Fredspolitik
 

Den fremadskridende verdensuordens dynamik -
Imperiets vestkurs

Le Monde Diplomatique
Sept. 2002

The Dynamics of World Disorder -
Westward the course of Empire

Eftervirkningen af terrorist angrebene har genoplivet imperialistisk ideologi i USA snarere end det har fået Amerika til at sætte et spørgsmålstegn ved dets rolle på verdensplan. Flere skribenter viger ikke tilbage for at drage paralleller mellem deres land og det gamle Rom, der efter deres opfattelse fungerer som et forbillede for verdensherredømme i det 21. årh.

af Philip S Golub
Journalist og lektor ved Institute of European Studies, University of Paris.

Nogen tid før 11 september henledte den amerikanske historiker Arthur Schlesinger jr., opmærksomheden på at USA til trods for "fraværet af internationale checks and balances" i den moderne unipolære verden, ikke ville "bevæge sig for langt ud ad den farlige hovedvej til hybris ... intet land vil være i stand til at antage rollen som voldgiftsdommer og politimand" (1). (NB! Noter udeladt i den danske oversættelse)

Ligesom mange amerikanske intellektuelle var han fortsat fortrøstningsfuld, når det gælder amerikansk demokrati og fornuftbaserede beslutningsprocesser. Og Charles William Maynes, en indflydelsesrig stemme i amerikansk udenrigspolitik, gjorde gældende at "Amerika er et land med imperialistisk kapacitet men uden imperialistisk tankegang)" (2).

Nu må vi imidlertid se kendsgerningerne i øjnene: en ny imperialistisk doktrin er ved at tage form under George Bush. Situationen vækker mindelser om det sene 19 årh., da USA begyndte sin kolonialistiske ekspansion i det Karibiske Hav, Asien og Stillehavet - de første skridt i retning af verdensmagt. Dengang var USA grebet af stor imperialistisk ildhu.
Journalister, forretningsfolk, bankfolk og politikere kappedes om at fremme politiske forestillinger om verdenserobring.

"Ledere indenfor amerikansk økonomi tog sigte på et industrielt verdensherredømme" (3) og politiske ledere drømte om "en prægtig lille krig", som Theodore Roosevelt formulerede det, til retfærdiggørelse af international ekspansion. "Vi har a record af erobringer, kolonisation og ekspansion, der er uovertruffet af noget folk i det 19. årh. Vi er ikke indstillet på at blive bremset nu," sagde Henry Cabot Lodge, den imperialistiske lejrs førende ideolog, i 1895 (4). Theodor Roosevelt, en beundrer af den britiske imperialistiske digter Rudyard Kipling, var overbevist om, at den nationale bestemmels var klar: "Jeg ønsker at se USA som den dominerende magt i Stillehavet. Vort folk er hverken kujoner eller svæklinge og vi går fremtiden i møde med let hjerte og tillidsfuldt sind, ivrige efter at gøre en stor verdensmagts store arbejde" (5).

I en opsummering af tidens imperialistiske strømninger skrev journalisten Marse Henry Watterson i 1896: "Vi er en stor imperial republik, bestemt til at udøve en kontrollerende indflydelse på menneskehedens handlinger, og til at påvirke verdens fremtid som verden aldrig før er blevet påvirket, end ikke af det romerske imperium" (6) Arrogante, men forudanende ord.

Amerikanske historikere har almindeligvis betragtet det sene 19. årh.´s imperialistiske drift som en afvigelse fra en i øvrigt gnidningsløs udvikling. USA kom ud af uafhængighedskrigen fra den britiske koloniale dominans, og havde haft sin del i oplysningsprojektet imod enevældige kontinentale europæiske monarkier. Utvivlsomt vaccinerede denne erfaring det for altid imod imperialismens virus?

Alligevel er Rom et århundrede senere, hvor det amerikanske imperium er engageret i en ny periode af global ekspansion påny et fjernt, men grundlæggende spejlbillede for amerikanske eliter. I 1991 fandt USA sig selv som den eneste tilbageværende stormagt. Nu, efter en militær mobilisering i en uhørt målestok efter september 2001, bekræfter og paraderer USA sin imperiale magt. For første gang siden 1890´erne understøttes den nøgne demonstration af magt af en eksplicit imperialistisk diskurs.

"Kendsgerningerne er," skriver Charles Krauthammer, en Washington Post lederskribent og en fortaler for det neo-konservative højre, " at intet land i verdenshistorin har været så dominerende kulturelt, økonomisk, teknologisk og militært siden det sene romerske imperium" (7). Ifølge Robert Kaplan, en konservativ essayist og vejleder i international politik for Bush, "gjorde Rom´s sejr i den Anden Puniske Krig ligesom Amerika´s i anden verdenskrig nationen til en verdensmagt" (8).

Selv skribenter, der står det politiske magtcentrum nær, føler sig forpligtet til at referere til Rom. Joseph S. Nye jr. dekan ved Harvard Universistets Kennedy School of Government og viceforsvarsminister i Clinton administrationen, begyndte sin sidste bog således: "Ikke siden Rom har en nation raget så højt op over andre" (9) (se boks Don´t go it alone´)

Historikeren Paul Kennedy , som gjorde sit navn kendt i 1980´erne med sin tidlige forudsigelse af det amerikanske imperialistiske overstretch, går videre: "Aldrig før har der eksisteret en mere ulige magtfordeling [i det nuværende verdensssystem]. Pax Britannica var run on the cheap. Napoleon´s Frankrig og Philip den Anden´s Spanien havde magtfulde fjender og var del af et multipolært system. Karl den Stores imperium blev mere vidtstrakt, men der var et andet stort imperium i Persien og et
endnu større i Kina. Der er ingen sammenligning" (10). I den amerikanske magtsfæres indre og ydre cirkler er alle enige - "USA kan glæde sig ved en overlegenhed uden sidestykke selv i forhold til fortidens største imperier" (11).

De tilbagevendende sammenligninger med Rom og allestedsnærværelsen af ordet imperium i den amerikanske presse er ikke kun bskrivende; de afspejler tilsynekomsten af en ny imperialistisk ideologi. I en artikel af Max Boot, en Wall Street Journalist og lederskribent, under overskriften "The Case for American Empire", skriver han: "Det er påfaldende - og næppe en tilfældighed - at Amerika nu har udsigt til militæraktioner i mange af de samme lande hvor generationer af britiske kolonisoldater gennemførte erobringstogter. Det er allesammen steder, hvor vestlige
styrker har måttet nedkæmpe opstande. Afghanistan og andre problemplagede lande i den tredje verden skriger på den form for oplyst udenlandsk administration, der engang blev leveret af selvbevidste englændere i jodhpurs og tropehjelme" (12).

Dinesh D´Souza er en ekstrem højre ideolog og forsker ved the Hoover Institution, som vakte offentlig opmærksomhed med teorier om afro-amerikaneres "naturlige" underlegenhed. I en artikel for nylig, "In praise of American empire", hævder han, at amerikanere i sidste instans må se i øjnene, at USA "er blevet et imperium, den mest storsindede imperiemagt nogensinde" (13).

Disse imperium-fortalere findes ikke kun på den ekstreme højrefløj.
Imperium-tænkning har også infiltreret den akademiske verden. Stephen Peter Rosen, chef for Olin Institute for Strategic Studies ved Havard University, hævder med videnskabelig objektivitet at: "En politisk enhed, der har overvældende militær magt, og bruger denne magt til at påvirke andre staters interne adfærd, kaldes et imperium" (14). En samfundsorden, som en mere kritisk Harvard professor understreger, der helt igennem er "udformet med henblik på at stemme overens med amerikanske
imperialistiske mål. Imperiet tilslutter sig de dele af den transnationale juridiske orden, der er i tråd med dets formål (WTO), og ignorerer eller saboterer endog de dele (the International Criminal Court, Kyoto Protocol, ABM traktaten), som ikke gør det" (15).

Radikal afvigelse

Ideen om imperium er en radikal afvigelse fra det billede, der blev formuleret af Alexis de Tocqueville, og som amerikanere har af sig selv som en demokratisk undtagelse blandt verdens nationer. Denne modsigelse giver ikke længere anledning til større bekymring. De, der stadig har skrupler overhovedet, og de er stadigt færre, betegner ordene imperium og hegemoni med adjektiver som menneskevenlig (benevolent) eller mild.
Robert Kagan fra the Carnegiefonden skriver: "Og sandheden er, at det menneskevenlige overherredømme som udøves af USA, er godt for den overvældende del af verdens befolkning. Det er bestemt et bedre internationalt arrangement end alle andre realistiske alternativer" (16).

For et århundrede siden brugte Theodore Roosevelt næsten nøjagtigt de samme ord. Idet han afviste enhver sammenligning mellem USA´s og Europas røvere (predators) skrev han: "Den enkle sandhed er, at der ikke er endog den fjerneste mindelse om imperialisme i udviklingen af den amerikanske ekspansionspolik, som har været en del at Amerikas historie siden den gang den blev en nation. Der er ikke eneste imperialist i landet som jeg har mødt endnu" (17). (Jeg har endnu ikke mødt en eneste
imperialist i dette land)

Sebastian Mallaby skriver for Washinton Post, der, til trods for dens ry efter Watergate og dens forsinkede opposition til Vietnam krigen, er blevet mere chauvinistisk siden sidste september. Mallaby kalder sig selv en "modvillig imperialist". Han skriver i Foreign Affairs i april 2002, at han antager at den aktuelle globale uorden forpligter USA til at føre en imperialistisk politik. Han udmaler apokalyptisk den tredje verden, dens bankerotte stater, ukontrollerede befolkningstilvækst, lokale vold og sociale forfald. Han hævder, at det eneste rationelle valg er at vende tilbage til imperial lov. Tredje verdens lande, der truer vestlig sikkerhed, bør sættes under direkte kontrol. Han konkluderer at:
"Ikke-imperialistiske udveje, især udlands-hjælp og forskellige statsopbyggende (nation-building) bestræbelser, er alt i alt utroværdige. Neo-imperialistisk logik er for fristende for Bush administrationen til at kunne modstås" (18).

Bush ser ikke ud til at gøre sig store anstrengelser for at modstå. Han er modvillig mod at investere i statsopbygning (nation building), eller mod at engagere USA i humanitære interventioner. Men han er hurtig til at indsætte amerikanske væbnede styrker over hele verden for at knuse civilisationens fjender og det ondes magter. Hans ordforråd, der konstant refererer til civilisation, barbarer og pacificering, afslører
imperialistisk tænkning.

Det er uklart, præcis hvad Bush lærte på Yale og Havard, men siden 11. september er han blevet den usandsynlige Cæsar for den nye imperialistiske lejr i USA. Ifølge Cicero, "kæmpede (Cæsar) med den største succes imod disse yderst tapre og magtfulde nationer, og de andre nationer, som han foruroligede og drev tilbage og slog, og vænnede til at underkaste sig det romerske folks overhøjhed" (19).

På i mange henseender samme måde planlægger Bush og det nye amerikanske højre nu at sikre det amerikanske imperium gennem krig, ved at underkue modvillige (fractious) tredjeverdens befolkninger, overmande slyngelstater og måske endda tage direkte kontrol med bankerotte post-koloniale stater.

Under Bush håber USA at opnå større sikkerhed og velstand i kraft af militær magt, snarere end internationalt samarbejde. Det er forberedt på at handle alene eller i midlertidige koalitioner, unilateralt og under forsvar af snævert definerede nationale interesser. I stedet for at tage sig af de økonomiske og sociale årsager, der giver næring til den tilbagevendende vold i Syden, befordrer USA ustabilitet. At dets mål ikke er territorial ekspansion, men kontrol, gør ikke stor forskel.
Menneskevenlige eller modvillige imperialister er under alle omstændigheder imperialister.

Ifølge den nye amerikanske verdensopfattelse skal den tredje verdens lande underkaste sig en ny periode af kolonisation eller halvvejs selvstændighed. Europe vil blive nødt til at nøjes med en underordnet rolle i det imperiale system. Langt fra at være en autonom magt ses Europa som en afhængig zone, der mangler viljestyrke og resourcer til at forsvare sig selv, og som er underlagt amerikanske beslutninger om at føre krig.
Det kommer til at finde sin plads i en ny imperial arbejdsdeling hvor "Amerika klarer bombardementerne og krigsførelsen, mens franskmænd, englændere og tyskere tjener som politi i grænsezonerne, og hollænderne, schweitzerne og skandinaverne sørger for humanitær forsyning" (20)

Som Michael bemærker, så stoler USA, bortset fra britterne, så lidt på sine allierede, at det udelukker den fra alt udover de mest beskedne fredsbevarende opgaver. Zbigniew Brzezinski, som iværksatte den anti-sovjetiske jihad i Afghanistan, formulerede den ide, som nu nyder udbredt støtte i Washington, under henvisning til hvilken USA bør søge at "forhindre hemmelige aftaler og opretholde afhængighed blandt vasalstaterne,
at holde underordnede (skatskyldige) føjelige og beskyttede, og at forhindre barbarerne i at søge sammen" (21)

Charles Krauthammer udtrykker det om muligt endnu grovere: "Amerika vandt den kolde krig, stak Polen og Ungarn og den tjekkiske republik i lommen som adgangsbillet og fortsatte derefter med at pulverisere Serbien og Afghanistan og tydeliggjorde en passant Europa´s irrelevans med en opvisning af enorm militær overlegenhed "(22). Denne foragt forklarer et langt stykke hen ad vejen den spænding, der har præget transatlantiske relationer siden 11 september.

En opfølgning af denne hårde imperialistiske udvej vil tvinge USA til at bygge mure op omkring Vesten. Med lån af en overbevisende sætning fra den sydafrikanske forfatter John Michael Coetzee, vil USA i lighed med aller tidligere imperier, bruge resten af sin tiloversblevne magtperiode, hvor længe den end måtte vare, besat af en eneste tanke: "Hvordan undgå at afslutte, hvordan undgå at dø, hvordan at forlænge sin æra" (23).

Oversættelse Hans Pendrup 5. oktober 2002

- End -