklusive ekspropriation af de korporative og finansielle oligopoler og deres omdannelse til offentlige virksomheder, drevet på grundlag af videnskabelig planlægning og under demokratisk kontrol fra arbejderklassen. Grundlaget for en sådan bevægelse er allerede demonstreret i den voksende læserkreds af the World Socialist Web Site. WSWS når frem til tusinder af læsere hver dag, publicerer på et dusin sprog og finder støtte og korrespondenter i dusinvis af lande og på alle kontinenter.

- End -