Fredspolitik
 

Servile stater

Leder
af Ignacio Ramonet

Le Monde diplomatque
Oktober 2002

Et imperium har ikke alllierede, det har kun vassaller. Dette er en historisk kendsgerning som de fleste regeringer i den Europæiske Union synes at have glemt. Efterhånden som de kommer under pres fra Washington for at tilslutte sig krigen imod Irak, ser vi nominelt suveræne stater tillade sig selv at blive reduceret til en nedværdigende status som satelitter.

Folk har spurgt, hvad det var, der ændredes efter terrorist-angrebet i september 2001. Med offentliggørelsen denne september af Bush administrationens dokument, der definerer USA´s "nye nationale sikkerhedsstrategi" (1), har vi svaret. Verdens geopolitiske arkitektur har nu på sit toppunkt en enkelt supermagt, USA, der "er i besiddelse af en styrke og indflydelse i verden uden sidestykke og uden fortilfælde", og som "ikke vil tøve med at handle alene, om nødvendigt, med at udøve vor ret til
selvforsvar ved at handle foregribende." I samme øjeblik en trussel er
blevet identificeret, " vil Amerika imødegå sådanne opdukkende trusler
før de er kommet til fuld udfoldelse."

Denne doktrin genetablerer den ret til præventiv krig, som Hitler benyttede sig af i 1941 imod Sovjetunionen, og som Japan brugte samme år imod USA i Pearl Harbour. Den gør også kort proces med et af de grundlæggende principper i international lov, fastlagt med den Westfalske traktat i 1648, iflg. hvilken den ene suveræne stat ikke intervenerer, og især ikke militært, i den andens interne forhold (det princip, som allerede blev opgivet i og med NATO´s intervention i Kosovo i 1999).

Dette betyder, at den internationale orden, som blev nedfældet i 1945 ved slutningen af anden verdenskrig under overopsyn af FN, er afviklet.
I et brud med hvad vi har vidst siden Berlinmurens fald (1989), tiltager Washington sig nu en position som leder af verden. Og det sker med en blanding af foragt og arrogance. At tale om imperium ville indtil for nylig være blevet opfattet som anti-amerikansk, men nu er ordet på læberne hos mange høge i Bush-administrationen.

FN, der dårligt nok nævnes i september dokumentet, er marginaliseret eller reduceret til en rolle, i hvilken det forventes at bøje sig for Washington´s beslutninger, eftersom et imperium ikke bøjer sig for nogen lov, det ikke selv har frembragt. Dette imperiums lov bliver universel lov. Og dets imperiale mission er at sikre, at alle respekterer denne lov, med magt om nødvendigt. Dermed er vi kommet hele cirklen rundt.

Tilsyneladende uopmærksom på den strukturelle forandring reagerer mange europæiske ledere (i Storbritannien, Italien, Spanien, Nederlandene, Portugal, Danmark og Sverige) overfor USA´s imperiale prætentioner med en servilitet, der sømmer sig for feudale vassaller. I denne proces opgiver de national uafhængighed, suverænitet og demokrati. De har krydset den linje, der adskiller den allierede fra den feudale subjekt, partneren fra marionetten.

Hvad de tydeligvis håber på, i tilfælde af amerikansk sejr, er en dråbe af den irakiske olje; for bag de officielle retfærdiggørelser, der tilbydes (2), ved alle, at olje er hovedsigtet med krigen imod Irak. Hvis Bush havde adgang til de næststørste oljereserver i verden, kunne han ændre verdens oljemarked fuldstændigt. Under et amerikansk protektorat kunne Irak hurtigt fordoble sit udbud af råolje, hvilket øjeblikkeligt ville sænke prisen på olje og måske genoplive USA´s økonomi.

Dette ville bane vej for andre strategiske muligheder. For det første ville det rette et slag imod den organisation, som Washington elsker at hade, the Organization of Petroleum Exporting Countries (Opec), og imod dets medlemmer især Libyen, Iran og Venezuela (ikke fordi venlige lande som Mexico, Indonesien, Nigeria og Algeriet ville blive sparet).

For det andet ville kontrol med irakisk olje sætte USA i stand til at distancere sig fra Saudi Arabien, der ses som den radikale islams paradis. I et (indrømmet usandsynligt) scenarie i form af et revideret mellemøsten-kort (3), som fremlagt af Dick Cheney, kunne Saudi Arabien være brudt op, og et uafhængigt emirat etableret som et USA-protektorat i Hassa´s rige oljeregion, hvor Saudis hovedlagre befinder sig, og hvor
befolkningen hovedsageligt er shi´iter.

I dette perspektiv ville krigen imod Irak blive en forløber for krig med Iran, som Præsident Bush allerede har identificeret som del af "ondskabens akse". Iran´s oljereserver ville føje sig til det utrolige bytte, om USA har satset på fra denne første krig i den nye imperiale æra.

Kan Europa modsætte sig denne farlige kurs? Ja. Hvordan? For det første ved at bruge sin dobbelte ret til at nedlægge veto (dvs. Frankrigs og Storbritanniens) i sikkerhedsrådet. Derefter ved at blokere det militære instrument (NATO), som Washington kalkulerer med at bruge til sin imperiale ekspansion: brugen af NATO er genstand for afstemning af europæiske regeringer (4). I begge tilfælde ville Europa´s regeringer være nødt til at begynde at opføre sig som partnere, ikke som vassaller.

-------------------------------

(1) Den fulde tekst findes på (www.whitehouse.gov/nsc/nssall.html)

(2) Nogle anklager rettet imod det afskyelige irakiske regime kunne også rettes imod lande, der er USA´s allierede. Israel har afvist FN resolutioner i 35 år, har biologiske, kemiske og atomvåben til massedestruktion og har okkuperet fremmed territorium siden 1967. Pakistan opretholder atomvåben i modstrid med internationale traktater og støtter bevæbnede grupper, der er involveret i voldelig aktion i indisk Kashmir.

(3) Et træk, som Tyrkiet ville modsætte sig, eftersom det er modstander af ideen om en kurdisk stat i regionen.

(4) Se William Pfaff, "Nato´s europæere kunne sige nej", International Herald Tribune, 25 juli 2002.

- End -