Danmark
 

Atomvåben på dansk jord?

Myter og realiteter

Af John Holmgaard Knudsen Larsen
CensurNyt

CensurNyt.dk sendte en medarbejder til DMH's arrangement; yderligere info om arrangementer/arrangørerne kan findes på DMH´s hjemmeside . Emnet er væsentligt, ikke blot fordi en belysning af denne vigtige historiske periode i høj grad er trængt, men også fordi hemmeliggørelsen af den politiske beslutningsproces siden da, har været nogenlunde konstant. (fx. har CensurNyt sammen med en stor flok læsere forgæves søgt aktindsigt i materialet der ligger til grund for den danske krigsdeltagels i mod Irak; red.)]

Originalartikel her


Thuleradaren

Dokumentationscenter mod Historieforfalskning(DMH) havde lørdag den 26. februar Professor, dr. Phil. Poul Villaume til at holde en forelæsning om Danmarks rolle i NATO og den kolde krig i årene 1949-1970.

Villaume tager udgangspunkt i H.C. Hansens (udenrigsminister i regeringen Hedtoft 1953-1955, stats- og udenrigsminister 1955-1958 og statsminister i socialdemokratisk-radikal og retsforbunds regering fra 1957-1960) udenrigspolitiske arbejde med NATO. Villaume har haft adgang til at kigge i arkiverne fra den kolde krig, hvilket er baggrunden for bogen "Danmarks udenrigspolitik 1945-1972", som udkommer i løbet af foråret.

Det følgende er en kort opridsning af forelæsningen, samt en kort perspektivering. Alt stof er hentet fra Villaume. Det skal ligeledes siges, at Danmark her har en geografisk afgrænsning, der ikke inkluderer Grønland og Færøerne.

Danmark valgte i 1949 at gå ind i NATO på baggrund af 9. april traumet og den optrappede konflikt mellem Sovjetunionen og USA mestendels foregående i Europa. Et valg, som i de følgende år skulle få stor betydning for Danmarks udenrigspolitik og samtidig indeholdte interessekonflikter i den danske regering. Derfor blev den danske indmeldelse foretaget med forbehold, da NATO's politik ikke var skræddersyet til Danmark.

Med Danmark som strategisk knudepunkt, primært med farvandene omkring, følte man et pres fra Sovjetunionens side, hvilket de allierede i NATO skulle afspænde. Samtidig ville man ikke have atomare våben på dansk jord (og herunder altså amerikanske baser og personel til varetagelse heraf), da man følte det ville blive opfattet som en aggressionspolitik. De følgende år var en udenrigspolitisk balance gang på knivsæggen.

Ud fra et militært synspunkt var de danske forbehold en svækkelse af forsvaret. Man havde valgt en løsning, der ikke bidrog med nogen militær oprustning, og samtidig var man ikke længere et neutralt land, og altså følgelig en del af øst-vest konflikten. F.eks. kunne man blive udstyret med kortrækkende atomare våben, hvis funktion var udslettelse af fjendtlige styrker på dansk jord (og dermed ikke angrebsvåben), men man valgte af afstå herfra, da det under alle omstændigheder ville have været opfattet som oprustning.

Det danske forbehold blev af NATO i 50'erne opfattet som et problem. Der hvilede et enormt pres på de danske politiker, om at bøje sig for de allieredes krav, men man holdte sig på måtten. Omvendt bidrog Danmark med aflytningsarbejde af Sovjetunionen, samt til opretholdelse af en massiv propaganda maskine imod kommunismen.

I starten af 60'erne vendte skepsissen mod Danmark, specielt USA havde ændret kurs. Det skal i denne sammenhæng nævnes, at Danmark flere gange forinden spillede på forbeholdet. I 1957 blev der fra dansk side sagt til NATO, at "Et muligt tilbud om atomammunition ikke burde godtages ud fra de foreliggende forudsætninger", hvortil disse foreliggende forudsætninger aldrig er blevet nærmere defineret! Man havde altså hverken sagt ja eller kategorisk nej.

Ligeledes blev det foreslået fra NATO's side i 1958, at Danmark skulle have depoter med atomare våben, da man mente det ville blive for besværligt, måske endda umuligt, at transportere atomvåben til Danmark i en krigstid. Danmark havde endnu engang forbehold. Man gik med til at have depoter, som ikke skulle være kendt for offentligheden, og man måtte selv vælge, om disse depoter skulle indeholde konventionelle våben eller ej.

Ligeledes krævede man, i en spændingssituation (f.eks. en lignende Ungarn 1956), at det var fuldt ud op til de danske myndigheder at bestemme, hvorledes disse depoter skulle indeholde atomvåben eller ej. Tanken var, at en international krise ikke skulle optrappes med dansk aggression i forhold til atomare opmagasineringer. NATO sagde god for de danske forbehold, og dermed begyndte konstruktionen af depoter på 6 danske flyvepladser: Aalborg, Tirstrup, Karup, Vandel, Skrydstrup og Værløse.

Dette skridt fra dansk side havde flere funktioner: for det første var denne strategi rimelig overfor NATO, da man var i en situation, hvor det stadig var uafklaret, hvilken strategisk position de atomare våben ville få, for det andet havde man ikke foretaget en aggressiv politik i forhold til Sovjetunionen, og for det tredje havde man lukket munden på de indenrigspolitiske rystere, heriblandt Venstre og de Konservative samt de Radikale venstre. Helt overordnet kan man sige, at Danmark endnu engang havde sagt både ja og nej.

Årene i 60'erne indeholdt dét, amerikanere kaldte "diskret pres". Danmark bøjede sig imidlertid ikke for dette pres, og fastholdte sit dobbeltspil. Essensen i den danske udenrigspolitik var, at en kritisk og uforbeholden allieret ikke nødvendigvis var en god eller troværdig allieret. I sidste ende blev den danske politik også accepteret af NATO, hvilket man anså for at være en styrkelse af samarbejdet i forhold til Sovjetmagtens imperium. Ligeledes fandt man, at det amerikanske imperium byggede på demokratisk frihed, hvilket klart var en fordel. Denne holdning blev senere nuanceret en del, specielt efter 1970 og Vietnam-krigen.

Denne korte gennemgang af den danske udenrigspolitik synes ikke at være rabiat eller revolutionerende. Det er måske også mere værd at slå på den danske vekselvirkning. Et lille land, som Danmark, der føler sig forpligtet til at behage NATO, men samtidig mærker truslen øst fra.

Realiteten er svær at komme til livs. Hvor stor var den faktiske trussel øst fra? Hvad ville konsekvensen have været af en dansk neutral rolle i efterkrigstiden? Hvad ville et klart ja eller nej til atomare våben på dansk jord have medført? Og sidst, men ikke mindst, hvilken betydning har den danske vekselvirkning fra 50- og 60'erne på dagens politik?

Det må jo være åbenlyst, at Danmark er et land, som står til at snakke med, måske endda manipulere med!? Vægelsind; ja den ene gang, nej den anden, har gjort at Danmark står som uberegnelig joker i NATO sammenhæng, og dog. Danmarks deltagelse i Irak-krigen har gjort os til et aggressions land, som bestemt ikke holder sig tilbage. Samtidig synes vi stærkere, end nogensinde før, forbundet med den amerikanske udenrigspolitik. Vi er et 'ja land'!

I hele denne sammenhæng mangler Thulebasen, og altså den grønlandske udenrigspolitik, at blive blotlagt. Ingen tvivl om, at amerikanerne har været svært tilfredse med Danmarks tilbud om en amerikansk base på Grønland, og så hjælper det jo ikke at sige nej til udenlandske tropper på dansk jord, for dengang var Grønland jo en del af Danmark?!

Det hele giver stof til eftertanke. Når vi tænker udenrigspolitik i dag er realiteten i hvert fald, at der til stadighed tages beslutninger det på ingen måde er meningen befolkningen skal høre om. Det var faktum med konstruktionen af depoter til opbevarelse af atomare våben i 50'erne (selv om intet tyder på der var atomare våben i dem), og det er vel faktum med nutidens udenrigspolitik?

- End -