Frihedskamp er ikke terror
 

Politiet vil lukke Oprørs hjemmeside:

International kampagne mod ytringsfrihed på nettet

Netavisen 11.08.2005
www.kpnet.dk

Der foregår i øjeblikket en international koordineret aktion for at lukke hjemmesider, der opfordrer til støtte til nationale modstandskampe. Sammen med sigtelserne mod Oprørs talsmand Patrick MacManus truer Københavns Politi med at lukke foreningens hjemmeside. Også andre er under angreb.

På et stormøde onsdag i Blågårdens Medborgerhus i København besluttede Foreningen Oprør, at den ikke fra sin hjemmeside vil fjerne appellen til europæiske demokrati- og solidaritetsbevægelser til at være med i en samlet udfordring rettet mod national terrorlovgivning, EU's terrorliste og den internationale "krig mod terror.
Sammen med sigtelsen for terrorstøtte mod Foreningens talsmand Patrick MacManus rejste Københavns Politi tirsdag krav om at Oprør inden 24 timer fjernede denne appel fra hjemmesiden – ellers 'vil den blive lukket'.

Dette krav er altså blevet afvist af Oprør, der i en pressemeddelelse 'Vi har ret til at sige hvad vi vil' forklarer hvorfor foreningen ikke vil acceptere politiets mundkurv.

Hvis hjemmesiden bliver lukket, vil Oprør indkalde til et nyt stormøde for at tage stilling til situationen. Samtidig opfordrer foreningen til at alle dens medlemmer og støtter mobiliserer deres bagland til at protestere mod politiets anklager og sigtelser mod Patrick MacManus og Oprør.

Frihedskamp er ikke terror

George Bush's og hans allieredes såkaldte 'krig mod terror' udråber en lang række nationale befrielsesbevægelser som terrororganisationer, fordi de modsætter sig USA's og dens allieredes aggressionspolitik,, besættelser og invasioner. Men ifølge FNs charter og international lov er der en klar forskel på nationale frihedskampe og terrorisme. Modstand mod en ulovlig besættelse f.eks. er ifølge international lov fuldstændog legitim - Se f.eks. Geneve-erklæringen om terrorisme, vedtaget af FNs generalforsamling den 29. maj 1987.

Patriot Act - den amerikanske terrorlov: Knebling af ytringsfriheden

'Krigen mod terror', de terrorlovgivninger, der er vedtaget i USA, EU og Danmark og de vilkårlige lister og terroristorganisationer, som f.eks. USA og EU har opstillet, søger at udviske skellet mellem legitim modstandskamp og terrorisme og anbringer en lang række nationale befrielsesbevægelser på terrorlisterne. Støtte til disse organisationer søges derefter hårdt straffet.

Den danske terrorparagraf er allerede blevet brugt til at dømme en organisation som Greenpeace for en fuldstændig uskyldig politisk aktion, som intet har med terrorisme at gøre. Sigtelserne mod Oprør efter 'terrorloven' (Straffelovens paragraf 114) er endnu et forsøg på at fremstille legitim modstandskamp som terrorisme og knægte enhver politisk opposition mod Bush, Blairs og Foghs ulovlige 'krig mod terror'.

International kampagne mod ytringsfrihed på nettet

Der er ingen tvivl om at Oprørs internationale appel om udfordring af terrorlovgivningen og USA's og EU's terrorlister er hovedårsagen til sigtelserne og truslen om lukning af hjemmesiden. Oprør har med sin konkrete aktion til støtte for det colombianske FARC og det palæstinensiske PFLP og sin opfordring til at det bliver en fælles europæisk aktion tiltrukket sig opmærksomhed i de internationale hovedkvarterer, der organiserer og koordinerer 'krigen mod terror'.

Forsøget på at kvæle ytringsfriheden ved at lukke Oprørs hjemmeside er et led i en international kampagne, der føres af den amerikanske regering, dens allierede i 'krigen mod terror' og deres politimyndigheder for at få lukket hjemmesider, der udtrykker støtte til nationale modstandskampe og frihedsbevægelser.

Det gælder ikke mindst i forhold til støtte til den irakiske modstandskamp, som er brændpunktet for den internationale kamp i dag mod USA's og dens allieredes ulovlige aggressionskrige og besættelser af suveræne nationer. I centrum for kampagnen mod ytringsfrihed på nettet er den italiensk-baserede organisation og hjemmeside Antiimperialist Camp.

44 amerikanske kongresmedlemmer har sendt et formelt brev til Berlusconi-regeringen via Italiens ambassadør i Washington. Kongresmedlemmerne kræver, at den italienske regering ulovliggør Anti-imperialist Camp.

Anti-Imperialist Camp er en af hovedarrangørerne bag en international konference til støtte for den irakiske modstand den 1.-2. oktober i Rom.

Kongresmedlemmerne forlanger at Antiimperialist Camp, dens hjemmeside og solidaritetskonferencen forbydes.
(Se brevet
her)

Blandt konferencens oplægsholdere vil være en række repræsentanter for den irakiske modstand samt politikere og intellektuelle som den tidligere algierske præsident Ben Bella og den svenske forfatter Jan Myrdal. (Se programmet for konferencen her)

Antiimperialist Camps hjemmeside blev lukket af den amerikanske internetudbyder den 1. juli, men er nu oppe igen.
Disse forsøg på at kvæle ytringsfriheden og den politiske protest er blevet mødt med kraftige internationale protester. (Se bl.a. her)

Komiteen for et Frit Irak under angreb

Også den danske hjemmeside for Komiteen for et Frit Irak er i politiets og efterretningstjenesternes søgelys. Den har med sin klare politiske støtte til den irakiske modstand – herunder som anbefaler af konferencen i Rom – fået rabiate danske højrefløjspolitikere og antidemokrater til at kræve Komiteen og dens hjemmeside undersøgt og forbudt.

Dansk Folkeparti står i spidsen for denne kampagne mod Komiteen for et Frit Irak. Det vil have Komiteen forbudt og dens medlemmer smidt ud af Danmark! Den 13. juni stillede partiet paragraf 20-spørgsmål til justitsminister Lene Espersen. Hendes svar kom den 5. august 2005.

Her hedder det bl.a.:
"Justitsministeriet kan oplyse, at Politiets Efterretningstjeneste som bekendt har til opgave at overvåge, forebygge og modvirke foretagender og handlinger, som må antages at rumme en fare for rigets selvstændighed og sikkerhed og den lovlige samfundsorden, herunder i første række de i straffelovens kapitel 12 og 13 omhandlede forbrydelser. Der kan selvsagt ikke i en besvarelse af et spørgsmål stillet efter § 20 i Folketingets forretningsorden gives nærmere oplysninger om konkrete efterforskninger. "

Sigtelse mod Hizb ut-Tahrir

Politiet rejste i sidste uge også sigtelse mod den muslimske organisation Hizb ut-Tahrir, der vender sig mod USA's og dens allieredes ulovlige besættelse af Irak og indblanding i Mellemøsten. Foreningens talsmand Fadi Abdullatif sigtes af Københavns Politi for trusler mod regeringen og forhånelse af jøder i to forskellige løbesedler på arabisk, som sidste år lå på Hizb ut-Tahrirs hjemmeside.

På et pressemøde i lørdags kommenterede Fadi Abdullatif det således:
- Sigtelserne er totalt uacceptable. De er kun til for at legitimere besættelsen af Irak og den terrorisme, som bliver begået af USA, Storbritannien og de allierede besættere af de muslimske lande. Sagen var henlagt, men er blevet taget op igen for at retfærdiggøre alle de nye indskrænkninger af borgernes rettigheder og ytringsfriheden. Det er en politisk sag bestilt af Justitsministeriet efter bomberne i London.
Hizb ut-Tahrir, fordømmer London-bombningerne og terror mod civile.

På den ene af løbesedlerne stod blandt andet: "Så drag af sted for at hjælpe jeres brødre i Fallujah i Irak og udslet jeres regenter, hvis de står i vejen for jer".
Opfordringen handler ifølge Fadi Abdullatif ikke om den danske regering, som politiet nu hævder:
- Meddelelsen skal forstås sådan, at hvis regenterne i de muslimske lande forbyder muslimerne og militærstyrkerne at udføre deres pligter over for deres søskende i Irak, så skal de fjerne disse forræderiske, USA-loyale ledere.
Han understreger, at organisationen ikke anvender vold.

Protest og støtte påkrævet

Det er med andre ord ikke tilfældigt at der rejses en række samtidige sigtelser mod hjemmesider af forskellige observans, som vender sig imod ulovlige aggressionskrige i terrorbekæmpelsens navn.
Det er et forsøg på at undertrykke al politisk protest og knægte ytringsfriheden og de demokratiske rettigheder, når de bliver brugt til at modsætte sig en ulovlig politik fra de herskendes og de herskende magters side.

For alle progressive kræfter må det handle om at forsvare retten til protest og stille sig op for ytringsfriheden - uanset om det er venstreorienterede eller stærkt religiøse kræfter (fra en 'forkert' religion) der benytter sig af den.

Adskillige organisationer og kræfter har erklæret deres støtte til Oprørs initiativer og fordømt sigtelserne mod organisationen som et overgreb på demokratiet. Også de internationale protester er ved at strømme ind (se f.eks. 'Witch hunt for "terrorists" in Denmark: Who's next?' fra den norske Komité for et Frit Irak.

Protesterne må ses i lyset af den internationale kampagne mod støtte til legitime nationale modstandskampe - og forsvaret for demokratiet udstrækkes til alle, der forhindres i at bruge det.

- End -