Analyse
 

Nye signaler fra en af verdens fremtrædende økonomer

Oversættelse og indledning: Hans Pendrup

Nedenstående artikel af Jeffrey Sachs rummer en skarp kritik af Bush administrationens terrorkrig, hvor kampen imod massedestruktionsmidler i form af militær konfrontation har førsteprioritet på bekostning af kampen imod sult, nød og fattigdom i udviklingslandene. Sachs taler i den forbindelse om "massedestruktionens våben" (Weapons of Massdestruction) overfor "massefrelsens våben" (Weapons of Masssalvation). Sachs optræder i denne forbindelse som inviteret gæsteskribent i tidskriftet The Economist. Artiklen er bemærkelsesværdig i flere henseender. Dels p.gr.a. Sach´s internationale ry som økonom og som en af den neoliberalistiske politiks repræsentanter, og dels fordi hans argumentation bygger på en opprioritering af FN og et politisk program for terrorbekæmpelse, der bryder med neoliberalistiske ideer om markedsøkonomiske løsningsmodeller. Endelig bringes artiklen i The Economist, et tidsskrift der er en fremtrædende eksponent for netop disse ideer.


Sachs er født i Detroit, Michigan i 1954. Han fik B.A., summa cum laude fra Harvard College i 1976 og sin M.A. og Ph.D. fra Harvard University i 1978 og 1980. Han blev professor ved Harvard i 1983.

Jeffrey Sachs anses i vide kredse for en af verdens vigtigste økonomer

Jeffrey Sachs er direktør for the Earth Institute ved Columbia University i New York. Han har arbejdet som rådgiver for mange fattige landes regeringer og var tidligere chef for Harvard Centre for International Development. Han anses for at være en af verdens mest fremragende autoriteter vedr. udvikling.

Sachs blev udnævnt til særlig rådgiver for generalsekretær Kofi Annan sidste år. Han er endvidere konsulent for FN´s Milleneum Development Goals, der tager sigte på at halvere den verdensomfattende fattigdom inden 2015. Han var tidligere formand for the Commission on Macroeconomics and Health of the World Health Organization og fra sept. 1999 til marts 2000 arbejdede han som medlem af the International Financial Institutions Advisory Commission, der blev oprettet af den amerikanske kongres.

Han har tillige arbejdet i formandsskabet af the Advisory Board of the global Competitiveness Report, og har været konsulent for IMF, Verdensbanken, OECD og FN´s udviklingsprogram.
Sachs har været rådgiver for den bolivianske præsident og for regeringerne i Agentina, Brasilien og Venezuela. I l989 var Sachs rådgiver for Polens Solidarites bevægelse vedr. økonomiske reformer. I 1999 modtog han ordenen Merit of the Republic of Poland.
Han rådgav regeringerne i Slovenien og Estland vedr. introduktion af nationale valutaer i 1991 og 1992. I 1991-93 rådgav han også den mongolske regering om makroøkonomiske reformer og privatisering.

Sachs har været en fremtrædende repræsentant for den neoliberalistiske økonomiske politik i Rusland og Østeuropa, men har i den egenskab gjort sig mindre fordelagtigt bemærket.
I 1990 var Sachs således økonomisk rådgiver for den polske regering hvor han fremlagde sine planer for "hjælp" til arbejderklassen, og skrev i den forbindelse (i The Economist jan 13): "Vestlige iagttagere burde ikke over-dramatisere afskedigelser og krak. Polen har nu lige som resten af Østeuropa for lidt arbejdsløshed, ikke for meget"
Fra 1991 til 1994 arbejdede Sachs som chef for et team af økonomiske rådgiver for Ruslands præsident Boris Yeltsin i forbindelse med problemer vedr. makroøkonomisk stabilisering, privatisering, markedsliberalisering og internationale finansielle relationer. Han anbefalede ved den lejlighed en "shock therapy" for at skabe markedskapitalisme i Rusland.

Kapitalisme i Rusland betød imidlertid, at miner og fabrikker blev personlig ejendom af tidligere højt placerede kommunister og andre forretningsmænd, mens de ansatte måtte undvære løn, og sult fænomener opstod for første gang siden 2. verdenskrig. En artikel i Harvard Magazine 1996 rapporterede at "Russere dør i et hidtil ukendt omfang. Mellem 1990 og 1994 steg landets dødsrate med 40%, fra 11,2 til 15.7% per 1000. mennesker. Mænds forventede levetid faldt fra 63.8 år til 57.7 år og kvinders fra 74.3 til 71.3. Iflg. en amerikansk økonom er fald i levetid af denne størrelsesorden over kun fire år uden fortilfælde i det tyvende århundrede blandt lande i fredstid og under fravær af omfattende sult eller epidemier.

-------------------------------------------------------------------------------

Massefrelsens våben

af Jeffrey Sachs

Fra The Economist 26 oktober 2002

I denne gæsteartikel gør Jeffrey Sachs gældende, at i krigen imod nød og ikke mindre i end i krigen imod terror vejer handling tungere end ord.

Hvis George Bush brugte mere tid og flere penge på at mobilisere massefrelsens våben (Weapons of Mass Salvation, WMS) udover bekæmpelse af massedestruktionens våben (Weapons of Mass Destruction, WMD), ville vi faktisk være i stand til at gøre fremskridt i retning af at gøre denne planet til et sikrere og mere gæstfrit sted. WMD kan dræbe millioner og spredningen af dem til uansvarlige kræfter hænder må nødvendigvis resolut modvirkes. WMS er i modsætning hertil det arsenal af livsbevarende vacciner, medicin og sygdomsbekæmpelse, nødforsyninger og landbrugsteknologier, der kunne afværge bogstavelig talt millioner af døde årligt i krigene imod epidemiske sygdomme, tørke og sult. Ikke desto mindre forholder det sig sådan, at mens Bush administrationen er indstillet på at bruge $100 milliarder for at gøre Irak fri af WMD, så har den været uvillig til at bruge mere end 0,2% af denne sum ($200mio) indeværende år på det globale fond til bekæmpelse af AIDS, tuberkulose og malaria. De allieredes store ledere under anden verdenskrig, Franklin

Roosevelt og Winston Churchill, forstod destruktionens og frelsens to sider. Deres krigsmål var ikke kun at bekæmpe fascisme, men at skabe en verden af fælles velstand. Roosevelt talte ikke kun om Frihed fra Frygt, men også om Frihed fra Nød. En af grundene til at Bush administrationen er ved at tabe kampen om verdens hjerter og sind er netop, at den kun kæmper krigen mod terror, mens den vender et koldt og stålhårdt blik bort fra de mange millioner, der dør af sult og sygdom. Hvornår har nogen sidst hørt vicepræsident Dick Cheney så meget som foregive et deltagende ord om verdens fattige?

Sidste måned holdt Bush en tale til FN´s generalforsamling. I forbindelse med en appel om aktion imod Irak opfordrede han det internationale samfund til at leve op til dets egne ord, "Vi ønsker at FN skal være effektiv og respektfuld og succesrig. Vi ønsker, at resolutioner vedtaget af verdens vigtigste ultilaterale organisation, bliver håndhævet." Han spurgte om "FN vil leve op til sit formål, eller om det vil være betydningsløst?" Ideen om, at FN´s forpligtelser bør opfølges af handling er i sandhed radikal, især for De Forenede Stater, hvor bevidst tilsidesættelse af egne forpligtelser er praksis.

Kun en uge før Bush´s FN tale på Johannesburg topmødet om bæredygtig udvikling lovede de rige lande at sætte kontante resourcer bag the "Millennium Development Goals" til reduktion af fattigdom, sygdom og miljøforringelse. De enedes
(deriblandt USA) om at "nøde de udviklede lande, der ikke har gjort dette, til at gøre sig konkrete anstrengelser for at opfylde målet på 0.7% af BNP som ODA (Official Development Assistance) til udviklingslandene." De Forenede Stater er årligt $60 mia. bagud for dette mål - en tilsyneladende uoverstigelig kløft, indtil man gør sig klart, at de årlige militærudgifter i Amerika er steget med et tilsvarende beløb siden Bush rykkede ind i det Hvide Hus. De Forenede Stater bruger kun 0.1% af BNP på udviklingshjælp. Det er solidt placeret på sidstepladsen blandt de 22 donorlande af bistand som en andel af indkomst, en position det fortsat vil opretholde, også efter de små stigninger administrationen bekendtgjorde tidligere i år.

Ingen betingelser, ingen undskyldninger

Hvis der skulle sendes hold af "FN udviklingsinspektører " til De Forenede Stater, ville resultatet ikke være kønt. For det første ville de opdage en næsten total mangel på forbindelse mellem globale forpligtelser og indenrigspolitik. Bush har ikke diskuteret Amerikas forpligtelser i Johannesburg med den amerikanske befolkning (og måske har hans medarbejdere ikke engang diskuteret dem med præsidenten).

For det andet ville de finde en fuldkommen forvirring hvad angår. den nødvendige organisation, budgettering og bemanding i forbindelse med opfyldelsen af forpligtelserne. Det Hvide Hus og og State Departments udenrigspolitiske eksperter tager langt overvejende sigte på militære og diplomatiske problemer på bekostning af udviklingsproblemer. Overordnede specialister i udvikling i finansministeriet kan tælles på een hånd. Amerika´s regering er ikke engang klar over kløften mellem dens forpligtelser og handling, fordi næsten ingen med autoritet forstår de handlinger, der ville være nødvendige for at opfylde forpligtelserne.

Intet seriøst arbejde overhovedet er igang indenfor regeringen til at forbinde årlige budget allokeringer med de internationale udviklingsmål som De Forenede Stater har tiltrådt. For eks. har Bush administrationen forsømt at frembringe så meget som et eneste troværdigt dokument, der specificerer Amerika´s rolle i en globalt omfattende kamp imod AIDS. Amerika´s planlagte bidrag til det globale AIDS fond udgør ifølge fondens egen opgivelser omkring en sjettedel af, hvad der er behov for i 2003. Kendsgerningerne viser at $25 mia. årligt fra donorerne kunne afværge omkring 8 mio dødsfald hvert år. De forventede $100 mia. omkostninger i forbindelse med en krig imod Irak ville derfor være nok til at forhindre omkring 30 mio for tidlige dødsfald p.gr.a. sygdom, hvis de blev kanaliseret til et vedvarende og organiseret partnerskab med de fattige lande.

Der er en udvej. Det er, at give FN magt til at gøre, hvad det med sikkerhed kan gøre: organisere en global reaktion på de globale udfordirnger i forbindelse med sygdomskontrol, sult, skolemangel og miljøødelæggelse, en bestræbelse som De Forenede Stater ville være en fremtrædende deltager i og bestemt ville finansiere på nøjagtig den måde, som det gentagne gange har lovet.

Den ide, at FN systemet kunne bidrage med en virkelig ledelse af de store udviklingsudfordringer, vil blive mødt med skepsis her og der. En vedvarende trommehvirvel af kritik vedrørende FN´s organer i løbet af 1990´erne, ledet af højreorienterede ledere i kongressen, har efterladt indtrykket af næsten døende institutioner, der er travlt optagne af at sikre støttemuligheder for venner og slægtninge, og upåvirket af de hastige fremskridt i teknologi, finans og globalisering. Da jeg begyndte mit eget intensive arbejde med FN organer for tre år siden som formand for en kommission for Verdenssundheds-organisationen, og derefter¨for nylig som speciel rådgiver for generalsekretæren for the Millenium Development Goals, var jeg faktisk usikker på, hvad der kunne forventes indenfor FN´s særorganisationer.

Erfaren og gennemprøvet

Sandheden er næsten den modsatte af hvad FN kritikerne siger. Til trods for et tiår med kritik og budgetnedskæringer, har FN´s særorganisationer langt mere ekspertice og konkret erfaring end nogen anden organisation i verden.
Selv Verdensbanken, med dens vidensbase og evne til at udbetale og kontrollere fonds i nogle af de vanskeligste sammenhænge i verden, kan kun påtage sig problemer vedr. sundhed eller miljø eller andre særlige problemer i partnerskab med FN organisationer, der har eksperter på disse særlige områder. Ingen bilateral donor organisation kan måle sig med FN ekspertice og engagement hvad omfang angår, omend disse organisationer kan være vigtige partnere i en global aktion.

Denne undervurderede kapacitet er grunden til, at FN systemet langt har overgået forventningerne i Kosovo, Øst Timor og andre vanskelige opgaver i de seneste år. Et organ som Verdenssundhedsorganisationen WHO har en enestående sammensætning af teknisk sagkundskab, legitimitet overalt i verden , og ikke mindst en operationel tilstedeværelse på stedet i dusinvis af verdens fattigste og mest nødstedte lande. Organer som Food and Agriculture Org. (FAO) i Rom har været genstand for vittigheder og latterliggørelse blandt højreorienterede kongresmedlemmer i de seneste år, men naturligvis har disse senatorer og kongresmedlemmers vælger aldrig været nødt til at bekæmpe tabet af fiskeri i Tonle Sap Lake i Cambodia, eller tørke i AIDS-hærgede sydlige Afrika, således som FAO gør hver dag.

FN burde i samarbejde med Verdensbanken opfordres til at tage føringen i etableringen af "Global Frameworks of Action" omfattende alle de store udviklingsmål. Disse rammer ville i brede linjer - men indenfor rammerne af budget og tidstabel - udstikke retningslinjerne for de specifikke måder, som regeringer i rige og fattige lande, i den private sektor, filantropiske fundatser og andre dele af det civile samfund kunne blive organiseret på for at vinde kampen imod fattigdom og sygdom. Realistiske planer ville så fald være baseret på fire S´er: scale, science, specifity, selectivity (størrelsesorden, videnskab. specificitet, selektion) For det første burde FN´s planer tage sigte på de enkelte problemer i den relevante størrelsesorden (scale). På samme måde som det som det er meningsløst at have våbeninspektører til kun at inspicere en brøkdel af mulige våbenlokaliteter, må der ikke være nogen illusionsnumre med small-scale AIDS projekter, der i bedste fald. kan redde en landsby, når hele nationer lades i stikken for at uddø. Men objektiv størrelsesorden (scale) vil koste penge, især fra USA.

For det andet burde FN mobilisere den bedst opnåelige videnskab således som det har gjort med klimaforandring i IPCC eller med sundhed i WHO og UNAIDS. Det er ensbetydende med åben, medbestemmende og konsultativ proces på alle relevante områder, hvor der trækkes på nationale og internationale videnskabsakademier, offentlige og private forsknings centre og akademisk ekspertice.

For det tredje må alle handlingsplaner være i overensstemmelse med specifikke betingelser på stedet specificitet. Der eksisterer ikke nogen enkelt strategi til bekæmpelse af AIDS, eller til bevarelse af skove eller bekæmpelse af malaria. Alt afhænger af fysisk geografi, kultur, historie og andre meget lokale faktorer. Langt den bedste måde at forbinde global videnskab og lokale betingelser på er at invitere nationale regeringer og civilsamfund i hvert land til at forberede deres egne handlingsplaner, under forståelse for at acceptable programmer vil blive finansieret på internationalt plan. Det er den strategi som the Global Environment Facility´s og the Global Fund to Fight AIDS, Tuberculosis og Malaria betjener sig af. Det bør være strategien bag tilsvarende bestræbelser for at udvide primær uddannelse, eller fremskaffe vand og sanitet til forarmede regioner.

For det fjerde må alle planer være selektive, med sigte på donor-assistance begrænset til de regioner, der vil bruge dem godt, og med en kompromisløs holdning til korrupte regeringer, der er tilbøjelige til at fomøble hjælpen. Hvad dette angår,er De Forenede Stater i sin gode ret til at kræve at hjælp forbindes med god regeringsførelse og en rimelig økonomisk politik.

Fejlen ved Amerika´s tilgang har været, at selv velfungerende regeringer kun modtager en minimal brøkdel af den finansielle hjælp, som de virkelig behøver.
Vores indbyrdes forbundethed på kloden er den dominerende kendsgerning i det 21 årh. Et grelt resultat er det, at verdens fattige lever og ikke mindst dør med bevidstheden om, at De Forenede Stater gør meget lidt for at mobilisere massefrelsens våben, som ville kunne yde dem overlevelse, værdighed og i sidste instans befrielse fra fattigdom. Det er på tide for Bush, at tage sin egen erklæring til FN om at "vor bekendelse til menneskelig værdighed udfordres af vedvarende fattigdom og raging sygdom." Hvis Bush blot ville lede sit land i den retning, ville han ikke kun mobilisere milliarder af mennesker i kampen imod terroisme, man han ville også opfylde sin egen opfordring til verden om at "vise, at FN´s løfte kan blive opfyldt i vor tid."

- End -