Analyse
 

Afgørelsens time for Onkel Sam

af Will Hutton

The Observer/UK Januar 5, 2003

De Forenede Stater er et land på vippen, mens det mangler sin sædvanlige selvtillid. Og det kan det takke George Bush for.

Ved første øjekast går livet videre som sædvanlig. Broadway shows har udsolgt, så dyre og smarte som nogensinde næsten blottet for tegn på anti-terrorisk aktivitet. Vejrudsendelsen fyrer sine udsigter af med god besk humor om endnu mere sne og storme. De amerikanske forstæder breder sig ud over, hvad der indtil for ganske nylig var jomfruelig andbrugsjord; huse og haver er udsmykket med ekstraordinært kitschede lyskæder, julekrybbescener og imiterede rensdyr. Det er de Forenede Stater 2003.

Men det er ikke det samme. Et bemærkelsesværdigt antal huse har ingen julelys. McDonalds i det forladte downtown Philadelphia ved siden af rådhuset, der nu er befæstet imod potentielle terrorist angreb, havde kun en dame ved disken. Det havde ingen koffeinfri kaffe eller milkshakes, til stor forbitrelse for dets få lurvede, overvejende sorte kunder, hvis tilfældige måltid var et levende vidnesbyrd om selskabets første kvartalstab nogensinde.

Køen af besøgende ved Independence Hall, hvor uafhængighedserklæringen blev underskrevet, slangede sig rundt om husblokken, ensbetydende med en 45-minutters ventetid. Den var et potentielt terrorist-mål, forklarede man, og alle turister måtte nødvendigvis behandles som et potentielle medlemmer af al-Qaeda.

Angrebet på World Trade Center er krøbet under huden på amerikanerne. En nær amerikansk ven undrede sig sammen med mig over, hvorfor meningsmålinger fortsat viser, at det overvældende flertal af amerikanere tror på både djævlen og engle, mens resten af Vesten enten er blevet verdslige eller tilsyneladende mere snedige og hævder, at det er en psykologisk garanti imod en usikkerhedstærskel, der ellers ville være ubærlig. De fleste amerikanere er kun en enkelt afdragsrate fra et katastrofalt fald i deres levestandard, og erosionen af, hvad der aldrig har været et særlig robust sikkerhedsnet i løbet af de sidste 20 år, har øget deres fornemmelse af at være i fare.

Netop mens jeg har været i de Forenede Stater, har en undladelse i kongressen af at videreføre den midlertidige forlængelse af social security fra 13 til 26 uger næsten tilfældigt anbragt 750.000 arbejdsløse amerikanere tæt på armoden. Det har været sparsomt omtalt i mainstream-medierne, men på gaderne er folk klar over konsekvenserne.

Nu er der så også terrorismen at være bekymret for. Der er en tendens i Europa med vor lange erfaring med IRA, de Røde Brigader, ETA og alt det andet, til at ønske sig, at amerikanerne ville være lidt mindre hysteriske over risiskoen. Trods alt er chancerne for individuel overlast som følge af en terrorist hændelse meget mindre end f.eks. at blive impliceret i en bilulykke; man må simpelthen se at komme videre med sin tilværelse, sådan som vi har været nødt til det i Europa i mange år. Alligevel kan man ikke undgå, når man står overfor Ground Zero´s barske 20 acres, at blive bevæget - lammet - over tomheden.

Alene støvet skader stadig helbredet for tusinder af New Yorkere i nabolaget. Ofrenes minderitualer er ofte dybt bevægende - man kan kun føle solidaritet. Det er næppe forbavsende, at alle amerikanske byer med deres klynger af skyskrabere, anser sig selv lige så meget for et frontlinje mål som New York.

Under en anden administration og med en mere afbalanceret politisk diskurs kunne 11 sept. have været øjeblikket for national samling, en udløser af et fornyet engagement i Amerika´s fundamentale problemer hjemme og ude, og et øjeblik til at finde veje til at håndtere usikkerhed i alle dens dimensioner. Men i stedet er der George Bush og Karl Rove, hans machiavelliske rådgiver.

Der er ingen politisk fordel for amerikansk konservatisme ved at reducere risisci, deriblandt nu den, der er forbundet med terrorisme. Frygt får amerikanere til at flokkes om valgte præsident, og det udnyttes godt; den åbner mere end mindre for konservativet muligheder.

John Dilulio, en nylig afgået embedsmand i Bush administrationen, har gjort sig bemærket i Esquire magazine med at sige, at i det Hvide Hus drives planlægning udelukkende af politik: ´Hvad man får er alt - og jeg mener alt - hvad der drives af den politiske arm.´

Og det er ensbetydende med at give den konservative koalition, fra republikanernes koncern-donorer til pro-life anti-abort lobbyen så meget som muligt af, hvad de ønsker, selv hvis den deraf følgende politik er åbenlyst i egen interesse eller dum. Jeg måber stadig over den skamløshed, hvormed organiserede koncernlobbyister bestemmer planlægningen.

Under Bush er der simpelthen mange, der er flyttet fra den lobbyvirksomhed, som de drev, til at indtage nøgleposter, hvor de har ansvaret for de skatte- og reguleringslettelser, som de engang lobbyede for. Vice indenrigsminister Jay Steven Griles er en tidligere lobbyist, det samme gælder også departements advokat, William Geary Myers III. Det er, som om nøgleposter i indenrigsministeriet var besat af lobbyister. .

Denne måned oplever 30 årsdagen for Roe versus Wade dommen, der i praksis legaliserede abort. Det er en tilbagevendende krænkelse af en genopstået konservatisme, der er besluttet på at bruge sin intellektuelle, kulturelle og politiske opstigen til at begrænse og reducere aborter. Den er besluttet på at markere årsdagen med en erklæring om lovgivnings intentioner. Det argument, der har vundet andetsteds i Vesten, er her stadig omstridt, og atter anvendes den samme teknik. Anti-abort lobbyister bliver skamløst udpeget til afgørende føderale kommissioner, så langt uden for rækkevidde af radaren fra det, der under alle omstændigheder er en forarmet offentlig debat, vendes sociale landvindinger gradvist, og forbereder dermed vejen for lovgivning, der besegler processen.

For alle andre end de enormt rige er dette et barskt og nådesløst samfund. Dette har været mit første besøg siden forarbejdet til min sidste bog, The World We´re In, og mens den konservative dominans er om muligt endnu mere markant, er der samtidig begyndt at vise sig revner i bygningen. Hvis blot amerikanske liberale kunne udvikle en sammen- hængende beretning sammen med en gruppe overbevisende politisk ledere til at sælge den, så ville de finde et lydhørt publikum.

Der er alt det fornødne optændingsmateriale til en anti-krigs bevægelse over Irak, ligesom som der var imod krigen i Vietnam. Frustreringen i koncern-Amerika er betragtelig og voksende; selv på områder som kriminal retspolitik undrer den offentlige mening sig over, hvorvidt det at nægte tidligere fanger adgang til social security og boligstøtte nogensinde - en af Clinton´s såkaldte velfærds ´reformer´- gør andet end at skabe en permanent kriminel klasse hinsides samfundets rækkevidde.

Nu har selv for-våben-kontrol dokumentaren, Michael Moore´s Bowling for Columbine, været en overraskende kasse sensation. Landet står klart foran et kursskifte.

Hvilket er grunden til at være enøjet anti- amerikaner eller alternativt en ukritisk medløber for en udenrigspolitik, der er ved at blive heftigt udfordret indenfor de Forenede Stater, ligeledes ikke giver mening. Snarere er opgaven at holde Amerika til regnskab for de værdier den foregiver at stå for. Amerika´s virkelige venner er dem, der netop vil gøre netop det.

Tidligere redaktør af the Observer, Will Hutton, er en højt estimeret forfatter og politisk kommentator af socialdemokratisk liberalistisk obervans. Han har skrevet 5 bøger om inden- og udenrigspolitiske emner. Med baggrund i en proamerikansk holdning har han siden Bush blev præsident forholdt sig stadig mere kritisk uden at forlade sit liberalistiske grundsynspunkt. Fra 1990 til 1996 var han økonomisk redaktør for the Guadian. Som tidligere børsmægler tilbragte Will Hutton ti år i BBC og fra 1983 til 1988 var han økonomisk korrespondent for BBC2´s ´Newsnigth´.

- End -