Fredspolitik
 

Giv agt! Se til højre, fremad march!

Hvem står bag præsidentens udenrigspolitik

Af Tom Barry & Jim Lobe

Tom Barry er senior analytiker ved Interhemispheric Resource Center og codirector of Foreing Policy in Focus.
Jim Lobe skriver for Inter-Press Service and Foreign Policy in Focus.

Modreaktionen imod Clinton administrationen har udklækket en konservativ, der ikke er set siden Reagan´s første periode som præsident. Utilfredse eller højreorienterede demokrater kendt som neokonservative, sammen med social konservative og højreorienterede republikanske internationalister har slået sig sammen og i fællesskab dannet magtfulde grupper, der mere og mere dirigerer Det Hvide Hus´ politik.

Centralt for denne nye politiske dagsorden er overbevisningen om, at De Forenede Stater skal hævde sin globale dominans.
En højre-orienteret front gruppe - Project for the New American Century (PNAC) - har spillet en central rolle i lanceringen af en dagsorden baseret på amerikansk overherredømme (hegemoni).

I 1996 samledes en indflydelsesrig gruppe af neokonservative, socialkonservative og fortalere for det militært/industrielle kompleks for at oprette PNAC. Gruppen beklagede sig over, at konservative ikke "ufortrødent havde fremmet en strategisk
vision for Amerika´s rolle i verden"
i overensstemmelse med dets principerklæring. I stedet havde de konservative tilladt uenigheder om taktik at sløre enighed om mål ligesom de havde undladt at fremsætte principper til vejledning for amerikansk
udenrigspolitik, hedder det i erklæringen. Denne nye gruppe erklærede:
"Vi har i sinde at ændre dette. Vi har i sinde at argumentere for sagen og samle støtte til amerikansk global førerskab."

Med henvisning til citater fra Reagan administrationens succes som "repræsenterende et stærkt militær; "en udenrigspolitik, der åbent og målrettet fremmer amerikanske principper i udlandet," og et nationalt førerskab, der "accepterer USA´s globale forpligtelser," søgte PNAC s visionære en tilbagevenden til Reagans dagsorden. Denne gang vil det imidlertid i fraværet af en sovjetisk modvægt, blive i virkelig global målestok.

Som konklusion på deres 1997 principerklæring, bemærkede Elliott Abrams, Dick Cheney, Jeb Bush, Donald Rumsfeld, Paul Wolfowitz og andre højre-orienterede ledende skikkelser: "En Reagan´sk politik kendetegnet ved militær styrke og moralsk
klarhed er måske ikke moderne i dag. Men det er nødvendigt, hvis USA skal være i stand til at bygge videre på det forrige århundredes succes´er og sikre vor sikkerhed og storhed i det næste."

Omend ikke moderne i 1997, så er den aggressive Reagan´ske politik kendetegnet ved højreorienteret internationalisme - omfattende store forøgelser af militærbudgettet, Stjernekrigs-forsvar, manikæisk (kamp mellem ondt og godt) formulering af
amerikanske udenrigspolitiske krav, og et stormløb af direkte og skjulte militære interventioner - er atter fashionabelt med Bush´s administrationen.

George Bush har trukket kraftigt på PNAC, Center for Security Policy og American Enterprise Institutes bidrag i forbindelse med udformningen af sin administration. Til trods herfor havde Det Hvide Hus før 11 september angrebene vanskeligheder med at føre sin Reagan´ske dagsorden frem. Selvom den var hæmmet i administrationens første måneder, så har denne dagsorden nu slået an med frygtindgydende intensitet.

Det centrale i denne nye dagsorden er en overbevisning om Amerikas overlegenhed - en altoverskridende overlegenhed af militære, diplomatiske og kulturelle dimensioner. Det er en messiansk tro, der udspringer af Amerikas puritanske rødder
og følelse af gudgiven mission.

Militær overlegenhed

De, der følger denne doktrin afviser traditionelle magtbalance-strukturer i internationale relationer, og tror at USA må yde hvad som helst, der måtte være nødvendigt, og intervenere nårsomhelst nødvendigt, for at forebygge eller besvare militære trusler. Ifølge denne filosofi bør alle internationale overenskomster -
politisk afspænding, våbenkontroltraktater eller enhver anden multilateral overenskomst, der kunne begrænse USA´s handlefrihed - bekæmpes. Militære suprematister hævder at USA må mobilisere - koste hvad det vil - de nødvendige styrker og våben for at hævde amerikansk global kontrol.

Mens nogle siger, at amerikansk overlegenhed er en legitim eller effektiv forsvarsmæssig holdning, er det værd at bemærke, at ideologien har umiddelbare gevinster for våbenindustrien.

Det højreorienterede Center for Security Policy med dets nære forbindelser til både militære kontrakthavere og til Pentagon er indbegrebet af denne militære forbindelse. Centrets direktør, Frank Gaffney, var en af underskriverne på PNAC´s
principerklæring. Han sidder også i bestyrelsen for den nyligt indstiftede konservative front gruppe, Americans for Victory over Terrorism (AVOT). AVOT er et projekt af Empower.org, et konservativt policy institute under ledelse af William Bennett, tidligere undervisningsminister, og Jack Kemp, tidligere bolig- og byudviklingsminister.

Som i Reagan-årene, da mange af centrets nuværende medlemmer administrerede militærpolitik, har den nuværende administration inviteret "et ekstraordinært antal" af centret´s National Security Advisory Council medlemmer og andre centerkontakter til at arbejde i top-regeringsstillinger, sagde Gaffney. Et tidligt medlem af centrets bestyrelse, Richard Cheney, er nu vicepræsident, og forsvarsminister Donald Rumsfeld var modtager af centret´s Keeper of the Flame pris.

Diplomatisk overlegenhed

Mens kritikere har angrebet Bush administrationens ensidige tendenser, så tror konservative grupper at USA´s "moralske overlegenhed" retfærdiggør Amerika´s ekseptionalisme, dets globale ensidighed, og dets "multilateralisme à la carte,"
som en senior Bush administration embedsmand sagde officielt. Dette betyder ikke forkastelse af international lov og normer, men det undtager USA fra disse regler.

Konservative aktivister og lærde højre-orienterede elementer har længe været bekymrede over, at FN udgør et forum for venstreorienterede, anti-zionistiske og anti-imperialistiske synspunkter, og de har angrebet FN som en barriere for den direkte
opfølgning og forsvar for amerikanske nationale interesser. Idag med De Forenede Stater som verdens eneste supermagt og FN i stigende grad kørt ud på et sidespor i globale anliggender, har anti-FN kampagnen aftaget, erstattet af et direkte fokus
på strategisk hvordan, hvornår og hvor USA´s magt indsættes.

Kulturel overlegenhed

Hvorfor accepterer amerikanere, at De Forenede Stater gør alt, hvad det ønsker med en så åbenlys foragt for andre lande? Det bunder i en følelse af kulturel overlegenhed. Amerikanere er blevet opdraget til og uddannet med den tro, at de politiske, moralske, religiøse og sociale manifestationer af amerikansk kultur er de andre kulturers overlegen. Mere end bare overlegen, amerikansk kultur - dets frie markeds demokrati - antages at indebære kulminationen på vestlig civilisation og at repræsenterer hvad Francis Fukyama har benævnt "the end of history."

I 1990´erne drog det nye højres mandariner i stigende grad sammenligning mellem de interne og eksterne trusler mod amerikansk kultur og jødisk-kristne værdier. Med en parallellisering af kulturkrigene på den hjemlige front (hvor fundamentaliser konfronterer sækularister, kreationister [tro på skabelsesberetningen] imod
evolutionister osv.), registrerer disse højreorienterede ideologer en global konflikt - et sammenstød mellem samfund i hvilke vestlige samfund bliver undermineret, svækket og angrebet af hvad Samuel P. Huntington kaldte "resten" i sin bog, Clash of Civilizations.
Kina og den islamiske verden er hovedtruslerne mod vestlig kultur, ifølge tilhængerne af denne teori.

Højrefløjen har længe søgt at forbinde sin kulturelle krig på hjemmefronten med amerikansk udenrigspolitik. Krigen mod terrorisme har frembudt en chance til at smede denne forbindelse.
Anti-amerikanske kræfter slet ikke fremmede - nogle af dem er hjemmegroede, siger US kultur suprematister. I en helsides annonce i New York Times d. 10 marts 2002, advarede AVOT at vi var nødt til at kæmpe krigen både hjemme og ude. "De trusler
vi er stillet overfor er både eksterne og interne,"
siger AVOT formand William Bennett, en PNAC medunderskriver. Han tilføjede at indenfor USA,"er der de, der forsøger at bruge [9/11] til at udbrede deres dagsorden ´blame America first´".

Sammenfatning af det hele

Idag kører administrationen en strategisk vision for Amerikas rolle, og den vision drejer sig om amerikansk globalt hegemoni.
Det er en vision om kulturelle krige udkæmpet imod interne og eksterne trusler for jødisk-kristne værdier (som fortolket af højrefløjen).

Antiterrorisme er trådt i stedet for antikommunisme og har givet højre´s udenrigspolitiske eliter den mulighed, de havde brug for for at søsætte deres dagsorden. Opfordringen til "sejr over terrorisme" er blevet konstrueret til omfatte de fleste af højre-suprematisternes mål - fra missil-forsvar til kontraoprør i Columbia, fra støtte til Likud militarister i Israel til sikring af kontrol med centralasiatiske olje kilder, fra målsigte på Saddam Hussein til indkredsning af "blame America first" dissi-
denter på hjemmefronten.

På et år har Bush administrationen haft held til at dreje den amerikanske udenrigspolitik skarpt til højre. Indtil videre har den amerikanske offentlighed - stadig i chock over 9/11 angrebene, men forstærket af en ny følelse af patriotisme - bakket
op bag administrationen. Vil denne støtte blive udstrakt til at kontraoprør i Colombia, en militær kampagne imod Irak og ideologiske krige hjemme og ude under hævdelse af amerikansk overlegenhed? Fungerende i tandem tager højrefløjen og Bush administrationens public diplomacy operations sigte på at holde amerikanere orienteret mod højre og i march fremad.

Publ. 12 april 2002
Overs. Hans Pendrup