Fredspolitik
 

Den virkelige sikkerhed ligger i folkets ret til føde, sundhed, uddannelse og retfærdighed

 

Tale af Josephine Høgh, Filippinsk Solidaritets Komité

ved demonstrationen mod ASEM-topmødet 23. sept. 2002

Dansk oversættelse.

 

I sin første tale om nationens tilstand sidste år brugte Præsident Arroyo papirbåde fra tre børn fra Payatas som symboler på hendes løfter til folket: Mad, uddannelse & jobs.
Payatas er slumbyen på et affaldsbjerg i Manila - men det er nu et år siden. Shownumrenes tid er forbi. I dag kan desværre hverken krav eller bønfaldelser fra folk i Payatas fange præsidentens interesse. De tre børn fra Payatas lider stadig af fattigdommens forbandelse og lever et uværdigt liv efter kort af have solet sig i national berømmelse - og deres håb forsvandt lidt efter lidt.

Med den altgennemtrængende fattigdom og den bureaukratiske korruption har Arroyo vist sig som en marionet for USA i særklasse, som forråder vores suverænitet og nationale frihed. Med den vedvarende uretfærdighed og stats-anstiftede lovløshed har Arroyo blotlagt sin militaristiske politik og de tendenser til selvtægtsgrupper, som afføder umotiverede og grove krænkelser af vort folks rettigheder. Hun iværksatte sin antifolkelige økonomiske politik, som udsætter landets dybeste og bærende lag - det store flertal - for yderligere udbytning og nye elendigheder.

Hvilket håb kan overleve denne destruktive krise for vor tilværelse, som Arroyo-administrationen har bragt med sig?

Bag ved bragesnakken om en 'sund' økonomi skjuler et halvfeudalt samfunds virkelighed sig. Et system som opretholdes for at fodre de store godsejeres, kompradorernes og den udenlandske monopolkapitals grådighed. På trods af løftet om at lette fattigdommens åg, så bliver de fattige endnu fattigere, jorden og de oprindelige naturområder er stadig uden for rækkevidde for bønder og de nationale minoriteter. Arbejderne er underbetalte og massefyres, folk med højere uddannelser og andre faglærte arbejdere tvinges til at søge arbejde i udlandet, og kvinder og børn tvinges til at underkaste sig betingelser med endnu grovere udbytning.

Som følge af den truende arbejdsløshed i landet i dag søger stadig flere filippinere arbejde i udlandet. Ifølge regeringens egne tal forlader 2500 filippinere hver eneste dag deres land for at søge arbejde i det fremmede eller udvandre. Regeringens embedsmænd klør sig i deres unyttige hoveder på trods af den grove misbrug, som de emigrerede arbejdere udsættes for. Filippinske arbejdere er blevet landets eksportvare nr. 1. Kvinders og børns rettigheder trues på grund af regeringens fallit, hvad angår bestræbelserne for at redde den skrantende økonomi. Børn er ikke i stand til at gå i skole, og udfører de mærkeligste jobs på gaderne. På grund af manglende økonomiske muligheder tvinges stadig flere kvinder til prostitution og sexhandel.

Arroyo var blandt de første ledere i verden som gav et positivt svar til George W. Bush's olympiske opfordring til en 'grænseløs krig' mod international terrorisme.

Det var Arroyo selv, som drog til USA angiveligt for at kondolere Bush efter '11. september-tragedien'. Hun kom så tilbage med den 'gode nyhed' om en pakke på 4.6 mia. dollars i økonomisk og militær hjælp til De Filippinske Hærstyrkers (AFPs) moderniseringsprogram - og om amerikanske troppers genkomst til Filippinerne for at afstive militærets kraft i dets kamp mod 'hjemlig terror' og opstande. Nogle få måneder senere, ovenpå det af USA anførte angreb mod Afghanistan, erklærede Bush Filippinerne for den anden front i hans 'krig mod terror'.

Arroyo bed med velbehag på den giftige madding. Et hemmeligt militær-'arrangement' blev underskrevet. Hvad der angiveligt var en 'fælles militærøvelse' med 3800 filippinske soldater og 660 amerikanske, inklusive 160 specialtropper, startede den 31. januar 2002 i Basilan. Amerikanske soldater marcherer stolt på filippinsk jord under kampagnesloganet 'krig mod terror'. Abu Sayyaf-banditterne og deres kriminelle aktiviteter benyttes som alibi for at retfærdiggøre nødvendigheden af amerikansk-støttede militæroperation, som skal finde sted i Basilan og andre provinser på Mindanao.

Som sine forgængere går Arroyo-administrationen i brechen for store indskrænkninger af borgerrettigheder og folkets individuelle og kollektive rettigheder. Anti-Terror Loven er en tro kopi af amerikansk anti-terror-lovgivning, og rummer formuleringer, som betragter selv legitime protesthandlinger, fredelige forsamlinger og forskellige anerkendte former for tale- og ytringsfrihed og protester mod krænkelser som 'overlagte handlinger som skal fremkalde en tilstand af terror'.

Når de er vedtaget, vil staten have bemyndigelse til at gennemføre urimelige ransagelser og pågribelser, udvide udstedelsen af umotiverede arrestordrer, overvåge kommunikation, kontrollere bankindeståender og krænke retten til privatliv og fjerne regelen om 'at man anses som uskyldig, indtil det modsatte er bevist' - alt dette forklædt som en kampagne mod terror. Dødsstraffen venter for ofrene for disse anti-terrorisme foranstaltninger.

Den amerikansk ledte 'krig mod terror' udgør i sig selv en uhyrlighed, som er større og værre end den fare, den påstår at rette sig imod. Bush jagter ikke bare de påståede 'terrorister'. USA nedtramper vort folks suverænitet ved hjælp af dets marionetregime på Filippinerne.

De stadig voksende menneskerettighedskrænkelser er produkter af regeringens nøje planlagte skridt for at undertrykke de folk, som giver udtryk for deres protest mod den stadig dybere krise, som forlænges af regeringens politik, som er antifolkelig og pro de udenlandske monopoler. Det er liberaliseringens, privatiseringens og dereguleringens politik. I stedet for 'jord og arbejde, mad og løn' benytter Arroyo-regimet sig af brutale midler til at undertrykke et folk som kræver sine rettigheder og som slås for elementær overlevelse.

Arroyo har givet efter for enhver af den amerikanske regerings luner. Hun har udvist en forkærlighed for den amerikansk-dikterede politik for liberalisering, privatisering og deregulering, som er uden sidestykke. Og i lyset af 'terrorangrebet' på World Trade Center, har Arroyo tilbudt en hundsk støtte til den amerikansk-anførte aggressionskrig og praktisk banet vej for direkte amerikansk intervention i Filippinernes indre anliggender. Ingen præsident for Den Filippinske Republik har efter Den 2. Verdenskrig nogensinde opfordret det amerikanske militær til at engagere sig i kamphandlinger i landet.

Folkets kollektive rettigheder trues alvorligt af den voksende intervention fra amerikanske hærstyrker i Filippinerne. Mens Arroyo med religiøs iver søger den amerikanske regerings velsignelse, sætter hun alle individuelle og kollektive rettigheder på brandudsalg - og overgiver folkets suverænitet til forstærket amerikansk udbytning. Arroyo er den værste menneskerettighedskrænker på Filippinerne i dag - og hun er afgjort kandidat nr. 1 til titlen som 'den bedste marionet' for den amerikanske imperialisme i verden.

Midt i denne krise rejser hovedparten af det filippinske folk sig for at afsløre Arroyo-regimet og gå til modstand mod det og isolere det. Snart vil folket, som bragte hende til magten, igen sige 'Nu er det nok!', og håndhæve deres rettigheder på trods af den øgede undertrykkelse, og i 2004 eller tilmed før fælde historiens dom over hende for hendes forræderi mod massernes virkelige interesser og hendes manglende evne til at lede nationen. Stadig større dele af folket bliver klar over, at så længe det store flertal til stadighed slås ned af fattigdom og ulighed, lige så længe vil udøvelsen af deres basale rettigheder altid forblive en drøm.

Under en stadig dybere krise og i marionetternes vold vil et folk, som gennem årtier har kæmpet for at blive frit, for enhver pris sætte sig imod alle fascistiske redskaber, som sanktionerer undertrykkelse og tyranni.

Vi opfordrer alle folk i Asien og Europa til

- at afvise den illegale lovgivning og de skridt, der gennemføres i den 'nationale sikkerheds' og 'antiterrorismens' navn

- at udvikle solidaritet og samarbejde mellem Asiens folk for at fjerne nationale sikkerhedslove som krænker menneskerettighederne

- at fortsætte med at fremme og udvikle menneskelig sikkerhed som alternativ til militarisering og 'krig mod terror'

For den virkelige sikkerhed ligger i folkets ret til føde, sundhed, uddannelse og retfærdighed.

Så Mrs. Arroyo, vær en ægte filippiner:
Tjen dit eget folk!

Vi ønsker ikke krig eller amerikansk militærinvasion.
Vi ønsker arbejde og retfærdighed.
Nej til amerikansk marionetregime
Ja til vores suverænitet som filippinsk folk!